Mødedato: 25.04.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation til parkeringspladser ved ny institution (bosted) i Sundevedsgade 8, Vesterbro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der i en byggesag på Sundevedsgade 8, Vesterbro skal dispenseres fra parkeringskrav i lokalplan nr. 370 ”Tøndergade”.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der dispenseres fra parkeringskrav i lokalplan nr. 370 ”Tøndergade”, således at der stilles krav om etablering af én parkeringsplads svarende til én parkeringsplads pr. 736 m² etageareal.

Problemstilling

Forvaltningen har modtaget en ansøgning om at opføre en ny institution til Socialforvaltningen i form af et bosted Sundevedsgade 8 til 15 unge med autismespektrum-forstyrrelser. Ansøgningen er under behandling og afventer politisk stillingtagen til parkeringskrav til byggeriet.

Ejendommen er omfattet af lokalplan, der bl.a. rummer en bestemmelse om antallet af parkeringspladser. Forvaltningen er indstillet på at dispensere fra parkeringskravet i lokalplanen og stille krav om, at der kun skal være tilknyttet én parkeringsplads pga. et lavt behov for parkering, hvilket er i overensstemmelse med forvaltningens praksis. Ansøger mener ikke, at der er et parkeringsbehov, men har pga. forvaltningens krav søgt om at etablere en parkeringsplads i port, hvilket kræver etablering af vendeplads på egen grund i gården. Da gården er indrettet som en fællesgård, er naboer og lokaludvalg imod etablering af vendeplads i gården.

Byggesagen forelægges for Teknik- og Miljøudvalget, fordi der er en principiel sag, hvor der er modsatrettede hensyn mellem forvaltningens faglige vurdering af behovet for parkering, og dermed krav om etablering af en parkeringsplads, og ønsket om at bevare det eksisterende fællesgårdanlæg uændret.

Løsning

I budgetaftale 2019 (A, B, C, F, I, O, V) blev der afsat 41,9 mio. kr. i anlæg til nybyggeri på den tomme byggegrundSundevedsgade 8. Der er ansøgt om en huludfyldning i den eksisterende karre på i alt 1.017 m2. Byggeriet holder sig inden for byggefeltet og er i seks etager, inklusive tagetage. Byggeriet opføres med 15 selvstændige boliger med tilhørende fælles spise- og opholdsrum. Derudover indrettes kontor- og personalefaciliteter og 35 cykelparkeringspladser.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 370 ”Tøndergade”, bekendtgjort december 2003, hvori der er krav om én parkeringsplads for hver 100 m² etageareal. Det betyder, at der for det ansøgte byggeri er krav om i alt 10 parkeringspladser. Bygherre (Byggeri København, Økonomiforvaltningen) har oplyst, at bostedets beboere ikke kører bil, og at der heller ikke er behov for parkeringspladser til personale. Bygherre har derfor været i dialog med forvaltningen om mulighed for dispensation til et lavere parkeringskrav end det i lokalplanen fastlagte. Der er tale om en bo-institution, hvor det antages, at beboerne generelt ikke har bil. Der er en høj belægningsprocent på parkeringspladser i området og under 200 m. til offentlig transport fra ejendommen.

Forvaltningen har i dialogen med bygherre oplyst, at parkeringskravet kan opfyldes, hvis der opføres én parkeringsplads, som forvaltningen vurderer, dækker parkeringsbehov til personale og besøgende til institutionen. Dispensation fra lokalplanen til én parkeringsplads er i overensstemmelse med forvaltningens praksis og parkeringsnormen i kommuneplanen, der fastlægger et parkeringskrav på én parkeringsplads pr. 857 m² etageareal for ungdomsboliger. Døgninstitutioner har ikke en parkeringsnorm i kommuneplanen og den mest sammenlignelige kategori er ungdomsboliger. Det vil være uden et fagligt grundlag og en lempelse af forvaltningens hidtidige praksis, hvis der ikke stilles krav om én parkeringsplads.

Kommuneplanens parkeringsnormer er udgangspunktet for den konkrete vurdering af parkeringsbehovet både ved behandlingen af lokalplandispensationer og ved fastlæggelse af parkeringsbehovet efter byggeloven. Kommuneplanens parkeringsnormer og forvaltningens praksis blev således fulgt, da Teknik- og Miljøudvalget (TMU 15. marts 2021) behandlede en lignende sag om indretning af en institution med botilbud til 24 unge med et handicap, hvor der blev stillet krav om to parkeringspladser til bebyggelsen – herunder til ansatte og besøgende.

Kravet om at opføre en parkeringsplads kan opfyldes ved, at der opføres en parkeringsplads på egen grund, eller hvis der på en nærliggende grund er reserveret en parkeringsplads til bostedet. Reservationen skal tinglyses. Bygherre har oplyst, at det ikke har været muligt at finde en parkeringsplads i nærområdet. Der er ansøgt om en parkeringsplads placeret i port, se bilag 2. Af hensyn til trafiksikkerheden for fodgængere og cyklister er det ikke tilladt hverken at bakke ind eller ud ad en port, og derfor er det nødvendigt at der etableres en vendeplads i gården. 

Fælles gårdanlæg

Det fælles gårdanlæg er etableret med offentlige midler efter kommunal beslutning (jf. byfornyelsesloven). Gårdanlægget var færdiganlagt i 2009 og kostede 3,9 mio. kr. Der er tinglyst en offentligretlig servitut med hjemmel i byfornyelsesloven, hvori det er anført, at Københavns Kommune skal godkende ændringer af gårdhaverne og kan inddrages ved tvivlsspørgsmål. Men der er ikke i byfornyelsesloven krav om, at der skal indhentes tilladelse ved efterfølgende ændringer af gårdrummet fx til et efterfølgende byggeprojekt, der påvirker fællesgårdanlægget. I byfornyelsesloven er heller ikke hjemlet sanktionsmuligheder ved efterfølgende ændringer af fællesgårdanlæg.

Byggeloven værner ejerinteresser, og efter byggeloven er det den enkelte grundejer, der har råderet over sin ejendom og kan ansøge om byggetilladelse.

Lokalplanen stiller ikke krav til omfanget af ejendommens ubebyggede arealer, og derfor skal dette behandles efter byggeloven. På matriklen for Sundevedsgade 8 er der i byggelovmæssig henseende tilstrækkeligt med friareal, herunder tilfredsstillende opholdsarealer, selv med fradrag af areal til vendeplads. Forvaltningen kan derfor ikke med byggeloven hindre anlæg af vendeplads på matriklen, selvom det får indflydelse på gårdanlæggets indretning. Forvaltningen skal have lovhjemmel og sagligt grundlag til at nægte den påkrævede parkeringsplads med placering i port. 

Byggesagen er under behandling

Ansøgningen er stadig under behandling og der er flere uafklarede spørgsmål i byggesagen, herunder spørgsmål om parkerings- og vendeplads samt redningsforhold. Viser det sig, at en dispensation fra lokalplanen er mulig, vil der blive gennemført en høring (naboorientering) i forhold til placeringen af p-plads og at der kun etableres én parkeringsplads. Forvaltningen har modtaget indsigelser fra lokaludvalget og naboer, vedrørende vendepladsen.

Politisk råderum

Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte følgende alternativ:

  1. at der dispenseres til, at der ikke stilles krav om parkeringspladser til bo-institutionen, selvom forvaltningen vurderer, at der er et parkeringsbehov. Det er efter planloven sagligt at lægge vægt på, at der er tale om en anvendelse af samfundsmæssig betydning, og at det ønskes, at den eksisterende gård friholdes for parkering og vendeplads. Hvis dette alternativ besluttes, vægtes disse hensyn altså højere end behovet for en parkeringsplads, og afgørelsen vil fremover få betydning for vurderingen af parkeringskrav i tilsvarende sager. Alternativet er en afvigelsefra forvaltningens normale praksis vedrørende dispensationer fra parkeringsbestemmelser i lokalplaner.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen færdigbehandle byggesagen og træffe afgørelse i byggesagen. Hvis der træffes afgørelse om at udstede byggetilladelse, vil der også blive givet dispensation til det ansøgte projekt.

Søren Wille

/ Lena Kongsbach


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 25. april 2022

 

Enhedslisten, Socialdemokratiet, Alternativet og Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt:

 

”at der dispenseres fra parkeringskrav i lokalplan nr. 370 ”Tøndergade”, således at der ikke stilles krav om etablering af parkeringsplads.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

“Da der er tale om en ganske særlig situation omkring et botilbud og da der er tale om ganske få parkeringspladser”, støtter vi ganske ekstraordinært at parkeringsnorm sættes til nul. Vi pointer på det skarpeste at der er tale om en ganske særlig situation, hvilket på ingen måder skal skabe præcedens fremadrettet”.

Til top