Mødedato: 25.04.2007, kl. 15:00

Cykelpakken

Cykelpakken

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 25. april 2007

 

 

Sager til beslutning

 

14.      Cykelpakken

 

TMU 250/2007  J.nr. 21150.0008/06

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til projekterne i Cykelpakken, frigive en bevilling på 25 mio. kr. til projektudvikling og realisering af projekter i 2007, samt delegere den endelige prioritering og godkendelse af de forskellige projekter til Teknik- og Miljøudvalget.

 

BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at Teknik- og Miljøudvalget godkender resultatet af høringsprocessen for "Cykelpakken"

 

  1. at Borgerrepræsentationen godkender igangsætning af projektudvikling af de i bilag 2 omtalte cykelprojekter i 2007, 2008 og 2009 med henblik på, at Teknik- og Miljøforvaltningen efterfølgende forelægger prioritering og godkendelse af enkeltprojekterne i Teknik- og Miljøudvalget forud for igangsætning af anlægsarbejderne og realisering

 

  1. at der under Teknik- og Miljøudvalget bevilling Center for Trafik funktion 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdelsesarealer) frigives 25 mio. kr. i 2007 til projektudvikling af elementerne i Cykelpakken samt til realisering af projekter i 2007.
    Den videre realisering af Cykelpakken forudsætter, at Borgerrepræsentationen senere vedtager den forventede "Cykelpakke"-bevilling for budgetårene 2008 og 2009

 

  1. at der af anlægsbevillingen afsættes midler til dækning af omkostninger til projektudvikling, projektering, udbud og styring af anlægsfasen, og

  2. at et eventuelt indtægtstab ved nedlæggelse af parkeringspladser vil blive dækket af den pulje i budget 2007, som er afsat hertil.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2007

Anbefalet, idet det præciseres, at den bedre adgang til Amager Fælled, der omtales på side 4 i bilag 2, vil ske fra Axel Heides Gade.

 

PROBLEMSTILLING

I forbindelse med behandlingen af budgettet for 2007 er der afsat 75 mio. kr. ("Cykelpakken") til forbedring af cyklisternes forhold. Anvendelsen af midlerne sker med 25 mio. kr. for hvert af årene 2007 - 2009.

 

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit møde d. 10. januar 2007 at sende et revideret forslag til anvendelsen af midlerne i offentlig høring. Høringen har været gennemført i perioden 7. februar-7. marts 2007.

 

Der er i alt modtaget 50 høringssvar fra personer og organisationer. Resultatet af høringen er en tilfredshed med en lang række af de foreslåede forbedringer, men der er også en række nye forslag til forbedring af cyklisternes forhold i København. Høringssvarene har meget stor fokus på cykelparkering og kryds.

 

Der er i høringen kommet en række forslag, der ikke kan realiseres i forbindelse med Cykelpakken, men som vil indgå i forvaltningens overvejelser på længere sigt.

 

 

LØSNING

Borgernes forslag er gennemgået af forvaltningen (Bilag 1). Der er desuden udarbejdet et samlet forslag til udmøntning af  de 75 mio. kr. (Bilag 2).

 

Cykelparkering

Der er modtaget en lang række forslag til forbedret cykelparkering i byen, flere end der kan realiseres. Det foreslås derfor at rammen til etablering af cykelparkering på fortovshjørner udvides til 7,7 mio. kr.  Udvidelsen finansieres ved, at der ikke gennemføres forsøg med tyverisikre cykelstativer samt mindre justeringer i andre indsatser. Forvaltningen vil senere forelægge Teknik- og Miljøudvalget et forslag til, hvor der kan etableres cykelparkering på fortovsudbygninger.

 

Grønne cykelruter

En indsigelse fra B93 vedrørende Svanemøllerutens forløb ved B93's nye kunstgræsbaner betyder, at etableringen af en etape fra Middelfartgade til Svanemøllen Station må udskydes, hvilket giver en besparelse på 0,2 mio. kr.

 

Der er modtaget forslag til forbedring af flere andre cykelruter. Det foreslås, at der gennemføres enkelte krydsforbedringer (finansieret via krydsprojekter) på Grøndalsruten og Hareskovruten.

 

Cykelstier

De tidligere foreslåede cykelstier mv. fastholdes. Der har været et stort ønske om forbedring af cyklisternes forhold på Jernbane Allé. Denne vil indgå som højt prioriteret i forvaltningens fremtidige arbejde med realisering af Cykelstiprioriteringsplanen.

 

Kryds

Som ønsket i forbindelse med høringen er borgerne/cyklisterne kommet med en lang række forslag til kryds, der bør forbedres af hensyn til cyklisterne - også her er der flere, end der kan realiseres. Forslagene vil blive prioriteret i en projektpulje for kryds. Farlige og problematiske kryds, kryds hvor der er særlig mange cyklister og kryds, der indgår i cykelruter, prioriteres. Forvaltningen vil senere forelægge et samlet forslag for Teknik- og Miljøudvalget.

 

Kampagner/cyklistadfærd

Kampagneforslag spænder fra integrationsfremmende cykelkurser for indvandrerkvinder til kampagner gennemført i et samarbejde mellem kommunen og Cyklistforbundet. Cyklisters hensyntagen til hinanden og til fodgængere blive inddraget i kampagneaktiviteten.

 

Øvrige indsatser

Diversegruppen omfatter meget forskellige forslag, hvoraf kun en enkelt foreslås fremmet. Det drejer sig om en kortlægning af mulighederne for at cykle mod ensretningen, hvor forvaltningen  anbefaler, at denne kortlæging gennemføres for 0,2 mio. kr.

 

ØKONOMI

I forbindelse med budgettet for 2007 er der afsat en pulje på 3 x 25 mio. kr til forbedringer for cyklister i årene 2007, 2008 og 2009. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der under Teknik- og Miljøudvalget bevilling Center for Trafik funktion 2.28.23.3 (Standardforbedringer af færdelsesarealer) frigives 25 mio. kr. i 2007 til projektudvikling af elementerne i Cykelpakken samt til realisering af projekter i 2007. Den videre realisering af Cykelpakken forudsætter, at Borgerrepræsentationen senere vedtager den forventede Cykelpakke-bevilling for budgetårene 2008 og 2009.

 

Eventuelle indtægtstab ved nedlæggelse af parkeringspladser (i størrelsesordenen 10-20 pladser) dækkes af puljen til nedlæggelse af p-pladser, det blev vedtaget med budget 2007.

 

VIDERE PROCES

De enkelte projekter eller projektpuljer forelægges Teknik- og Miljøudvalget til godkendelse.

 

BILAG

Bilag 1: Høringsresultat

Bilag 2: Forslag til projekter samt prisoverslag

Bilag 3: Kortbilag

Bilag 4: Høring af Politi og Movia

Bilag 5: Politisk behandling

Bilag 6: Miljøvurdering

 

Fremlagt på Rådhuset, 1. sal, vær. 36

Bilag A: Borgernes høringssvar

 

Hjalte Aaberg                                                                 Niels Tørsløv


 

Til top