Mødedato: 26.02.2024, kl. 15:00
Mødested: Hotel Bymose Hegn, Bymosegårdsvej 11, 3200 Helsinge

Helhedsplan for Bellahøjmarken og Genforeningspladsen, Brønshøj-Husum og Vanløse

Se alle bilag

Med Budget 2023 blev der afsat screeningsmidler til at udarbejde en helhedsplan for Bellahøjmarken og Genforeningspladsen i et samarbejde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. Helhedsplanen præsenterer en vision for en fremtidig udvikling af Bellahøjmarken og Genforeningspladsen. Helhedsplanen har fire indsatsområder, hvor områdets grønne arealer kombineres med faciliteter der motiverer til idræt og bevægelse.

Helhedsplanen er udarbejdet med inddragelse af relevante interessenter, herunder de tre berørte lokaludvalg. På baggrund af helhedsplanen og indledende prissætning kan der henvises finansiering til kommende budgetforhandlinger til en teknisk foranalyse eller en anlægsbevilling. I en foranalyse kan der stilles krav om at udarbejdes en etapeopdeling, der gør det muligt gradvist at gennemføre planen, evt. med fokus på udvalgte tiltag som f.eks. klimasikring og faciliteter til idræt og bevægelse. Helhedsplanen kan kun realiseres med finansiering af indsatserne i kommende budgetforhandlinger.

Bellahøjmarken og Genforeningspladsen er fredet og gennemførelse af helhedsplanen vil kræve en dispensation herfra udstedt af Fredningsnævnet, hvilket vurderes muligt.

Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger sideløbende mulighederne for etablering af et Gymnastikkens Hus, herunder mulighederne omkring Grøndal MultiCenter. Eventuelle beslutninger herom vil kræve mindre tilretninger i helhedsplanen

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget godkender helhedsplanen for Bellahøjmarken og Genforeningspladsen.

Problemstilling

Med Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der afsat en screeningsbevilling til at udarbejde en helhedsplan for Bellahøjmarken og Genforeningspladsen. Helhedsplanen sætter fokus på områdets potentialer og muligheder for at tilbyde faciliteter, som understøtter og motiverer borgere til idræt og bevægelse. Derudover fokuserer helhedsplanen på at samtænke og udvikle områdets grønne arealer i synergi med de kommende aktivitetsfaciliteter, så området tilskynder til bevægelse samtidig med at have en høj rekreativ værdi.

Løsning

Der er i efteråret 2023 udarbejdet en helhedsplan for Bellahøjmarken og Genforeningspladsen (bilag 2). Planen er udviklet i samarbejde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) og Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) med inddragelse af relevante interessenter. Der har været afholdt tre workshops. Interessentgruppen, heriblandt de tre berørte lokaludvalg, er positive overfor helhedsplanens udformning.

BK Union og Arbejdernes Tennisklub (ATK) har dog udtrykt forbehold for at reetablere en atletikløbebane rundt om boldbanen på Genforeningspladsen, som de frygter, vil påvirke deres aktivitetsmuligheder. BK Union vil dog fortsat kunne benytte boldbanen selvom der etableres løbebane. ATK er i proces med at etablere to padelbaner. Hvis der etableres løbebane, skal de i givet fald flyttes få meter til nærliggende placering. ATK er informeret om risikoen, men har valgt at gå videre med etableringen, da deres projekt ellers vil blive forsinket.

Hvis det besluttes at arbejde videre med hele eller dele af planen, anbefales det at gennemføre en teknisk foranalyse, der kvalificerer Helhedsplanen. Da projektområdet er meget stort, vil forundersøgelsen afdække muligheder for at etapeopdele det kommende anlægsprojekt med tidsplan samt anlægs- og driftsøkonomi. Der gennemføres ikke yderligere borgerinddragelse, men relevante interessenter inddrages. En foranalyse estimeres at koste 1,26 mio. kr.

En realisering af helhedsplanen vil koste mellem 100-140 mio. kr. med forbehold for resultatet af de tekniske undersøgelser. TMF estimerer et årligt driftsbudget på ca. 4,0 mio. kr. Projektet kan evt. opdeles i et parkprojekt udført af TMF (indsatsområde 1-3) og et projekt primært på Genforeningspladsen under KFF (indsatsområde 4). Alle aktiviteter i tilknytning til Bellahøjmarken bør imidlertid udføres koordineret.

Indsatsområder i helhedsplanen
Indsatsområderne 1-3 har fokus på at udvikle de grønne arealer til rekreativ brug tilpasset skybruds- og klimatilpasning. Indsatsområde 4 har fokus på nye faciliteter der motiverer til idræt og bevægelse. Jf. bilag 3 for oversigtskort.

  1. Skoven. En række nye områder beplantes langs Bellahøjmar-kens rand ved Grøndal Multicenter (GMC), Hvidkildevej og Borups Allé. Større områder beplantes med træer, buske og vildtvoksende urtebede, som vil give Bellahøjmarken et varieret parkudtryk og fremme biodiversiteten. Et netværk af trailstier etableres til løb i det varierede terræn. Hvor GMC møder Bellahøjmarken skabes et opholds- og aktivitetsareal.

     

  2. Pladser og stier. Nye stier og pladser etableres til spontan aktivitet, rekreativt ophold og forskellige former for idræt og bevægelse. Der foreslås en asfalteret hovedsti, en akse, der løber fra Bellahøjvej til midten af GMC og binder stederne sammen. Med et trafikreguleret fodgængerfelt etableres en sikker overgang mellem Genforeningspladsen og GMC.

     

  3. Plænerne. Plænerne bevares for at sikre områdets landskabelige karakter af fælled, og samtidig understøtte de aktiviteter og events, der foregår i dag. Det foreslås at anlægge nicher af ny beplantning, der skaber rum til ophold.

     

  4. Banerne. Der foreslås en række forbedringer af eksisterende sportsfaciliteter samt tilføjelse af nye elementer, herunder nye multifunktionelle baner, en ny kunstgræsbane, et nyt skaterområde samt et klatretårn. De nye funktioner kan sammentænkes med HOFORs planer for skybrudssikring i området. På Genforeningspladsen foreslås det at genskabe en 400 meter atletikbane rundt om den eksisterende kunstgræsbane, til gavn for foreninger, institutioner og selvorganiserede grupper. Aktivitetsarealer oplyses som en del af gentænkningen af belysningen på pladsen, så faciliteter kan benyttes i de mørke timer og så området opleves trygt at færdes i.

Klimatilpasnings- og skybrudsprojekter
I projektområdet er besluttet tre skybrudsprojekter, hvoraf to er igangsat (BR 14.december 2023). Projekterne skal koordineres, hvis helhedsplanen skal realiseres.

Parkeringsareal Grøndal Multicenter
Det bemærkes, at KFF parallelt undersøger om man kan indpasse et Gymnastikkens Hus i GMC, herunder behov og mulighed for en mindre tilbygning på parkeringsarealet for at tilgodese særlige funktionskrav. Placering af Gymnastikkens Hus kan medføre behov for tilpasninger i planen.

Politisk handlerum

Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte,

  • at henvise finansiering på 1,26 mio. kr. til en foranalyse til forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2024 eller senere budgetforhandlinger. I en foranalyse, kan der stilles krav om at der udarbejdes en etapeopdeling, der gør det muligt gradvist at gennemføre planen, evt. med fokus på udvalgte tiltag, som f.eks. klimasikring og faciliteter til idræt og bevægelse.
  • at henvise en anlægsbevilling til realisering af hele eller dele af helhedsplanen til forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2024 eller senere budgetforhandlinger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Når Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, foreligger der en helhedsplan for området, som vil kunne realiseres, hvis der politisk bevilges midler til formålet.

 

Søren Tegen Pedersen          Søren Wille

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. februar 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning

 

Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partiernes finder det vigtigt, at der indtænkes en forbindelse fra Grøndalcentret til Genforeningspladsen, der kan bruges som sikker skolevej – fra Hvidkildevejskvarteret til Rødkilde Skole.”

Til top