Mødedato: 25.02.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Virksomheders brug af kommunale genanvendelsesordninger

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at virksomheder i ejendomme med både bolig og erhverv kan benytte kommunens ordninger for genanvendeligt affald. Det er igen blevet muligt efter en ændring i affaldsbekendtgørelsen.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at virksomheder i ejendomme med både bolig og erhverv får mulighed for at benytte kommunens indsamlingsordninger for genanvendeligt affald

Problemstilling

Med omorganiseringen af affaldssektoren i 2010 blev det kildesorterede genanvendelige erhvervsaffald liberaliseret, hvorefter virksomhederne ikke længere måtte benytte de kommunale indsamlingsordninger for genanvendeligt affald, fx papir- og papbeholdere i gårde med blandet bolig og erhverv.

Denne ændring var problematisk i København, hvor der er mange ejendomme med fælles affaldsløsninger for bolig og erhverv. Det betød, at virksomhederne selv skulle indgå aftale med en affaldstransportør. Mange virksomheder havde svært ved at se det praktiske i de nye regler, og efterlevelse af dem gav ekstra beholdere i gårdene, når virksomhederne etablerede egne løsninger.

Borgmesteren har tidligere rettet henvendelse til miljøministeren omkring det uhensigtsmæssige ved opdelingen i husholdnings- og erhvervsaffald i ejendomme med både bolig og erhverv, og forvaltningen har efterfølgende drøftet problemstillingen med Miljøstyrelsen. Desuden rejste KL de særlige problemer med blandet bolig og erhverv i København og Frederiksberg med små gårde uden plads til flere affaldscontainere, da bekendtgørelsen var i høring i 2010.

Løsning

Fra 1. januar 2013 er affaldsbekendtgørelsen ændret, så kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til, at virksomheder i ejendomme med både husholdninger og virksomheder, må benytte de kommunale ordninger for genanvendeligt affald.

Der er i København registreret 8.000 virksomheder i ejendomme med både boliger og erhverv. Med denne indstilling får virksomheder med genanvendeligt affald i mængder svarende til husholdninger få mulighed for at benytte de kommunale beholdere til genanvendeligt affald i gårdene. Virksomhederne har allerede mulighed for at benytte de kommunale beholdere til dagrenovation.

Det vil være en service for især de små virksomheder, som har fundet det vanskeligt at skulle bestille egne beholdere til papir, pap, glas, plast og metal, og samtidigt har haft mindre mængder genanvendeligt affald. Nogle erhvervsvirksomheder har i stedet valgt at smide det genanvendelige affald i dagrenovationsbeholderen. Samtidigt er det forvaltningens opfattelse, at mange virksomheder ikke har været opmærksomme på, at det ikke har været tilladt at benytte beholderne til det genanvendelige affald, og derfor benyttet dem, uden at betale for brugen af dem. Det har resulteret i spændinger mellem beboere og virksomheder, samt en øget tilsynsbyrde og administration for forvaltningen.

Når virksomhederne atter får mulighed for at benytte beholderne, vil det derfor lette både virksomhedernes affaldshåndtering og øge genanvendelsen.

Opkrævning og information
Virksomhederne vil på baggrund af oplysninger i CVR-registeret blive opkrævet et samlegebyr, der både dækker brug af den kommunale ordning for dagrenovation og brug af ordninger for genanvendelige materialer.

I dag sendes en opkrævning for dagrenovation til alle virksomheder i ejendomme med bolig og erhverv. Virksomhederne kan derefter blive fritaget for betaling, hvis de har en aftale med en privat transportør. Fremover vil virksomheder blive opkrævet et samlet gebyr for dagrenovation og genanvendeligt affald. De kan blive fritaget, hvis de har en aftale med en privat transportør om afhentning af dagrenovation, og må så heller ikke benytte de kommunale genanvendelsesordninger.

Virksomheder og ejendomsadministratorer for de relevante ejendomme vil skriftligt blive orienteret om muligheden for at virksomhederne kan benytte beholderne samt betaling for dem.

Den nye mulighed for at erhverv kan benytte kommunens ordninger for genanvendeligt affald påvirker ikke reglerne omkring erhvervs adgang til genbrugsstationerne.

Økonomi

Affaldshåndteringen er takstfinansieret. For 2013 vil virksomheder, der betaler til kommunens dagrenovationsordning, få lov til at benytte beholderne til genanvendeligt affald uden yderligere beregning. Fremover vil gebyret for virksomheders brug af de genanvendelige ordninger svare til gebyret for en husholdning.

I 2013 betaler en husholdning 202 kr. for at have adgang til de genanvendelige ordninger; dette svarer for de 8.000 berørte virksomheder til en betaling på i alt1,6 mio. kr. Forvaltningen vil bruge 2013 til at vurdere virksomhedernes brug af indsamlingsordningerne for genanvendeligt affald, så gebyret for 2014 kan blive fastsat og forelagt med det samlede budget for 2014.

Eftersom området skal hvile i sig selv og der ikke må forekomme krydssubsidiering, dvs. at virksomhederne ikke må betale for husholdningerne eller omvendt – så vil den fælles beholderanvendelse ikke betyde prisstigninger for husholdningerne.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil forvaltningen informere ejendomsadministratorer og erhverv. Derudover vil forvaltningen løbende følge udviklingen i økonomien for de genanvendelige ordninger.

            Jens Elmelund 
                                                    /Mette Margrete Elf

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 25. februar 2013:

Indstillingen blev godkendt.
Til top