Trængselsafgifter
Trængselsafgifter
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 25. april 2007
Sager til beslutning
18. Trængselsafgifter
TMU 249/2007 J.nr. 21219.0059/04
Der skal tages stilling til om arbejdet med opstilling af et beslutningsgrundlag
om indførelse af trængselsafgifter i hovedstadsområdet skal iværksættes.
Beslutning
Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. At der til forelæggelse primo 2008 udarbejdes et beslutningsgrundlag med henblik på stillingtagen til, om der skal indføres trængselsafgifter inden 2010, jf. hensigtserklæringen for arbejdet i bilag 1
2. At det indgår i budgetforhandlingerne for 2008, at der afsættes 5,5 mio. kr. (2007 p/l) under Økonomiudvalget i 2008 til køb af analyser mv. i planlægningsfasen samt, at der afsættes 2,2 mio. kr. i hvert af årene 2008 og 2009 (2007 p/l) til projektansættelser fordelt med 1,1 mio. kr. under Økonomiudvalget i 2008 og 2009 og 1,1 mio. kr. under Teknik- og Miljøudvalget i 2008 og 2009.
PROBLEMSTILLING
Biltrafikken i hovedstadsområdet har i de seneste 10 år været inde i en betydelig vækst. Fra 1995 til 2005 er antallet biler over Københavns kommunegrænse vokset fra 570.000 til godt 710.000 køretøjer i døgnet. Stigende biltrafik medfører øget trængsel og problemer med fremkommeligheden både for persontrafikken og for erhvervstransporterne navnlig i myldretiden. Over de næste år forventes biltrafikken at stige yderligere, hvis der ikke gribes ind. Vejdirektoratet har skønnet, at trafikken på alle de overordnede veje i hovedstadsområdet vil vokse 20 – 35 % over de næste 10 år.
For at møde denne udfordring kan investeringer i nye veje og
kollektiv trafik være nødvendige, men ikke tilstrækkelige tiltag til at løse
trængselsproblemerne i regionen. Det kan derfor være nødvendigt at indføre
økonomiske styringsmidler, f.eks. trængselsafgifter. Det eksisterende
lovgrundlag indeholder imidlertid ikke en hjemmel til at indføre trængselsafgifter.
LØSNING
Det foreslås at igangsætte et projekt, der skal skabe beslutningsgrundlaget for at indføre trængselsafgifter i hovedstadsområdet.
· Hovedmålet i projektet er at udarbejde et beslutningsgrundlag med henblik på stillingtagen til, om der skal indføres trængselsafgifter inden 2010.
· Københavns Kommune har peget på en mulig model, en stor betalingsring, der skal kunne reducere den stigende trængsel på alle overordnede indfaldsveje til hovedstaden, medvirke til at øge fremkommeligheden og forbedre bymiljøet.
· Modellen skal kunne etableres på grundlag af en aftale med staten om det fornødne lovgrundlag.
· Der er etableret et forum med 16 kommuner, som sammen med Københavns Kommune skal udarbejde et samlet forslag for provenuets anvendelse med henblik på forbedring af den kollektive trafik og til medfinansiering af infrastrukturprojekter og trafikale forbedringer i og udenfor København. Dette forum bliver en videreførelse af den igangværende dialog, hvor Københavns Kommune har afholdt møder med flere kommuner i hovedstadsområdet. En beskrivelse af "Kommuneforum" er under bilag 1.
· Samarbejdet med andre kommuner baserer sig på en fælles hensigtserklæring om at der udarbejdes et beslutningsgrundlag med henblik på stillingtagen til, om der skal indføres trængselsafgifter inden 2010, jf. bilag 1.
· Projektet afrapporterer og gør status på planlægningsfasen primo 2008, hvor udvalgene forelægges ny indstilling til beslutning om projektets videreførelse.
Når projektets resultater
foreligger, vil der blive lagt vægt på at skabe en bred offentlig debat om
hovedstadens trængselsproblemer for forskellige trafikanter, om trafikvæksten
udfordringer i de kommende år, om trængselsafgiftssystemet, om provenuets mulige
anvendelse etc. Udenlandske erfaringer fra blandt andet Stockholms-forsøget med
trængselsafgifter skal inddrages.
Arbejdet med indførelse af trængselsafgifter omfatter 2 hovedfaser, en planlægningsfase og en implementeringsfase. Denne indstilling omhandler alene planlægningsfasen, der vil indeholde en række selvstændige aktiviteter og milepæle, hvor projektet både modnes teknisk-fagligt og hvor der løbende føres dialog og debat om indhold og mål i projektet.
Trængselsproblemet deles med omegnskommunerne. Der er derfor etableret et samarbejde, "Kommuneforum", med deltagelse af Københa vns Kommune og en række kommuner i hovedstadsområdet.
Kommuneforum vil dels skulle behandle de trafikale og miljømæssige spørgsmål, der opstår i relation til indførelse af trængselsafgifter, dels det konkrete tekniske forslag og endelig udmøntningen af, hvordan provenuet fra trængselsafgifterne kan anvendes til infrastrukturinvesteringer eller trafikale forbedringer såvel regionalt som lokalt. Der vil også skulle behandles forslag til, hvordan det organisatoriske og finansielle grundlag skal se ud for trængselsafgiftssystemet.
Den store ring er i det indledende
undersøgelsesarbejde skitseret til at koste omtrent 0,3 mia. kr. i direkte etableringsomkostninger,
og driftsprovenuet ventes at være op til 1,5 mia. kr. årligt.
Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vil i fællesskab bemande projektorganisationen, hvor den overordnede projektledelse varetages af Økonomiforvaltningen.
De tidligere undersøgelser har vist, at det nuværende lovgrundlag ikke giver mulighed for at indføre trængselsafgifter. Et nyt lovgrundlag er nødvendigt. Forslaget skal danne baggrund for forhandlinger med ministerier, regering og Folketing. Samtidig må forslaget løbende udvikles til en form, der muliggør en hurtig implementering så snart det fornødne lovgrundlag foreligger.
ØKONOMI
Projektet forventes igangsat maj
2007, hvor finansieringen af projektets udgifter i indeværende år finansieres
inden for Økonomiudvalgets og Teknik- og Miljøudvalgets driftsrammer.
Det
foreslås, at det indgår i budgetforhandlingerne om budget 2008, at der afsættes
i alt 9,9 mio. kr. i 2008 og 2009 til gennemførelse af undersøgelsesforløbet
fordelt over årene jf. nedenstående tabel.
Oversigt over bevilling pr år (i mio kr i 2007 p/l)
|
2008
|
2009
|
I alt
|
Rådgivning
mv.
|
5,5
|
|
5,5
|
Løn
ØKF
|
1,1
|
1,1
|
2,2
|
Løn
TMF
|
1,1
|
1,1
|
2,2
|
I alt
|
7,7
|
2,2
|
9,9
|
Heraf
foreslås 5,5 mio. kr. afsat i 2008 under Økonomiudvalget til køb af
rådgivningsydelser.
Derudover foreslås 2,2 mio. kr. afsat i hvert af årene 2008 og 2009 til bemanding af et projektsekretariat fordelt med 1,1 mio. kr. under Økonomiudvalget i 2008 og 2009 og 1,1 mio. kr. under Teknik- og Miljøudvalget i 2008 og 2009.
Økonomiforvaltningen vil søge etableret en ordning,
hvorefter Københavns Kommune vil få udgiften på 9,9 mio. kr. refunderet ved at
den udtages forlods af et forventet provenu fra trængselsafgifterne i det
første driftsår.
BILAG
1. Hensigtserklæring for samarbejdet i Kommuneforum
om trængselsafgifter i hovedstadsområdet
2. Notat: Baggrundsnotat for Projekt
trængselsafgifter