Mødedato: 26.02.2024, kl. 15:00
Mødested: Hotel Bymose Hegn, Bymosegårdsvej 11, 3200 Helsinge

Principper for bil- og cykelparkering i Middelalderbyen, Indre By

Se alle bilag

Med Budget 2023 blev det vedtaget at nedlægge 600 parkeringspladser samt flytte og etablere ny cykelparkering i Middelalderbyen. Formålet er at begrænse biltrafikken og skabe plads til fodgængere, cykler og nye byrum (flagskibsprojekter), som besluttet i Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen. Denne indstilling omhandler første initiativ fra planen, hvor Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til principperne for placering af bil- og cykelparkering.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at principper for placering af bil- og cykelparkering i Middelalderbyen, jf. løsningsafsnit, danner grundlag for færdigprojektering og anlæg.

       
    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
       

  2. at der frigives en anlægsbevilling på 14,6 mio. kr. til placering af bil- og cykelparkering på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

I Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der afsat 16,3 mio. kr. til at nedlægge 600 bilparkeringspladser, etablere 1.000 nye cykelparkeringspladser og 80 ladcykelpladser, flytte 700 eksisterende cykelparkeringspladser, tillade modstrømscykling, etablere ensretning i Rådhusstræde samt ændre ensretningen i Gåsegade. Der er i forbindelse med Budget 2021 (BR 1. oktober 2020) (A, B, C, F, O, V og Fremad) og Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O, V) indgået aftale om erstatningsparkering, jf. bilag 8. Dertil blev der afsat midler til en kommunikationsindsats før, under og efter anlæg. Placering af bil- og cykelparkering er det første initiativ fra Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen (BR 2. februar 2023). Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til principperne for placering af bil- og cykelparkering i Middelalderbyen. Borgerrepræsentationen skal tage stilling at frigive den resterende anlægsbevilling.

Løsning

Projektets formål er at mindske biltrafikken, forbedre forhold for fodgængere og cyklister samt frigøre plads til at skabe mere attraktive byrum i Middelalderbyen. Det første greb til at frigøre plads er at nedlægge p-pladser og flytte cykelparkering fra områdets pladser til gaderne. Projektet omfatter den afgrænsning af Middelalderbyen, som fremgår af oversigtskortet, jf. bilag 2.

Bilparkering

Med projektet nedlægges 600 almindelige bilparkeringspladser ved at etablere en p-forbudszone omkring Middelalderbyen, som besluttet i Byrums- og Trafikplanen. Zonen betyder, at der kun må parkeres inden for de afmærkede båse eller parkeringsbaner på vejen. Det vil tydeligt fremgå, hvilke køretøjer der må holde på de enkelte p-pladser, og gentagelsestavler i de enkelte gader vil minde bilisterne om p-forbudszonen. Da parkerede biler fremover vil optage mindre plads, vil af- og pålæsning være tilladt flere steder end i dag.

Cykelparkering

En tælling fra 2023 viser, at der i dag er ca. 5.500 offentlige cykelstativpladser i Middelalderbyen. De er tit fyldte, og det anslås, at der parkeres omtrent et tilsvarende antal cykler uden for stativ. I projektet etableres 1.000 nye cykelstativpladser og 80 nye ladcykelpladser, jf. bilag 4. I forbindelse med anlægsprojektet gennemføres en cykeloprydning mhp. at fjerne ubrugte cykler i området.

Derudover flyttes 500 eksisterende cykelstativpladser fra pladser og gader for at tilgodese fodgængere og gøre plads til Byrums- og Trafikplanens flagskibsprojekter. Antallet afviger fra de besluttede 700, fordi besigtigelser i enkelte gader har vist, at de nuværende placeringer var hensigtsmæssige, jf. principperne for placering af cykelparkering i nedenstående afsnit. Derudover flyttes der med projektet ikke cykelparkering på Gammeltorv, da stativerne fungerer som terrorforanstaltning.

Principper for placering af bilparkering og cykelparkering
Bil- og cykelparkering placeres med afsæt i de udpegede strækninger i Byrums- og Trafikplanen og den disponering af by- og gaderum, som med planen er besluttet for at balancere Middelalderbyens mange hensyn. Dernæst placeres parkeringen i henhold til vejloven og færdselsloven samt med henblik på at sikre trafiksikkerhed, tryghed og fremkommelighed for cyklister, gående og køretøjer. Alle cykelstativer etableres på vejareal med tilpas afstand mellem stativer til, at fodgængere kan krydse vejen og til at hindre parkerede cykler imellem stativerne. Bilag 4 viser principperne i praksis. Områdets smalle vejprofiler efterlader få alternative placeringer af pladserne til cykel- og bilparkering, og jf. høringsafsnittet kan forvaltningen derfor kun omplacere et begrænset antal pladser. Såfremt det i udmøntningen viser sig nødvendigt at foretage større omplaceringer inden for princippernes rammer, vil Teknik- og Miljøudvalget blive orienteret herom.

Konsekvenser for parkering og træer

I projektet nedlægges 600 almindelige bilparkeringspladser ud af i alt 767 eksisterende almindelige pladser. Antallet af erhvervspladser (reserveret til gule nummerplader i tidsrummet 7-17) øges med 10 % fra 119 eksisterende pladser til 131 pladser. De eksisterende 24 læssepladser til lastbiler bevares. Antallet af besøgspladser (handicappladser uden tilknyttet registreringsnummer) øges med 10 % fra 67 eksisterende til 74 pladser. Fire eksisterende delebilspladser, 24 elbilspladser, 29 taxipladser, 12 ambassadepladser og 15 handicappladser (tilknyttet registreringsnummer) bevares, men to handicappladser flyttes i dialog med ejerne max 100 meter. 45 erhvervspladser, 17 besøgspladser, ni taxipladser og fire ambassadepladser omplaceres af hensyn til trafiksikkerhed og kommende flagskibsprojekter samt for at fordele nogle pladser mere jævnt i området iht. Byrums- og Trafikplanen.

I forbindelse med Budget 2021 og Budget 2024 er der taget stilling til erstatningsparkeringspladser for de 600 pladser, som nedlægges. Timing af oprettelse og nedlæggelse af p-pladser beror på politiske beslutninger jf. bilag 8, som sammenfatter beslutningerne.

Projektet har ingen konsekvens for træer.

Høring
Projektet har været i høring ved Indre By Lokaludvalg fra 12. december 2023 til 15. januar 2024. Inden for samme periode har projektets følgegruppe haft det i høring (14. december 2023 til 9. januar 2024), og borgerne kunne kommentere i en onlineformular (14. december 2023 til 7. januar 2024). Ud af følgegruppens 18 medlemsorganisationer har Danmarks Restauranter og Caféer, Dansk Fodgængerforbund og KBH Commerce and Culture (KCC) afgivet høringssvar. 113 borgere har afgivet i alt 130 kommentarer. Høringssvarene og forvaltningens bemærkninger hertil fremgår af bilag 5.

Nørre Kvarter har ikke været i høring, da det i Budget 2023 fremgik, at der skal foretages en evaluering og borgerinddragelse, inden dette område færdigprojekteres jf. afsnittet om videre proces.

Københavns Politi har givet samtykke til halvdelen af projektområdet og til p-forbudszonen. Samtykke til sidste halvdel forventes senest i slutningen af første kvartal 2024. Politiet har ikke givet samtykke til cykling mod ensretningen på 15 strækninger, hvorfor forvaltningen sender sagen til afgørelse ved Vejdirektoratet. Cykling mod ensretning skal forbedre cykelfremkommeligheden og sikre en ensartethed i området, som fremmer forståelsen af, hvor der må køres, da det i dag er tilladt andre steder i området. Opnås samtykket ikke, vil det ikke være muligt at cykle mod ensretningen på de 15 strækninger, hvilket det heller ikke er i dag. Uanset afgørelsen kan den resterende del af projektet gennemføres.

Høringssvar fra lokaludvalg 

Indre By Lokaludvalg giver udtryk for, at

  • borgernes høring var for kort og utilgængelig for digitalt uvante.
  • projektet bør tage hensyn til eksisterende udeservering for at sikre fremkommelighed.
  • der bør tages hånd om gener fra nattelivet.
  • der bør tilvejebringes mere beboerparkering og flere elbilspladser, delebilspladser og cykelparkering.
  • der bør ske koordinering med bylivsgadeprojektet i Hovedvagtsgade.

Forvaltningens bemærkninger

  • Forvaltningen modtager fortsat gerne input til placeringen af cykel- og bilparkering på mail med henblik på at tage stilling til evt. omplaceringer og stiller sig fortsat til rådighed for mundtlig dialog med digitalt uvante, ligesom forvaltningen gjorde på borgermødet 30. november 2023.
  • Der er taget højde for eksisterende udeservering, fx ved at stativerne vinkles, så cykler ikke trækkes op i caféborde.
  • Indsatser vedr. natteliv, beboerparkering, el- og delebilspladser ligger uden for projektets mandat, men der vil blive taget stilling til fx elbilspladser ifm. kommende udbud om ladestandere, jf. bilag 5.
  • Vedr. Hovedvagtsgade er projektet ikke til hinder for de løsningscenarier, som foranalysen besluttet i Budget 2024 finder, og udgifterne forbundet med evt. senere at skulle ændre på skilte, afmærkning og cykelstativer anslås til under 50.000 kr.

Høringssvar fra borgere

Der er afgivet 60 kommentarer om bilparkering. 85 % mener ikke, der er tilstrækkelige parkeringsmuligheder for beboere, herunder at p-pladserne til beboere i Israels Plads p-hus ofte opleves som fuldt belagt. Derudover er der bekymring for, om håndværkere kan parkere.

Der er afgivet 49 kommentarer om cykelparkering. De peger på, at de planlagte cykelstativer ikke er tilstrækkelige ift. behovet og til at løse gener ved tilfældigt henstillede cykler. Seks kommentarer ønsker, at cykelstativer prioriteres over udeservering i Ny Adelgade af hensyn til fremkommelighed og gener fra nattelivet. Derudover er der en række ønsker til omplacering af stativer af hensyn til lokale forhold.

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen kan ikke inden for projektets mandat og økonomi tilvejebringe yderligere p-pladser til beboerparkering. Antallet af erhvervspladser øges med 10 %, og mulighederne for håndværkere for at af- og pålæsse vil blive flere, da biler kommer til at optage mindre plads langs kantstenen.

I Ny Adelgade etableres cykelstativer i gaden som anført i Byrums- og Trafikplanen. Det har ikke konsekvens for udeserveringen. Forvaltningen vil i udbudsprojektet justere på nogle placeringer af cykel- og bilparkering ud fra de input, som er kommet og ud fra principperne, jf. løsningsafsnittet, fx flyttes to besøgspladser fra Åbenrå 10 til Vognmagergade 8 for at mindske en trafikrisiko ved en port.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan vælge at justere på principperne for placering af bil- og cykelparkering. Det vil få konsekvenser for at realisere den vedtagne Byrums- og Trafikplan, hvori vejarealet er disponeret ud fra et helhedsorienteret blik på området. Mindre afstand mellem cykelstativer vil fx give mere plads til cykelparkering, men få negative konsekvenser for fremkommelighed for fodgængere.

For at imødekomme de lokale ønsker om en løsning på generne ifm. tilfældigt henstillede cykler og understøtte en bedre parkeringsadfærd for cyklister kan Teknik- og Miljøudvalget beslutte en forsøgsordning med cykelparkeringsforbud og håndhævelse udvalgte steder i Middelalderbyen til anslået 1,2 mio. kr. i anlæg. Forsøgsordningen omfatter skiltning og cykelbutlere som beskrevet i Byrums- og Trafikplanen. Ordningen vil køre i en forventet periode på et år, hvorefter den evalueres, og der udarbejdes forslag til evt. videreførelse. Det forudsætter ændringsforslag om at henvise finansiering af forslaget om en forsøgsordning til Budget 2025, såfremt der ønskes udarbejdet budgetnotat, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen.    

Økonomi

I Budget 2023 blev der afsat 16,3 mio. kr. (2023 p/l) til implementering af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen. Heraf blev 2,2 mio. kr. (2023 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen. Med denne indstilling skal de resterende 14,1 mio. kr. (2023 p/l) frigives. Det svarer til 14,6 mio. kr. i 2024 p/l, jf. bilag 6.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil projektet danne grundlag for den videre projektering med forventet anlægsperiode fra medio 2024 til ultimo 2024. Det fremgår af Budget 2023, at Nørre Kvarter først skal udføres, når forvaltningen har evalueret på den første del af anlægget. Forvaltningen vil evaluere anlægget i løbet af 2025, hvorefter Teknik- og Miljøudvalget orienteres herom i løbet af 1. kvartal 2026.

Det samlede projekt forventes ibrugtaget ultimo 2026. 

Søren Wille

/ Peter Højer

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. februar 2024

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ønsker, at der arbejdes for at tilvejebringe yderligere beboerparkeringspladser i Middelalderbyen, da der er et stort behov for dette blandt områdets beboere.”

 

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne er bekymrede over, at omfanget af cykelparkering i Middelalderbyen langt fra svarer til efterspørgslen og ser frem til at følge forsøget med cykelparkering i private i P-kældre.”

Til top