Mødedato: 26.03.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Digital annoncering af lokalplaner

Se alle bilag

I forlængelse af tidligere beslutning i Teknik- og Miljøudvalget om omprioritering af midler til borgerdialog skal Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget træffe beslutning om digital annoncering.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, 

  1. at annoncering om offentliggørelse af forslag til lokalplaner samt endelig bekendtgørelse af disse i fremtiden sker digitalt på www.kk.dk

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender

    2.   at annoncering om offentliggørelse af forslag til kommuneplaner og kommuneplantillæg samt endelig bekendtgørelse af disse i fremtiden sker digitalt på www.kk.dk

Problemstilling

I forventning om en lovændring har Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 12. december 2011 i forbindelse med indstillingen om den strategiske prioritering i Teknik- og Miljøforvaltningen besluttet, at forvaltningen i budgettet for 2012 skal omprioritere 700.000 kr. fra borgerdialog.

En del af omprioriteringen skal finde sted ved at indføre digital annoncering i forbindelse med lokalplanlægning og eventuelle tilhørende kommuneplantillæg.

Herudover blev det besluttet, at lokalplaner, lokalplanforslag og startredegørelser generelt kun skal være tilgængelige digitalt på nettet, og der skal ske en højere grad af prioritering af, om det i forbindelse med den offentlige høringsfase er hensigtsmæssigt at afholde et borgermøde, eller om der eventuelt kan afholdes en anden og billigere form for borgerdialog.

I efteråret 2000 vedtog det daværende Bygge- og Teknikudvalg og Økonomiudvalg de nuværende retningslinjer for annoncering af lokalplaner og kommuneplaner. Retningslinjerne indebærer, at annonceringen af lokalplaner, kommuneplantillæg og kommuneplaner sker i de relevante lokalaviser. Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal godkende, at annonceringen fremover sker digitalt.

Løsning

Folketinget har ved lov nr. 1273 af 21. december 2011 ændret Planloven, så det fremover er muligt for kommunerne udelukkende at offentliggøre planer, programmer og afgørelser m.v. på den kommunale hjemmeside.

 

Der stilles herved ikke længere krav om, at offentliggørelse af blandt andet forslag til lokalplaner og kommuneplaner skal ske i lokale aviser og dagblade. I stedet overlades det nu til den enkelte kommune at vurdere, hvordan der mest hensigtsmæssigt kommunikeres med borgere, virksomheder og organisationer m.fl. inden for de forskellige områder i miljølovgivningen.

                                                         

Dette er i tråd med den generelle udvikling i retning af et mere digitaliseret samfund, hvor andelen af danskere, der har adgang til og gør brug af internettet er stadigt stigende.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at digital offentliggørelse på en myndigheds hjemmeside i dag må antages at være lige så effektivt som annoncering i stedlige aviser og ugeblade. Tal fra Danmarks Statistik om befolkningens brug af internet i 2010 viser således, at 93 % af de 16-64 årige og 84 % af de 16-89 årige har adgang til internet i hjemmet. Andelen af de 65-89 årige er 49 %. Hertil kommer, at der er gratis adgang til internet på landets kommunebiblioteker. Endelig viser en undersøgelse i regi af forskningsprojektet ”Aviser og journalistik i forandring”, at kun en tredjedel af befolkningen over 18 år læser regionale/lokale dagblade, og helt ned til 5 % læser de lokale gratis ugeaviser på en ugentlig basis. Ca. 150.000 besøger hver uge kommunens hjemmeside www.kk.dk.

Det fremgår af bemærkningerne til loven, at det ved valg af digital annoncering må kræves, at offentliggørelsen fremgår tydeligt på myndighedens hjemmeside, og at borgere m.fl. har let og gratis adgang til det offentliggjorte materiale på hjemmesiden. Det skal også overvejes at indføre abonnementsordninger, som giver borgerne m.fl. mulighed for at få tilsendt oplysning om offentliggørelsen af bestemte typer planforslag, afgørelser mv. Det er en mulighed, som Miljøministeriet i et brev til kommunerne har oplyst, at man vil forfølge, jf. bilag 1.

Der er ikke med indførelsen af muligheden for elektronisk annoncering ændret på de øvrige krav til lokal- og kommuneplaners indhold, bekendtgørelse mv. Det indebærer, at annonceringen (fortsat) skal opfylde disse krav, f.eks. med oplysning om eventuelle mindretalsudtalelser, afgørelse om miljøvurdering og klagefrist mv.

Grundejere, berørte borgere og diverse organisationer m.v. vil fortsat blive skriftligt orienteret om planforslaget med en folder.  Lovændringen berører ikke denne del.

Borgerrepræsentationen vedtog i marts 2001 et koncept for borgerdialog, som løbende er blevet evalueret og videreudviklet. Senest har Teknik- og Miljøudvalget i juni 2010 vedtaget borgerdialogstrategien ”Hør Københavnerne”, der har fokus på at bidrage til bedre løsninger i kraft af styrket lokalt ejerskab og viden, udvikling af borgerdialogstrategier tidligt i en planproces samt udvikling af værktøjer og kompetencer mv. Det betyder bl.a., at der ved indstillinger om startredegørelser og lokalplanforslag forelægges forslag til en borgerdialogstrategi, herunder med stillingtagen til om der skal afholdes et borgermøde eller et andet borgerdialogarrangement. Ved endelige vedtagelser vedlægges en evaluering af borgerdialogen. Kommunen vil invitere lokaludvalgene til samarbejde omkring tilrettelæggelse og annoncering af borgermøder.

Med overgangen til digital annoncering vil Københavns Kommune fremover på dagen for offentliggørelsen af lokalplanforslag med evt. tilhørende kommuneplantillæg samt endelige bekendtgørelser annoncere dette på kommunens hjemmeside med en nyhed på forsiden af www.kk.dk med et link til planen. Her vil de formelle krav til annonceringen fremgå, ligesom man kan se og hente plandokumentet digitalt og via ”Bliv Hørt”-portalen indsende høringssvar til planforslag. Det vil også være muligt at abonnere på nyheder fra ”Bliv Hørt” om nye planer i høring.

For så vidt angår Økonomiforvaltningens ansvarsområde, vil annoncering af forslag til kommuneplaner og kommuneplantillæg samt endelige bekendtgørelser af disse ske digitalt på tilsvarende måde.

Kommunen vil vurdere om der er enkelte tilfælde, hvor den digitale annoncering skal suppleres med anden kommunikation, jf. Miljøministeriets brev af 27. januar 2012 til kommunerne.

Den nye praksis vil blive kommunikeret til borgere og byens øvrige aktører ved annoncering i de trykte medier. Denne annoncering kan evt. gentages med mellemrum.

Indførelse af digital annoncering og distribution af startredegørelser, planforslag og planer via nettet vil som en sidegevinst reducere papirforbruget, hvilket understøtter målene for miljøledelse og Miljømetropol København.

Økonomi

I 2011 var udgifterne til annoncering og publicering af lokalplaner 160.000 kr. I budget 2012 er besparelsen ved omlægningen af annonceringen fra trykte medier til digitale medier berammet til årligt 120.000 kr. Den øvrige besparelse i den strategiske omprioritering kommer fra mindre trykkeudgifter og færre borgermøder.

I 2011 blev kommuneplanens budget reduceret med 300.000 kr. i forbindelse med udmøntningen af den tidligere aftale mellem Kommunernes Landsforening og staten om afbureaukratisering. Aftalen indebar bl.a. reduktion af kommunernes udgifter gennem øget brug af digitale løsninger. Beslutningen om digitalisering af annoncer følger op på denne besparelse.

Videre proces

De nye retningslinjer for digital annoncering vil træde i kraft, når de er godkendt af udvalgene.

Anvendelsen af digital annoncering og digitale plandokumenter bidrager til styrkelsen og udviklingen af den digitale borgerdialog. Den videre udvikling af hjemmeside og digitale plandokumenter vil bl.a. have fokus på, at kommuneplanlægning og lokalplanlægning bliver præsenteret og udviklet samlet.

Forvaltningerne vil invitere lokaludvalg med i et samarbejde om, hvordan vi sikrer, at information om nye planforslag, når bredt ud lokalt.

 

 

 

         Claus Juhl                                        

                                                                  Hjalte Aaberg

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 26. marts 2012

Indstillingens 1. at punkt blev godkendt.
Til top