Mødedato: 25.02.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Erstatnings p-pladser på Wesselgade ved etablering af Miljøstation

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende nedlæggelse af fire parkeringspladser i Wesselgade og reetablering i kvarteret, der ligger i blå betalingszone. Det sker på baggrund af etablering af en miljøstation, som Miljøpunkt Nørrebro har ønsket, og som tidligere er politisk behandlet i Borgerrepræsentationen den 10. december 2009.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, 
  1. at der i Wesselgade i blå betalingszone nedlægges i alt fire p-pladser, som reetableres i kvarteret. Reetableringen af de fire parkeringspladser svarer til en anlægsudgift på 0,2 mio. kr. ekskl. moms (2012 p/l), der finansieres af puljen til erstatningspladser i blå zone, som blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 26. januar 2012

Problemstilling

På baggrund af et ønske fra Miljøpunkt Nørrebro besluttede Borgerrepræsentationen den 10. december 2009 at støtte etableringen af en miljøstation til lokal affaldssortering i Wesselgade via tilskud fra Byfornyelsespuljen. Forvaltningen har hele tiden bakket op om projektet for at høste erfaringer med alternativer til opstilling af affaldscontainere mv. i gårdanlæggene. Der er tale om en forsøgsperiode på tre år, hvorefter miljøstationen skal evalueres.

Realiseringen af projektet medfører imidlertid, at det er nødvendigt at nedlægge fire parkeringspladser ud for Wesselgade 12, hvor miljøstationen bliver anlagt. Udvalget skal derfor godkende nedlæggelse og reetablering af p-pladserne i området.

Tømning af miljøstationens beholdere kræver desuden, at der indføres midlertidigt standsningsforbud såvel langs miljøstationen som over for langs kantsten (ulige numre). Standsningsforbuddet omfatter fire parkeringspladser, og vil gælde på hverdage i tidsrummet kl. 07.00 - 18.00.

Løsning

Til erstatning for de fire pladser, det er nødvendigt at nedlægge, vil der blive etableret to nye pladser på hjørnet af Wesselgade/Baggesensgade samt to nye pladser på hjørnet af Wesselgade/Korsgade. Efter forvaltningens vurdering er det de bedste muligheder i området.

Belægningsgrader mv. fremgår af bilag 1. De 4 p-pladser nedlægges i tælleområde 17 med 770 p-pladser, hvor belægninggraden kl. 12 er 84 %, kl. 17 111 % og kl. 22 på 106 %. Belægningsgraden er en smule lavere i tilstødende tælleområder.

Ud over dette projekt forventer forvaltningen i forbindelse med anlæggelse af cykelbane i Griffenfeldsgade, at der skal nedlægges p-pladser i samme område. Disse pladser erstattes dog af nye pladser, der etableres i Gartnergade i samme tælleområde, hvorfor der overordnet set må forventes status quo, hvad gælder parkeringsforholdene i området.

Forvaltningen har i oktober 2012 givet Miljøpunkt Nørrebro en tidsbegrænset tilladelse på tre år til råden over vej, så miljøstationens containerne kan placeres under jord.

Økonomi

Reetableringen af de 4 parkeringspladser svarer til en anlægsudgift på 0,2 mio. kr. ekskl. moms (2012 p/l), der finansieres af puljen til erstatningspladser i blå zone, som blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 26. januar 2012.

Videre proces

Pladserne forventes nedlagt og genetableret i løbet af foråret 2013. 


                    Jens Elmelund
                                                                        /Mette Margrethe Elf

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 25. februar 2013:

Indstillingen blev godkendt.
Til top