Fældning af træer på Sankt Annæ Plads
Indstilling og beslutning
Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at de sidste af de 42 eksisterende træer på Sankt Annæ Plads udskiftes nu.
Problemstilling
Borgerrepræsentationens vedtog på mødet den 22. august 2013 projektforslag for ”Sankt Annæ Projektet”. Det fremgik, at de 70 eksisterende træer samt skulpturer på Sankt Annæ Plads skulle bevares og at der desuden skulle plantes 30 nye træer på strækningen ned til Kvæsthusmolen.
I forbindelse med etablering af skybrudssikring i området, blev det dog nødvendigt at udskifte 28 af de eksisterende træer, hvilket Teknik- og Miljøudvalget godkendte på mødet den 8. september 2014.
Ved en besigtigelse af træerne 15. marts i år har det vist sig, at vækstbetingelserne for de nuværende 42 træer ikke er så gode, som oprindeligt forventet. Træernes sandsynlige restlevetid er vurderet til mellem 5 og 10 år. Der skal derfor tages stilling til, om alle træerne skal skiftes nu.
Løsning
Beboerne i området omkring Sankt Annæ Plads har, gennem hele projektet, haft et stort ønske om at bibeholde træerne. Da Borgerrepræsentationen i 2013 godkendte projektet, var forvaltningens vurdering, at træerne havde en restlevetid, der kunne forsvare, at de blev stående - også selvom vækstvilkårene ikke var optimale.
I forbindelse med projektets anlægsarbejde har forvaltningen hele tiden krævet, at arbejdet omkring træerne blev tilrettelagt, så træernes vækst blev skadet mindst muligt. Det er således ikke det igangværende anlægsarbejde, der er skyld i, at forvaltningen på et tilsyn gennemført i marts 2015, har konstateret, at der er stor forskel på de to trærækkers rodzoner. Den nordlige trærække har markant færre rødder end den sydlige, og denne række vil derfor tåle gravearabejdet dårligere end den sydlige.
Der er imidlertid fortsat en mulighed for at bevare de eksisterende 42 træer. Gravearbejdet har ikke haft fatale konsekvenser. De nyindplantede træer vil ikke være påvirket af rodkapninger på samme vis som de eksisterende træer og vil dermed kunne leve mange år. Forvaltningens vurdering er, at restlevetiden på de eksisterende træer vil være et sted mellem 5-10 år. Det er ikke en eksakt viden og der kan være træer med kortere eller længere levetid.
For bevarelse af træerne taler,
- at det umiddelbart bevarer dele af Sankt Annæ Plads med dens nuværende karakter
- at der er et stort lokalt ønske om at bevare dem
- at vurderingen af restlevetiden ikke er eksakt videnskab og den kan være længere end estimeret
- at de nye og gamle træer, trods forskellighed, samlet vil give byrummet karakter og pga. klipningen til stammehække, og indenfor en 10-årig periode vil fremstår som en helhed.
På baggrund af ovenstående forhold er forvaltningens vurdering af vækstvilkårene, at det vil påvirke træernes udvikling, løvmasse og tidspunkt for løvfald. Der er en risiko for, at træerne ikke vil fremstå ensartet, da de påvirkes forskelligt. Som nævnt vil der kunne indplantes nye træer, efterhånden som de gamle fældes, men det vil kun i begrænset omfang være muligt at forberede vækstlaget, da træernes rødder filtrer sig ind i hinanden.
De indplantede træer vil derfor udvikle sig forskelligt fra de nye træer med mere optimale vækstbetingelser. Med en forventet restlevetid for de oprindelige træer på 5-10 år, vil der kunne opstå ujævnheder i rækken af træer, som visuelt kan have en betydning.
På den baggrund vil forvaltningen anbefale, at alle træer på Sankt Annæ Plads udskiftes samtidig, og at der plantes i alt 100 nye træer. En samlet udskiftning af træerne vil give mulighed for at skabe ensartede vækstbetingelser for alle træerne på pladsen og vil understøtte oplevelsen af en samlet arkitektonisk helhed.
For en udskiftning af træerne taler,
- den korte restlevetid
- at hele byrummet vil få en ensartet karakter og en større harmoni på grund af bedre og ensartede vækstvilkår for alle træerne
- at det nyanlagte byrum ikke skal opgraves på ny, kun få år efter at det er etableret
- økonomi
Ovenstående betyder, at forvaltningen vurderer, at der er behov for en fornyet politisk beslutning, om den eksisterende projektplan skal følges eller om der skal træffes beslutning om at nyplante alle træer.
Hvis træerne bevares, er vurderingen, at kommunen på et senere tidspunkt skal udskifte træerne. En udskiftning af de eksisterende 42 træer, samt jorden i rodzonen og reetablering af græsplæne, forventes at koste ca. 1.5 mio. kr.
En udskiftning af de 42 eksisterende træer, i tilknytning til det igangværende graveprojekt, vil kunne ske uden ekstraudgift for kommunen, da udgiften vil være dækket af Sankt Annæ Selskabet.
Økonomi
Ved fældning og genplantning på nuværende tidspunkt vil der være en forventet ekstra udgift på ca. 700.000 kr. Den udgift dækkes af imidlertid af Sankt Annæ Selskabets donation, der står i en reserve. De midler vil ikke være tilgængelige om 10-15 år, da selskabet er privat og til den tid ikke længere eksisterer.
Vælger man at bevare træerne, vil en senere udskiftning af de 42 træer forventes at koste ca. 1.5 mio. kr.
Videre proces
Hvis udvalget godkender forvaltningens anbefaling, vil de 42 eksisterende træer blive fældet umiddelbart efter, at indstillingen er godkendt. De 100 nye træer vil alle blive plantet i vinterhalvåret 2015 / 2016.Ændringerne indarbejdes i projektet, og forventes ikke at forsinke projektet yderligere.
Sankt Annæ Selskabet (bygherre) vil stå for kommunikationen til beboerne i området om ændringen i projektet. Der vil blive informeret med både nyhedsbreve og fysiske plancher i området.
Lis Napstjert
Beslutning
Indstillingen blev ikke godkendt uden afstemning.