Mødedato: 25.04.2007, kl. 15:00

Ordensbestemmelser for Amager Strandpark

Ordensbestemmelser for Amager Strandpark

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 25. april 2007

 

 

Sager til beslutning

 

4.      Ordensbestemmelser for Amager Strandpark

 

TMU 216/2007  J.nr. 2221:102.0001/03

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Amager Strandpark I/S har udarbejdet ordensbestemmelser for strandparken. Politiet kan ikke håndhæve bestemmelserne, før de har været forelagt Teknik- og Miljøudvalget til udtalelse. 

 

BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

 

  1. at Teknik- og Miljøudvalget til Københavns Politi udtaler, at man ikke har bemærkninger til de foreslåede ordensbestemmelser for Amager Strandpark (bilag 1)

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2007

Godkendt

 

 

PROBLEMSTILLING

Amager Strandpark I/S har på grundlag af Pleje- og Udviklingsplanen for Amager Strandpark udarbejdet ordensbestemmelser for strandparken. Ordensbestemmelserne blev fremsendt til Københavns Politis godkendelse.

Politiet meddelte derefter forvaltningen, at det ifølge politibekendtgørelsen er en forudsætning for politiets håndhævelse af bestemmelserne, at de først skal forelægges for Teknik- og Miljøudvalget til udtalelse, og derefter godkendes af politidirektøren. 

 

LØSNING

Teknik- og Miljøudvalget har i efteråret 2004 godkendt Pleje- og Udviklingsplanen for Amager Strandpark for 2005-2014, der bl.a. giver retningslinierne for reglerne for publikums færden i strandparken. På grundlag af planen samt drøftelser med Københavns Politi blev der udarbejdet ordensbestemmelser for strandparken.

Hvis det kun var tanken at lade strandparkens personale håndhæve ordensbestemmelserne, vil det kun være nødvendigt at bekendtgøre bestemmelserne ved opslag. Da personalet ikke er til stede hver dag døgnet rundt, og da ikke alle borgere retter sig efter strandparkens personale, ønsker Amager Strandpark I/S at give politiet mulighed for at kunne medvirke til overholdelse af ordensbestemmelserne i strandparken, alt som i byens øvrige parker. 

Ordensbestemmelserne blev derfor fremsendt til Københavns Politis godkendelse. Politiet meddelte efterfølgende, at det er en forudsætning for, at politiet er medvirkende til, at ordensbestemmelserne håndhæves, at bestemmelserne i henhold til politibekendtgørelsen om politiets sikring af den offentlige orden m.m. forelægges Teknik- og Miljøudvalget til udtalelse, før de endelig godkendes af politidirektøren.  

Ordensbestemmelserne vil efter godkendelsen blive opsat på reglementstavler i et letforståeligt sprog ledsaget af piktogrammer, hvor det er muligt, samt kort over strandparken, der viser faciliteterne i området. Tonen på tavlerne vil være positiv, og det vil primært fremgå, hvad publikum gerne må gøre i strandparken.

Tavlerne opsættes ved alle indgange til strandparken, samt hvor det skønnes nødvendigt af hensyn til publikums færden, således at strandparkens gæster kan se, hvilke bestemmelser der er gældende for området, dels for at stranden kan være til glæde for så mange borgere som muligt, og dels for at strandparken fremover kan bevares i en god stand.

Ordensbestemmelserne er godkendt af bestyrelsen for Amager Strandpark I/S.

 

ØKONOMI

Godkendelsen af ordensbestemmelserne vil ikke medføre udgifter for forvaltningen.

 

VIDERE PROCES

Efter at Teknik- og Miljøudvalget har udtalt sig om ordensbestemmelserne, vil bestemmelserne blive fremsendt til politidirektørens godkendelse.

Ordensbestemmelserne vil derefter blive opsat i strandparken hurtigst muligt, da badesæsonen starter 1. maj.   

 

BILAG

  1. Notat af 3. april 2007 fra Amager Strandpark I/S med ordensbestemmelser for Amager Strandpark.

 

 

 

Hjalte Aaberg                                                                                       Jon Pape


 

Til top