Mødedato: 25.08.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra lokalplan nr. 425 "Krimsvej"

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal meddeles dispensation til en boligbebyggelse på Krimsvej 5 på baggrund af et revideret projekt.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen dispenserer fra lokalplan nr. 425 ”Krimsvej” til et boligbyggeri for så vidt angår bygningens længde, bredde og etageantal.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget afslog i mødet den 2. juni 2014, pkt. 9 (2014-0080372) en ansøgning fra Årstiderne Arkitekter på vegne af Danica Ejendomsselskab ApS om dispensation til at opføre en boligbebyggelse på adressen Krimsvej 5 med et byggefelt på 11x60 m og i varierende højder fra 3-7 etager. På baggrund af et revideret forslag med færre etager fremlægges sagen til fornyet afgørelse.

Løsning

I det reviderede forslag er bebyggelsens omfang reduceret sådan, at byggeriet fremstår i 3-6 etager, i stedet for i 3-7 etager. Bebyggelsen ønskes fortsat opført med en bredde på 11 m og i en længde på 60 m som i den oprindelige ansøgning.

Af lokalplanens § 5, stk. 6 fremgår det, at stokbebyggelse højst må opføres i 5 etager inklusive tagetage og maksimalt 10 m i dybden og 40 m i længden. På lokalplanens tegning nr. 5 er angivet, at en bygning inden for det aktuelle byggefelt kan være 4-6 etager samt 10 m i bredden og 60 meter i længden.

Der er således en uoverensstemmelse mellem lokalplanens bestemmelse i § 5, stk. 6 og lokalplantegningen, idet det ikke burde være angivet på lokalplantegningen, at bygningen kan opføres i 4-6 etager, når det fremgår af § 5, stk. 6, at stokbebyggelse højst må opføres i 5 etager inklusive tagetage.  

Ved uoverensstemmelse mellem en lokalplans tegning og tekst, er det lokalplanens tekst som er gældende. Grundejer kan dog her have haft en forventning om, at det var muligt at opføre den pågældende bygning i 4-6 etager, som det fremgår af lokalplantegningen.

Af bestemmelsen i § 5, stk. 8a) fremgår, at: ”Teknik- og Miljøudvalget kan tillade mindre, arkitektonisk begrundede afvigelser fra den fastlagte helhedsplan for bebyggelse, etageantal, bygningshøjder og husdybder, når den struktur og karakter af området, som lokalplanen søger at skabe, ikke derved tilsidesættes.”

Det er forvaltningens vurdering, at en dispensation til en bygning i 3-6 etager med længde på 60 meter og bredde på 11 meter er i overensstemmelse med den karakter og struktur, som lokalplanen søger. Det er dermed muligt at dispensere til det ansøgte.

Det er forvaltningens vurdering, at området kan bære en bygning af det ansøgte omfang. Med en variation af højden fra 3-6 etager skabes en god overgang fra de lave rækkehuse til de høje bygninger i området. Den 60 m lange bygning betyder, at bygningen på harmonisk måde bliver gradvist lavere i passende længder.

Den overordnede idé i området er at skabe en bebyggelse med høj grad af variation i såvel bygnings- som boligtyper, som tilfredsstiller mange forskellige boligønsker. Det er forvaltningens vurdering, at projektforslaget understøtter dette. Af bilag 2 fremgår det reviderede materiale, herunder skyggediagrammer.

Naboorientering
Den oprindelige ansøgning om dispensation til opførelse af en bebyggelse i 3-7 etager var i overensstemmelse med planlovens § 20 i naboorientering i perioden den 21. marts til 11. april 2014 (bilag 1).

Forvaltningen modtog ingen indsigelser fra naboer. Forvaltningen har vurderet, at der ikke skal foretages en fornyet høring i anledning af det reviderede projektforslag med 3-6 etager, da det er mindre vidtgående end det oprindelige forslag i 3-7 etager.

Naboorienteringen i forbindelse med den oprindelige ansøgning blev sendt til Amager Øst Lokaludvalg til orientering. Lokaludvalget frarådede ved brev af 10. april 2014 en dispensation og anbefalede, at lokalplanens § 5, stk. 6 om omfanget af stokbebyggelse fastholdes. Lokaludvalget anførte i den forbindelse, at det er problematisk, at den planlagte bebyggelse inddrager et større areal, end der er lagt op til i lokalplanen, især set i lyset af, at det at bygge i højden har været et argument for at få mere luft og plads mellem bygningerne. Lokaludvalget finder det generelt kritisabelt, at kommunen dispenserer fra gældende lokalplaner, ligesom lokaludvalget finder, at en større kreds af naboer omkring Krimsvej 5 burde have været hørt.

Forvaltningen bemærkede hertil, at ved naboer forstås i planloven ejere og lejere af de tilstødende ejendomme. Forvaltningen sendte naboorienteringen til ejere, lejere og brugere af ejendommene Krimsvej 1A, 1B, 3 og 7 samt Øresundsvej 148A-150D. Umiddelbart er de tilstødende ejendomme alene Krimsvej 3 og 7, men på grund af ønsket om en øget højde vurderede forvaltningen, at også ejere og lejere på Krimsvej 1A og 1B samt Øresundsvej 148A-150D kunne have en væsentlig interesse i sagen.

Herudover skal det bemærkes, at planloven indeholder en mulighed for, at der kan dispenseres fra en lokalplan, hvis det ikke er i modstrid med planens principper, og der er en begrundelse herfor. Forvaltningen er derfor uenig i, at dispensationer er kritisable.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter Teknik- og Miljøudvalget behandling meddeler forvaltningen udvalgets afgørelse til ansøger.

                                   Pernille Andersen

 

 

                                                                                                             /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 25. august 2014

Indstillingen blev ikke godkendt med 9 stemmer mod 2. 0 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: B, I
Imod stemte: A, C, F, V, Ø
Ingen undlod at stemme.

Til top