Medlemsforslag om ændring af trafikmønstret
Indstilling og beslutning
Det foreslås,
- At Teknik- og Miljøudvalget drøfter hvorvidt forvaltningens delegation til reparation og vedligeholdelse af veje og cykelstier også omfatter retten til ændring i trafikmønsteret
- At Teknik- og Miljøudvalget drøfter om omfanget af delegationen skal omformuleres, så alle ændringer af veje og cykelstier, der påvirker trafikmønstret og trafikadfærden forelægges til politisk beslutning i udvalget
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Problemstilling
Løsning
Økonomi
Videre proces
Renovering af Sundholmsvej har reelt medført et ændret trafikmønster på Sundholmsvej, uden at denne ændring er blevet politisk godkendt. Trafikmønstret er ændret, fordi busstoppestederne nu er lagt ud i kørebanen med den følge, at bussen danner trafikprop ved hvert eneste stoppested.
Sagen har ikke været behandlet i Teknik- og Miljøudvalget, men forvaltningen har gennemført denne trafikændring med henvisning til, at Teknik- og Miljøudvalget den 11. januar 2010 har delegeret den ”daglige drift af og tilsyn med de områder Teknik- og Miljøudvalget har ansvaret for” til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Forvaltningen har i et svar oplyst, at forvaltningen årligt forvalter et driftsbudget på omkring 60 mio. kr. til vedligehold af kørebaner, cykelstier, fortove og afvanding. Driftsbudgettet bruges dels til akutte skader, som lapning af huller, opretning af mindre fortovsstrækninger, samt renovering beskadigede regnvandsbrønde og stikledninger. Desuden er det oplyst, at budgettet bruges til større renoveringsopgaver, heriblandt Sundholmsvej.
Forslagsstilleren ønsker, at alle trafikændringer og ændringer, der medfører ændringer i trafikadfærden, skal behandles i udvalget inden de iværksættes.
Det er derfor nødvendigt at drøfte den generelle delegation til forvaltningen til reelt at ændre trafikmønsteret, som fx på Sundholmsvej og tilsvarende på Kastrupvej. Ligesom udvalget bør drøfte, om den pågældende delegation skal omformuleres, så det i næste valgperiode bliver mere tydeligt for borgmesteren og forvaltningen, at en generel delegation ikke kan bruges til at gennemføre reelle trafikændringer i København.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 25. november 2013
Medlemsforslaget blev drøftet.