Plejecentret Sølund
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at der ved nedlæggelse af midlertidige ungdomsboliger på Plejecentret Sølund ikke stilles krav om etablering af erstatningsboliger.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 22. august 2013 at sætte arbejdet med ny lokalplan for Plejecenteret Sølund i bero indtil videre, samt at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen hurtigst muligt skulle igangsætte tidsbegrænset udlejning af tomme boliger på Plejecentret Sølund for at undgå økonomisk tab ved tomgang og imødekomme efterspørgslen særligt fra studerende til små billige boliger.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har på mødet den 24. oktober 2013 godkendt en indstilling om tidsbegrænset udlejning af de tomme boliger på Plejecentret Sølund (se bilag 1).
Nedlæggelse af boliger kræver tilladelse i medfør af boligreguleringsloven. Ifølge praksis gives der normalt ikke tilladelse til nedlæggelse af boliger – herunder ungdomsboliger – medmindre der samtidig etableres erstatningsboliger. Teknik- og Miljøudvalget kan dog beslutte at fravige praksis om at stille krav om erstatningsboliger.Løsning
Der er tale om udlejning af ca. 220 boliger med tilhørende service- og fællesarealer i de 2 ledige boligblokke med et samlet bygningsareal på ca. 18.380 m2. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har ikke lovhjemmel til at begrænse udlejning af boligerne udelukkende til unge/studerende, men informationsmateriale omkring udlejningen vil blive målrettet denne gruppe.
Plejecentret Sølund er i Københavns Kommuneplan 2011 beliggende i et område for boliger. I henhold til kommuneplanen skal boliger have en størrelse på mindst 65 m2 bruttoetageareal, og den gennemsnitlige boligstørrelse skal være på mindst 95 m2. Herudover kan der i planperioden tillades 3.000 kollegie- og ungdomsboliger bl.a. ved omdannelse af ældre- og plejeboliger. Boligerne skal have en størrelse på mellem 25 og 50 m2 bruttoetageareal.
Teknik- og Miljøforvaltningen følger den sædvanlige praksis vedrørende krav om tinglysning af deklaration om, at boligerne skal anvendes til kollegie- og ungdomsboliger for unge og uddannelsessøgende ved den midlertidige indretning af Sølund til mindre boliger, således at det klart fremgår, at boligerne er en del af den pulje, der er omfattet af rammerne for lokalplanlægningen for ungdomsboliger.
Parkering
Borgerrepræsentationen har i forbindelse med p-aftale 2011 den 13. oktober 2011 vedtaget, at bl.a. de 80 parkeringspladser i kælderen under Sølund deklareres til offentlig parkering. Anlægget har været i drift siden maj 2012.
Det er ved denne vedtagelse bestemt, at Sølund har det nødvendige antal parkeringspladser for ejendommens drift, hvorfor den ændrede anvendelse ikke udløser krav om etablering af yderligere parkeringspladser for ejendommen.
Erstatningsboliger
Nedlæggelse af boligerne på Sølund vil kræve tilladelse i medfør af boligreguleringsloven, som har været gældende i Københavns Kommune siden 9. marts 1943. Borgerrepræsentationen har delegeret administrationen af boligreguleringslovens bestemmelser bl.a. om nedlæggelse af boliger til Teknik- og Miljøforvaltningen. Administration af boligreguleringsloven skal sikre opretholdelse af boligmassen i København.
Ifølge praksis for administration af bestemmelsen i Københavns Kommune gives der normalt ikke tilladelse til nedlæggelse af boliger, medmindre der samtidig etableres erstatningsboliger, således at udgangspunktet er, at der ved nedlægning af boliger skal stilles krav om, at der etableres et tilsvarende antal erstatningsboliger andet steds i kommunen til erstatning for de boliger, der nedlægges.
Borgerrepræsentationen har dog tidligere givet mulighed for, at beboelseslejligheder i visse tilfælde kan gøres midlertidige i relation til boligreguleringsloven, således at de efterfølgende vil kunne nedlægges igen uden krav om etablering af erstatningsbolig. Baggrunden var, at der i de indre byområder stod mange mindre erhvervsenheder tomme, som derved modvirkede den aktivitet, man ønskede i byen.
I vurderingen af om beboelseslejligheder kan godkendes som midlertidige indgår, at det skal være i overensstemmelse med plangrundlaget. Midlertidige boliger er derfor relateret til områder med blandet boliger og serviceerhverv (C- og S-områder). Da Sølund i henhold til kommuneplanen er beliggende i et B-område for boliger, vil det være i modstrid med plangrundlaget at godkende boligerne som midlertidige, og der skal derfor tages stilling til kravet om erstatningsboliger ved nedlæggelse af boligerne på Sølund.
En afgørelse om at tillade nedlæggelse af de midlertidige boliger på Sølund uden at kræve erstatningsboliger vil således være en afgørelse med hjemmel i boligreguleringslovens § 46, som fraviger den sædvanlige praksis.
Det er Teknik- og Miljøforvaltningens opfattelse, at den sædvanlige praksis kan fraviges i sagen om nedlæggelse af de midlertidige boliger på Sølund på grund af følgende særlige konkrete forhold:
- Boligerne og bygningerne på Sølund er nedslidte og præget af mange års anvendelse og lever derfor ikke op til normal udlejningsstandard. Endvidere er det elektriske system og kloakkerne ikke dimensioneret til almindelig udlejningsvirksomhed, hvilket bl.a. bevirker, at der ikke må installeres komfurer samt vaske- og opvaskemaskiner i de enkelte boliger. Det er vurderet, at de tomme boliger i den nuværende tekniske stand kan udlejes i en periode på op til ca. 3 år, hvorefter bygningerne og de tekniske installationer bør renoveres.
- Det specifikke formål er at kunne imødekomme efterspørgslen særligt fra unge og studerende til små billige boliger i den periode, hvor ejendommen står tom, indtil den planlagte modernisering af Sølund bliver iværksat.
- Der er tale om en overgangsperiode, mens der udarbejdes et nyt plangrundlag med et ændret formål og en anvendelse, der muliggør etablering af et nyt moderne velfærdsteknologisk modelplejecenter med ca. 380 almene plejeboliger samt en ny daginstitution.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at tilladelse til nedlæggelse af boligerne på Sølund gives uden krav om erstatningsboliger under forudsætning af, at plangrundlaget ændres ved godkendelse af en lokalplan, hvis formål og anvendelse muliggør den planlagte modernisering af Sølund.
Hvis plangrundlaget ikke ændres, og ungdomsboligerne i stedet gøres permanente, vil boligreguleringsloven gælde for ungdomsboligerne.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser for Teknik- og Miljøforvaltningen. Hvis indstillingen ikke godkendes, skal der etableres erstatningsboliger ved nedlæggelse af de midlertidige boliger. Dette vil medføre store økonomiske konsekvenser, da der vil skulle opføres/etableres ca. 220 nye ungdomsboliger.Videre proces
Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen blive orienteret med henblik på vedlæggelse til indstilling om tidsbegrænset udlejning af tomme boliger på Sølund til behandlingen i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Pernille Andersen
/Lis Napstjert
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 25. november 2013
Indstillingen blev godkendt.