Mødedato: 26.02.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Teknik- og Miljøudvalgets studieture 2018-2021

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Teknik- og Miljøudvalget skal på studieture i valgperioden 2018-2021 og i bekræftende fald, hvor turene skal går hen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget i perioden 2018-2021 tager på tre studieture til hhv. Manchester/Liverpool, München/Wien/Ljubljana og Malmö/Göteborg.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Teknik- og Miljøudvalget skal på studieture i valgperioden 2018-2021 og i bekræftende fald, hvor turene skal går hen.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget har tradition for at tage på flere studieture i løbet af en valgperiode. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at Teknik- og Miljøudvalget igen i denne periode tager på studieture.

Studieturene giver mulighed for at besøge byer og områder, som er længere fremme på udvalgte faglige områder, eller som har udført tiltag på en anderledes måde end i København. Hensigten er, at Teknik- og Miljøudvalget får inspiration til udvalgets arbejde med udvikling af København.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at studieturene i denne periode går til forskellige destinationer i Europa. København er på mange områder langt fremme i tilgangen til byudvikling. Forvaltningen har vurderet, at de byer, der særligt kan læres nye ting af og hentes inspiration til andre tilgange fra, primært er europæiske byer. Dette skyldes, at disse byer står med lignende udfordringer og har lignende rammer for byudviklingen.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler derfor følgende tre studieture:

Manchester/Liverpool

Studietur på fem dage i oktober 2018.

Tema for turen er den sammenhængende by, således at turen kan indgå i diskussionen om Kommuneplan 2019. Turen vil bl.a. have fokus på:

  • Byernes arbejde med sociale boliger.
  • Partnerskaber med erhvervslivet, både finansiering og udvikling af projekter i byrummet.
  • Fortætning af de gamle bydele.
  • Udvikling af havnearealerne.

München/Wien/Ljubljana

Studietur på ni dage i efteråret 2019.

Temaerne for turen er affald og genanvendelse, klima og miljø samt byudvikling:

Affald og genanvendelse: München har et producentansvar, dvs. at producenter af emballage er pålagt at betale for genanvendelse af emballageaffald. Et EU-direktiv herom er ved at blive implementeret i hele EU fra 2025. Ljubljana har et nyt, stort affaldshåndteringscenter med høje genanvendelsesprocenter og en strategi for Zero Waste, dvs. ikke blot fokus på affaldssortering, men også på affaldsforebyggelse. Wien er i front, når det gælder affaldssortering og genanvendelse. Wien genanvendte i 2015 35-39 % af deres husholdningsaffald. Byen er særligt god til indsamling af bioaffald, metal og papir.

Klima og miljø: Wien er på mange måder sammenlignelig med København, bl.a. i forhold til byens størrelse (ca. 1,7 mio. indbyggere), fokus på klimaløsninger og teknologiudvikling samt en livskvalitet i verdensklasse. Byen har også fokus på nedbringelse af CO2-udledning fra boliger, fx med innovative og energieffektive studieboliger. Ljubljana har som København ubehandlet rent drikkevand (grundvand), og byen har desuden et drikkevandsmuseum.

Byudvikling: Wien har en ambitiøs boligpolitik med fokus på mangfoldighed, både i forhold til boligtyper, ejerformer og arkitektur. Seestadt Aspern er et nyt stort byudviklingsområde i udkanten af Wien. Her skal der efter planen opføres 20.000 nye boliger og være ca. 20.000 arbejdspladser. Wien arbejder meget med midlertidighed i byudviklingen, fx Packhaus, som er en bygning, der midlertidigt bruges af et kreativt og innovativt fællesskab. På 10 etager er der skabt 92 forskellige rum med i alt 4.200 m2. Wien har en rig kulturpolitik, bl.a. med store investeringer i museer, der tænkes ind som en del af byudviklingen. I München løber Isar-floden gennem byen på en strækning på otte km. Den har tidligere været ”lagt i kanal” og været spildevandsbelastet. Et stort genopretningsprojekt, der blev sat i gang i år 2000, har haft fokus på forbedring af vandkvaliteten, genetablering af habitater for flora og fauna, gode rekreative muligheder for indbyggerne og beskyttelse mod oversvømmelser/stormflod. Ljubljana var European Green Capital i 2016. De vandt titlen for at være en by, der i løbet af en kort årrække er kommet meget langt inden for bæredygtighed. Byen er kendt for at være meget grøn med store parker og naturområder.

Trafik: Ljubljanas bykerne er lukket af for biltrafik, og man kan kun komme rundt til fods, på cykel eller med nogle særlige elektriske køretøjer, som kommunen har sat i drift. Det har medført et meget livligt byliv. Byen har 220 km cykelruter (287.000 indbyggere) og et stort bycykelprogram.

Malmö/Göteborg

Studietur på fem dage i 2020.

Temaerne for turen er byudvikling samt affald og ressourcer:

Byudvikling: Göteborg er i gang med store byudviklingsprojekter i de gamle havneområder. Udfordringerne er bl.a. at forbinde disse områder med den eksisterende by, da mange af områderne ligger på den anden side af elven. Göteborg har et ”Center for byudvikling”, der formidler byudvikling til borgere og samarbejdspartnere. I Malmö er ”Bo01” en bydel, der skal være 100 % forsynet fra vedvarende energikilder, regnvandshåndtering, grønne tage og bybusser, der kører på biogas mv. Bydelen Rosengården i Malmö, med cirka 24.000 indbyggere, kan give indsigt i, hvordan Malmö håndterer deres udsatte bydele.

Affald og ressourcer: Både Malmö og Göteborg har stort fokus på arbejdet med affald og ressourcer. Malmö har fx et stort fokus på minimering af kemikalier, fx kemikaliefri daginstitutioner og kemikaliefrit byggeri. Malmö har endvidere en kommunalt etableret butik for genbrugsmaterialer (primært byggematerialer), hvor de modtager og videresælger genbrugsmaterialer. Det kommende Sydhavn Genbrugscenter har hentet inspiration fra begge byer, bl.a. Kredsløbsparken i Göteborg og projektet ’Læring om ressourcer’ i Malmö.

I den seneste valgperiode var Teknik- og Miljøudvalget på studieture til hhv. Singapore/Seoul og Tokyo. Forvaltningen vurderer, at det faglige udbytte af ture i Europa i øjeblikket vil være højere end udbyttet ved at tage udenfor Europa.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser Københavns Kommune.

Videre proces

Når udvalget har godkendt indstillingen, arbejder forvaltningen videre med planlægningen af den første studietur i oktober 2018. Udvalget vil blive orienteret om forslag til program for turen. Endvidere vil forvaltningen fastlægge datoer for de resterende studieture.

 

Pernille Andersen

/Thomas Højlt

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. februar 2018

Sagen blev sendt tilbage til forvaltningen med henblik på frembringelse af yderligere oplysninger.

Til top