Nordhavnsvej, ekspropriation ifm. placering af jordankre under ejendomme på Strandvænget
Teknik- og Miljøudvalget skal træffe beslutning om at gennemføre ekspropriationer til etablering i forbindelse med anlæggelse af Nordhavnsvej og placering af jordankre under bygninger på Strandvænget.
Indstilling og beslutning
Teknik- Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der gennemføres ekspropriation i forbindelse med placering af jordankre under bygningerne Strandvænget 5, 11, 13, 15.
Problemstilling
Under ejendommene Strandvænget 5-19 samt hjørneejendommen Vesterled 1 skal der bores jordankre ind i forbindelse med tunnelbyggeriet af Nordhavnsvej. Forvaltningen har indgået aftale med ejerne af ejendommene: Strandvænget 7, 9, 17, 19 samt hjørneejendommen Vesterled 1. Det har imidlertid ikke været muligt at indgå aftaler med ejerne af ejendommene Strandvænget 5, 11, 13, 15, hvorfor det er nødvendigt at gennemføre en ekspropriation af de sidstnævnte ejendommes undergrund (jf. bilag 1, ekspropriationsplan).
Løsning
For at sikre de nævnte ejendomme mod skader, er det nødvendigt at anvende en byggemetode, som er både skånsom med hensyn til vibrationer og ligeledes er meget robust. Det er derfor valgt at etablere byggegrubens afstivende vægge med såkaldte sekantpæle (betonpæle). I forbindelse med udgravningen af byggegruben er det nødvendigt at forankre sekantpælevæggen i undergrunden. Det sker med jordankre, der bores skråt ned i jorden. Jordankrene bores ca. mellem 5m og 15m ind under ejendommene (se bilag 2). Det er en midlertidig foranstaltning for at sikre sekantpælevæggen under udgravningen. Senere i byggeriet er jordankrene ikke længere nødvendige, og spændingen vil derfor blive taget af jordankrene, som derefter ikke vil være virksomme eller i funktion. Jordankrene vil blive liggende i jorden, men vil på ingen måde påvirke ejendommen eller brugen af denne. Hvis der på et tidspunkt skal udgraves en dyb kælder eller lignede under ejendommen, kan jordankrene fjernes.
Der blev afholdt åstedsforretning den 1. marts 2012. Ekspropriationsprotokollen er vedlagt som bilag 2.
På Borgerrepræsentationens møde den 25. august 2011 blev der truffet beslutning om, at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at træffe ekspropriationsbeslutning, jf. vejlovens § 49.
Årsagen, til at denne sag ikke er blevet politisk behandlet sammen med den sidste jordankre-sag, som udvalget godkendte den 23. januar 2012, er, at projekteringen først i december 2011 var så langt fremme, at der kunne udarbejdes den nødvendige ekspropriationsplan.
Økonomi
Udgifterne til ekspropriation er dækket af tidligere givet bevilling og udgiftsføres på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.22.3 (Vejanlæg). Forvaltningen forventer ikke, at der skal ydes nogen form for økonomisk kompensation.
Videre proces
Når afgørelsen om ekspropriation er truffet af Teknik- og Miljøudvalget den 26. marts 2012, vil der blive sendt brev ud til ejerne herom, og herefter er der en klagefrist på 4 uger.
Hjalte Aaberg /Jens- Christian Zøfting- Larsen
Beslutning
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F og Ø.
Imod indstillingen stemte 1 udvalgsmedlem: O.
To udvalgsmedlemmer undlod at stemme: C og V.
Indstillingen blev godkendt.