Forslag om opstilling af skulptur af H. C. Andersen på Christianshavn
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Serguei Bogouslavskis skulptur forestillende H.C. Andersen ikke opstilles på voldanlægget ved Christmas Møllers Plads
Problemstilling
Københavns Kommune har modtaget en ansøgning fra en gruppe, der betegner sig som: ”Borgere bag den russiske kunstner og billedhugger Serguei Bogouslavski” v/ den russiske guide Tatiana Tungusova. Gruppen anmoder om tilladelse til at lade en bronzeskulptur af nævnte billedhugger opstille på voldanlægget ved Christmas Møllers Plads.Løsning
Skulpturen har for 10 år siden været bragt i forslag og i den sammenhæng været vurderet af Københavns Kommunes Billedkunstudvalg. Billedkunstudvalgets vurdering af forslaget var dengang negativt, og blev derfor ikke videresendt til Teknik- og Miljøudvalget. Forvaltningen har valgt at behandle det aktuelle forslag, fordi der er en ny forvaltningsspraksis, hvor Teknik- og i Miljøudvalget forelægges alle forslag til kunstværker og, fordi forslaget denne gang er bedre beskrevet, dels med et konkret forslag til placering og dels med en bedre udført model af skulpturen.
Skulpturen forestiller en ung H.C. Andersen. Model af skulpturen og kort med placeringsforslag er vedlagt i bilag 1. Skulpturen har hentet inspiration i digterens første litterære værk Fodrejse fra Holmens Canal til Østpynten af Amager fra 1829, og lokaliteten ligger på den rute, Andersen beskriver i dette værk. Lokaliteten er omfattet af bestemmelser om beskyttelse af fortidsminder, og opsætning af skulpturen vil derfor forudsætte en dispensation fra Kulturarvsstyrelsen.
Initiativgruppen har til hensigt at søge økonomisk støtte til dets gennemførelse hos Erhvervs- og Vækstministeriet samt hos private fonde. Der skal indsamles ca. 500.000 kr., for at kunstværket kan realiseres.
Høringer
Forslaget har været sendt til høring i Københavns Kommunes Billedkunstudvalg samt Lokaludvalgene for Christianshavn, Amager Vest og Amager Øst.
Christianshavns Lokaludvalg har afgivet følgende høringssvar, vedtaget på møde den 24. september 2014: ”Christianshavns Lokaludvalg anser ikke kunstværket som særligt relevant for bydelen og finder det vigtigt at bevare det eksisterende naturområde omkring voldgravene så uspoleret som muligt. Vi mener derfor ikke, at værket bør opstilles i det foreslåede – fredede – område. Alternativt kan vi pege på Magasins Torv (København K.) eller Odense.”
Christianshavns Lokaludvalg har desuden fremsendt tilkendegivelser fra 45 borgere (bilag 2). Alle disse er positive over for opstillingen af skulpturen på stedet. På spørgsmål fra forvaltningen har Lokaludvalget fremsendt et supplerende svar vedtaget på møde den 17. december 2014, hvor de fremsendte borgertilkendegivelser kommenteres på følgende måde: ”En del af de positive tilkendegivelser, der er kommet på hjemmesiden, ser ikke ud til at være fra christianshavnerne. Nogle af kommentarerne ser ud til at være genbrug af sagen, da den var oppe for 10 år siden.”
Lokaludvalgene for Amager Vest og Amager Øst har ikke ønsket at afgive høringssvar under henvisning til, at placeringen af statuen ligger uden for deres bydel.
Billedkunstudvalget har afgivet følgende høringssvar: ”Billedkunstudvalget finder ikke, at den foreslåede H.C. Andersen-skulptur er overbevisende rent kunstnerisk og æstetisk. Det vurderes, at forslaget til skulptur ikke afspejler og matcher H.C. Andersens værk. Udvalget mener således ikke, at skulpturen egner sig til en permanent placering i byrummet.”
Forvaltningens bemærkninger: På baggrund af Billedkunstudvalgets vurdering af kunstværkets kunstneriske og æstetiske kvalitet anbefaler forvaltningen, at kunstværket ikke godkendes til opstilling som foreslået eller andre steder i byen.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser for kommunen.Videre proces
Ingen videre proces.Pernille Andersen /
Jon Pape
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.