Mødedato: 25.04.2007, kl. 15:00

Status på Affaldsplan 2008

Se alle bilag

Status på Affaldsplan 2008

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. april 2007

 

 

Sager til drøftelse

 

25.      Status på Affaldsplan 2008

 

TMU 245/2007  J.nr. 26.0023/06

 

 

 

Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte status for implementeringen af affaldsplanens initiativer i foråret 2006 og 2007, hvilket fremgår af planen.

 

 

BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

1. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter arbejdet med at implementere affaldsplanens initiativer i det københavnske affaldssystem, jf. bilag 1.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

 

Status for implementering af initiativerne i Affaldsplan 2008 skal forelægges udvalget årligt. Udvalget skal drøfte de initiativer, der er beskrevet i bilaget, med henblik på at vurdere det københavnske affaldssystem samt vurdere konkrete initiativer. Initiativerne kan vurderes i forhold til de fem målsætninger, der ligger til grund for affaldsplanen.

 

 

LØSNING

Affaldsplan 2008 blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 17. marts 2005. Affaldsplan 2008 er udarbejdet på bagg rund af et lovkrav, der siger, at kommunen hvert fjerde år skal udarbejde en plan for den kommunale håndtering af affald. Planen skal række 12 år frem i tiden.

Derfor indeholder Affaldsplan 2008 ud over perioden 2005–2008 også en prognose, der gælder for årene 2009-2016. Affaldsplanen er grundlaget for de tiltag, kommunen vil gennemføre i planperioden 2005-2008.

 

Affaldsplan 2008 lægger op til fem målsætninger for affaldsplanperioden, som uddybes efterfølgende:

1: Mindre affald og mindre indhold af farlige stoffer i affaldet

2: Bedre udnyttelse af ressourcerne i affaldet og mindre affald til forbrænding og deponering

3: Mest miljø for pengene

4: Et affaldssystem der passer til byen

5: Et affaldssystem der er logisk og velkendt

 

Statusen viser, at affaldsmængderne ikke er steget, hvilket i sig selv er et mål. De ordninger der er besluttet og igangsat, er blevet godt modtaget blandt borgerne fx når det gælder boks-ordningen for farligt affald og indsamling af brugte drikkevareemballagen. Der skal fortsat informeres grundigt både om eksisterende og nye ordninger, dels fordi der kommer nye borgere til byen, men også fordi det tager tid at indarbejde nye vaner. Flere større og mindre virksomheder har igennem perioden ønsket Center for Miljøs ekspertise, når der skal indføres nye affaldsminimerende systemer, det har bl.a. resulteret i nye lokale miljønetværk.  Ny lovgivning på affaldsområdet vil formodentlig betyde, at der især på erhvervsaffaldsområdet vil ske ændringer de kommende år.

 

 

Ad. 1: Mindre affald og mindre indhold af farlige stoffer i affaldet

En af de store udfordringer på affaldsområdet disse år er at afkoble den økonomiske vækst fra affaldsproduktionen. For de private husholdninger har der været stigende affaldsmængder især på storskraldsområdet fx indbo m.v., mens dagrenovationsmængden til forbrænding har været faldende. Det sidste kan hænge sammen med, at mere affald genanvendes. På dagrenovations­området har der været gjort en indsats for at informere om, hvordan den enkelte kan bidrage til at mindske affaldsmængden bl.a. på Center for Miljøs hjemmeside (10 gode råd om affaldsmini­mering). Der har også været afholdt en workshop, hvor gode ideer blev diskuteret. På erhvervsaffaldsområdet er der etableret et teams af affaldsagenter, der i samarbejde med virksomhederne gennemgår produktionen for at finde potentielle affaldsminimeringstiltag.

 

Ad. 2: Bedre udnyttelse af ressourcerne i affaldet og mindre affald til forbrænding og deponering

For at udnytte ressourcerne i affaldet bedst muligt er det som hovedregel hensigtsmæssigt at "løfte" affaldsbehandlingen op i affaldshierarkiet. Genanvendelse af ikke-pantbelagte plastflasker og dåser samt papir og pap er eksempler på, at ressourcerne i affaldet udnyttes bedre når de indgår i nye produkter frem for ved afbrænding med energiudnyttelse.

 

Ad. 3: Mest miljø for pengene

Miljøøkonomiske vurderinger af affaldsordninger er i dag en integreret del af beslutningsprocessen om nye affaldstiltag. I forbindelse med forsøget om indsamling af farligt affald fra villaer (boksordningen) blev det klart, at der kunne indsamles mere farligt affald for de samme penge set i forhold til miljøbilsordningen. Ved beslutningen om indsamling af plast og metalemballager blev der foruden den miljøøkonomiske vurdering lagt vægt på hensynet til den begrænsede plads i gårdene, hvis alternativet fx var at sætte separate beholdere op. Parametre som fx æstetik og service indgår således i vurderingen sammen med de miljøøkonomiske resultater.

 

Ad. 4: Et affaldssystem der passer til byen

Der har igennem flere år været arbejdet på at etablere et netværk af genbrugsstationer, som kan servicere borgerne og erhvervsvirksomheder med små mængderne affald og samtidig fremme kildesorteringen. Det er yderst vanskeligt at skaffe arealer, som kan anvendes til dette formål. Derfor forsøges det hele tiden med optimering af de eksisterende genbrugsstationer fx ved at udvide åbningstiderne og indføre nye containerløsninger. Som supplement til genbrugsstationerne er der foreløbig blevet etableret tre kvartermiljøstationer. Senest er Tingbjerg Kvartermiljøstation åbnet, den dækker Tingbjerg-Utterslevhuse området. Kvartermiljøstationer kan generelt indpasses i en tæt boligstruktur og tiltrækker ikke så meget trafik, da der ikke modtages fx bygningsaffald og haveaffald. Biler er i øvrigt ikke tilladt på selve pladsen. Etablering af mobilsug og centralsug er også udtryk for, at affaldssystemerne kan tilpasses byens rum.

 

Ad. 5: Et affaldssystem der er logisk og velkendt

Affaldsordninger skal være enkle og let tilgængelige, hvis de skal opfylde deres formål. Bl.a. er indsamling af drikkevareemballager i gårdene blevet gjort til en "gratisordning" (tidligere en tilvalgsordning), da undersøgelser har vist, at der er meget glas i dagrenovationen. Dette kan skyldes, at borgerne skal gå et stykke for at komme til en offentlig opstillet drikkevareaffaldsbeholder. Der skal også løbende informeres om ordningerne - især i forbindelse med de nye tiltag. Informationen skal ikke kun gives på dansk, så der er gjort en målrettet informationsindsats på flere sprog. "Kemihjulet", der fortæller om alternative ikke-miljøskadelige rengøringsprodukter, er fx oversat til arabisk, tyrkisk, urdu og somali. Der udgives også affaldsinformation på disse sprog i forbindelse med de lokale sommerfestivaler i relevante bydele.

 

Opgaver i resten af affaldsplanperioden

Blandt de udfordringer, der ligger i affaldsplanen i den resterende del af perioden kan bl.a. nævnes en række særlige fraktioner i husholdningsaffaldet. Der skal gøres en særlig indsats over for udsortering af PVC- og imprægneret træaffald og jern- og metalaffald, som er fraktioner, der ikke ønskes i forbrændingsanlægget. Desuden skal kapaciteten fortsat udbygges, når det gælder genbrugsstationer og kvartermiljøstationer. Af affaldsplanen fremgår også et initiativ, som handler om etablering af et affaldsværksted, hvor især børn kan få en føle-, lugte-, seoplevelse – dvs. en "vugge til grav" oplevelse. Det overvejes, at etablere et sådan oplevelsescenter i samarbejde med Amagerforbrænding.

 

På erhvervsaffaldsområdet er der stadig en opgave i at få de kommunale institutioner til at forebygge produktionen af affald og genanvende mere affald. Også kampagner for andre typer virksomheder er planlagt, fx gælder det øget kildesortering af plast og glas. Det skal undersøges, om dette kan kombineres med fælles indsamlingsordninger blandt mindre erhverv. Der er også planlagt en tilsynskampagne på virksomheder med regelmæssig produktion af farligt affald.

 

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen budgetmæsige konsekvenser.

 

VIDERE PROCES

-

 

BILAG

Vurderinger:

Høring:

Politisk behandling:

Øvrige bilag:

1. Statusnotat om opfølgning på initiativer i Affaldsplan 2008

 

 

Hjalte Aaberg                                           Mikkel Aarø-Hansen



 

Til top