Mødedato: 26.02.2024, kl. 15:00
Mødested: Hotel Bymose Hegn, Bymosegårdsvej 11, 3200 Helsinge

Dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, Harrestrup Å, Vigerslevparken, Valby

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvorvidt der skal dispenseres fra naturbeskyttelseslovens § 3 til projektet Harrestrup Å i Vigerslevparken, som udvalget godkendte 8. januar 2024 og godkendte VVM-tilladelse for 27. november 2023. Projektets formål er naturgenopretning af vandløbet og skybrudssikring af omgivelserne. Harrestrup Å er på strækningen gennem Vigerslevparken beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3 og gennemførelse af projektet kræver derfor en dispensation herfra. Sagen forelægges for udvalget, da det siddende udvalg i 2020 ønskede at behandle alle sager om dispensation fra §3 i naturbeskyttelsesloven. Der er således ikke tale om delegering men om en instruks, hvor det er udvalget og ikke forvaltningen, der træffer afgørelse i disse sager. Forvaltningen indstiller, at der gives dispensation til projektet, da projektet vurderes at være naturforbedrende.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der meddeles dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til realisering af projektet Harrestrup Å i Vigerslevparken.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal meddeles dispensation fra naturbeskyttelseslovens (NBL) § 3 til realisering af projektet Harrestrup Å i Vigerslevparken. Åen er på strækningen igennem Vigerslevparken beskyttet af NBL § 3, hvilket indebærer et forbud mod tilstandsændringer. Projektet indebærer en gennemgribende ændring af åens udformning, og forudsætter derfor en dispensation fra NBL § 3. Gives der ikke dispensation, kan projektet i sin nuværende form ikke gennemføres. Forvaltningen indstiller, at der gives dispensation til projektet, da projektet vurderes at være naturforbedrende.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalgets godkendte på mødet den 27. november 2023 en VVM-tilladelse til projektet i Vigerslevparken med skybrudssikring og naturgenopretning. Udvalget besluttede desuden på mødet den 8. januar 2024 at anbefale Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at frigive midler til projektet, jf. bilag 1. Som det fremgik af projektindstillingen på mødet 8. januar 2024, afhænger projektet af en række øvrige myndighedsgodkendelser. En dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 er en nødvendig forudsætning for gennemførelse af projektet.

Naturgenopretningen indgår i Københavns Kommunes helhedsplan for Harrestrup Å fra 2013 og bidrager til at forbedre åens økologiske potentiale, jf. vandområdeplanerne. Projektet er desuden del af den fælleskommunale ”Kapacitetsplan 2018” (TMU 29. april 2019), hvor ti kommuner og deres forsyningsselskaber i Harrestrup Ås opland sammen har forpligtet sig til at sikre åen og de omkringliggende arealer, så de kan opmagasinere skybrudsvand. Projektet indgår samtidig i Københavns Kommunes skybrudsplan (TMU 13. december 2012).

Projektet

Projektområdet er ca. 4 km langt og strækker sig fra Hvidovre Station i nord til udløbet til Kalveboderne i syd. Bilag 4 illustrerer den berørte del af Harrestrup Å. Åen er gennem tiden blevet rettet ud og gravet dybere, mens bund og sider er blevet belagt med betonfliser.

Bearbejdningen af åen indebærer, at betonfliserne fjernes og delvist erstattes af sten i forskellige størrelser. Åens udformning ændres, så den ved normal vandstand løber i en slynget rende indenfor det eksisterende vandløbsprofil, mens den i perioder med højere vandstand vil brede sig ud i et bredere tracé. Et enkelt sted bredes vandløbet ud i parken og får et nyt forløb med større slyng på vandløbet. Dette forbedrer de fysiske forhold og skaber flere levesteder for dyr og planter. Der etableres også bedre adgang til åen via trampestier langs åen, trædæk og flere forbindelser på tværs af åen med nye broer. Disse tiltag vil forbedre adgangsforholdene og oplevelsen af Harrestrup Å i Vigerslevparken for parkens brugere.

Muligheder for at meddele dispensation

Da projektet indebærer en omfattende ombygning af åen, kræver det dispensation fra NBL § 3. For at kunne dispensere skal der foreligge særlige omstændigheder. En af mulighederne er, hvis projektet kan anses for at være naturforbedrende for naturtypen (i dette tilfælde vandløb).   

Projektet er efter Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering naturforbedrende for åen. Grundlaget for at dispensere vurderes derfor at være til stede. De væsentligste naturforbedringer ligger i følgende elementer:

  • Fjernelse af betonfliser fra vandløbets bund og sider på det meste af strækningen.
  • Etablering af mere naturligt og varieret bundsubstrat.
  • Slyngning og indretning af en mere naturlig, terrænnær å med oversvømmelsesarealer på en strækning på ca. 450 m i Vigerslevparken Syd.
  • Forbedrede vandrings- og levemuligheder for fisk og anden vandløbsfauna.
  • Udlægning af store sten, som giver skjulesteder og variation.
  • Etablering af vegetationsbælte på banketterne, som bliver oversvømmet en gang i mellem.

Dispensationen må ikke forringe yngle/rastesteder for bilag IV-arter eller beskadige Natura 2000-områder. Begge dele er undersøgt i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen, hvor det konkluderes, at dette ikke vil være tilfældet, forudsat at visse afværgeforanstaltninger gennemføres.

Vigerslevparken er tilholdssted for flere arter af flagermus, som alle er beskyttede bilag IV-arter. Der er identificeret fem træer, som med en vis sandsynlighed indeholder yngle/rastesteder for flagermus, og som ikke kan bevares. For at afværge forringelse af vilkårene for parkens flagermusbestand, indeholder dispensationen derfor vilkår om, at der skal skabes nye yngle/rastesteder i eksisterende og blivende træer i forholdet 1:2, jf. bilag 3.

Høring
Dispensationen har været i høring ved Valby Lokaludvalg, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Danmarks Ornitologiske Forening og Sportsfiskerforbundet og i offentlig høring fra den 19. december 2023 til den 16. januar 2024. Der er indkommet et høringssvar, som er fra Valby Lokaludvalg, jf. bilag 2.

Høringssvar fra lokaludvalg

Valby Lokaludvalg har ingen bemærkninger til dispensationen, men har stor opmærksomhed på, at der bevares så mange træer som muligt.

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen bekræfter, at der vil være stort fokus på at bevare så mange træer som muligt. Derudover har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i den påtænkte dispensations vilkår.

Projektforslaget har tidligere været i høring i forbindelse med den endelige VVM-tilladelse (TMU 27. november 2023). Høringen gav anledning til ændringer i VVM-tilladelsens vilkår.

Træer

For at kunne gennemføre projektet er det nødvendigt at ændre på terrænet langs med åen. Den smalle park med tilgrænsende boliger, bygværker og stisystem gør det umuligt at foretage terrænreguleringerne uden at fælde en række træer i parken.

Der er fortsat en usikkerhed om det samlede antal træer, der skal fældes. Det skyldes bl.a. parkens mange mindre og selvsåede træer. Det er anslået, at det vil dreje sig om 332 træer, med en usikkerhed på +/-20 %. Det betyder mellem 265 og op til 400 træer. Ansøger oplyser, at det fortsat er ambitionen, at antallet af fældede træer minimeres. Der plantes mere end dobbelt så mange nye træer, som fældes.

De nye træer vil bestå af en variation af arter og størrelse, hvilket sikrer, at Vigerslevparkens karakter bevares i fremtiden og medvirker til at øge biodiversiteten. Der vil bl.a. blive plantet træer af hjemmehørende arter i overensstemmelse med Udviklingsplanen for Vigerslevparken. Udviklingsplaner for byens parker laves af Teknik- og Miljøforvaltningen. De fleste har ophæng i en fredning efter naturbeskyttelsesloven.

Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan vælge at give helt eller delvist afslag på ansøgningen om dispensation med henvisning til, at udvalget ikke finder, at der forekommer særlige omstændigheder, der muliggør en dispensation.

Vilkår til dispensationen skal være saglige og nødvendige. De stillede vilkår i udkast til dispensation fra NBL § 3 svarer til de vilkår, der er stillet i VVM-tilladelsen (TMU 27.11.2023). Forvaltningen vurderer, at vilkårene vil sikre, at beskyttelsen af bl.a. bilag IV-arter overholdes, og at grundlaget for at dispensere fra NBL § 3 er til stede.

I overensstemmelse med Teknik- og Miljøudvalgets beslutning er det udvalget, som træffer afgørelse i sager om dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 3. Ønsker udvalget, at forvaltningen skal træffe afgørelse i disse sager, kan et eller flere udvalgsmedlemmer vælge at stille et medlemsforslag herom. Nyder medlemsforslaget opbakning, vil forvaltningen fremover varetage sagsbehandling og meddele afgørelser i sagerne. Forvaltningen vil sikre inddragelse af udvalget i særlige kritiske sager på området.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele den ansøgte dispensation. Afgørelsen vil blive annonceret på Københavns Kommunes annonceringsportal. Der er fire ugers klagefrist. Hvis der ikke indkommer klager, kan dispensationen udnyttes efter klageperiodens udløb.

Søren Wille

  / Lena Kongsbach

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. februar 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top