Mødedato: 25.01.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Forbedring af vandkvaliteten i Utterslev Mose, Brønshøj-Husum

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til initiativer, der kan forbedre vandkvaliteten i Utterslev Mose, samt høringssvar til Gladsaxe Kommune.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter de fire initiativer, som er beskrevet i løsningsafsnittet, for at opnå stabil, god tilstand for vandkvaliteten i Utterslev Mose.
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen sender høringssvar til Gladsaxe Kommunes spildevandsplan (bilag 2a og 2b).

Problemstilling

Teknik og Miljøudvalget drøftede den 9. november 2020 vandkvaliteten i Utterslev Mose.  Udvalget bad forvaltningen om at indstille initiativer til at forbedre vandkvaliteten i mosen. 

Teknik- og Miljøudvalget skal nu tage stilling til fire initiativer jf. løsningsafsnittet, der skal skabe stabil, god tilstand for vandkvaliteten i Utterslev Mose. Initiativerne til reduktion af spildevand skal takstfinansieres og de øvrige initiativer vil søges finansieret ved kommende budgetforhandlinger. Desuden skal udvalget godkende Teknik- og Miljøforvaltningens udkast til høringssvar til Gladsaxe Kommunes spildevandsplan (bilag 2a og 2b).     

Løsning

I forbindelse med Teknik- og Miljøudvalget drøftelse om spildevandsudledning i Utterslev Mose, Brønshøj-Husum den 9. november 2020 indgik følgende mulige initiativer, der skal sikre, at Utterslev Mose har en stabil og god vandkvalitet fremover:

  1. Reduktion af udledninger fra overløb til Utterslev Mose og Fæstningskanalen
  2. Oprensning af sediment fra Fæstningskanalen 
  3. Undersøgelse og evt. optagning af sediment i Utterslev Mose
  4. Bedre vandgennemstrømning og rensning af vandet fra Fæstningskanalen

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at mosens tilstand er rimelig god, men ustabil, og der er behov for at sikre en mere stabil tilstand ved at reducere blandt andet tilførslen af fosfor samt andre forurenende stoffer primært tungmetaller.

Mosen tilføres i dag ca. 200 kg fosfor årligt fra udledninger fra Gladsaxe og København, ca. 17 kg fra sediment i Fæstningskanalen og ca. 60 kg fra vandtilførslen gennem Fæstningskanalen. Desuden frigives fosfor fra sediment i selve mosen. Tungmetaller tilføres fra både spildevandet og sedimentet.

Forvaltningen vurderer, at der kan iværksættes en indsats i forhold til alle fire initiativer for at skabe en stabil tilstand i mosen, og at det er vigtigt at vælge de mest effektive metoder og steder. På den baggrund foreslår forvaltningen fire konkrete initiativer. Punkt 1, 2 og 4 er væsentlige og vil have umiddelbar effekt på mosens tilstand. Punkt 3 bør undersøges nærmere.

  1. Overløbene reduceres væsentligt og at det gennemføres hurtigst muligt og senest i 2027. 
  2. Sedimentet i Fæstningskanalen fjernes helt, da det er meget forurenet specielt med tungmetaller. 
  3. Det undersøges, om og hvordan de væsentligste forureningsbidrag fra sedimentet i selve mosen skal og kan reduceres. 
  4. Der tilføres mere rent vand fra Fæstningskanalen, da det vil være med til at accelerere forbedringen af mosens tilstand betragteligt og vurderes at være et hurtigt og effektivt indgreb.

De foreslåede fire initiativer vurderes at kunne bringe mosen i en god, stabil økologisk tilstand inden 2027.

De fire initiativer inkl. finansieringsmetode beskrives mere detaljeret nedenfor. 
Udvalgets medlemmer stillede på mødet den 9. november 2020 en række konkrete spørgsmål, herunder et forslag til tidslinje for indsatserne. Disse spørgsmål er besvaret i bilag 3.

Statens nye vandområdeplaner
Forvaltningen forventer at få statens nye vandområdeplaner i høring i februar 2021. Forvaltningen vil forelægge høringssvaret til vandområdeplanerne til godkendelse i udvalget. Forvaltningen forventer, at staten i forbindelse med planerne (via bekendtgørelser) vil stille indsatskrav til de enkelte vandområder, herunder Utterslev Mose fx krav om reduktion af overløb og oprensning af sediment. Hvis staten ikke peger på reduktion af overløb, vil forvaltningen i sit høringssvar opfordre staten til det. 

Initiativ 1: Reduktion af udledninger fra overløb til mosen og Fæstningskanalen

Gladsaxe Kommune har den 25. november 2020 udsendt en ny spildevandsplan i høring, blandt andet til Københavns Kommune med frist den 29. januar 2021. Der er i planen nye oplysninger om udledninger fra Gladsaxe, som viser, at det ikke kun er overløbet U11, der bør være fokus på. Tre andre overløb med udledning fra Gladsaxe Kommune direkte til Utterslev Mose leder mere spildevand ud end udmeldt i Gladsaxe Kommunes tidligere spildevandsplan. Omregnet til fosfor giver det en årlig forøgelse på 34 kg/år (fra. 68 kg til 102 kg fosfor). 

Forvaltningen har i udkast til høringssvar (bilag 2a og 2b), lagt vægt på at opfordre Gladsaxe til, at udledningerne både til Fæstningskanalen og til selve Utterslev Mose hurtigst muligt bringes ned til et niveau, så kravene i statens vandområdeplaner kan overholdes.

For udledninger via overløb fra Københavns Kommune har HOFOR lavet nye beregninger, som viser et højere niveau end det, som tidligere er lagt til grund. Forøgelsen er på 55 kg fosfor/år (fra 39 kg. til 94 kg) Forøgelsen skyldes primært de stigende regnmængder ved klimaændringer, som nu indgår i beregningerne. Det kan medføre, at der bør ske en skærpet indsats udført af HOFOR for nogle af disse overløb. Forvaltningen vil vurdere dette, forelægge det for Teknik- og Miljøudvalget og indarbejde forslag til nødvendige indsatser i det kommende tillæg til spildevandsplan. Derved kan HOFOR få finansieret indsatserne over taksterne. I vurderingen vil indgå krav, der forventes at blive stillet fra staten i den nye vandområdeplan.

En kortfattet redegørelse for årsagen til de forøgede udledninger findes i bilag 4. Der skal gøres opmærksom på, at det er beregningsmæssige forhold, der er ændret, ikke de faktiske forhold. 

Initiativ 2 og 3: Optagning af sediment fra Fæstningskanalen og mosen

 Fæstningskanalen: Borgerrepræsentationen har bevilliget en oprensning af ferskvandsområder, bl.a. Fæstningskanalen, men bevillingen rækker kun til den del af kanalen, hvor det mest forurenede sediment ligger (Budgetaftale 2016, bilag 5 og 6). Yderligere oprensning vil medføre en væsentlig reduktion af tilførslen af blandt andet fosfor til mosen, og forvaltningen vurderer, at det er en effektiv og nødvendig indsats til at forbedre og stabilisere tilstanden i både Fæstningskanalen og Utterslev Mose.

Der er til Overførselssagen 2020-2021 af Venstre bestilt et budgetnotat om midler til oprensning af den resterende del af Fæstningskanalen (4,5 mio. kr.). Hvis der i forhandlingerne bevilges midler, igangsættes initiativet.

Utterslev Mose: I Utterslev Mose er sedimentet generelt mindre forurenet end sedimentet i Fæstningskanalen, men mængden og området er meget større, og det ligger meget ujævnt fordelt. Ved brug af bl.a. ekkolod blev mængden i 2017 opgjort til 234.000 m3. Det er en meget stor mængde, og der er derfor brug for en prioritering af, hvordan en oprensning bedst gribes an. Mængden i Fæstningskanalen er til sammenligning opgjort til ca. 16.000 m3.

Staten udmeldte i en foranalyse til de kommende vandområdeplan, at sedimentet i Utterslev Mose ikke lever op til EU-krav. Derfor må det forventes, at staten vil stille krav til sedimentet i forbindelse med de vandområdeplaner, som kommer i høring i februar 2021.

Der er under alle omstændigheder brug for mere viden, inden det er muligt at vurdere, hvor og hvordan det er mest effektivt at fjerne sediment. Forvaltningen foreslår derfor, at kommunen gennemfører følgende:

  • Undersøger fordelingen af indholdet af tungmetaller i mosens tre søer (statens udmelding om manglende målopfyldelse baseres på én prøvetagning i én af mosens søer).
  • En undersøgelse af i hvor høj grad de forurenende stoffer i sedimentet frigives til vandet i mosen med henblik på at kunne vurdere det nødvendige omfang og de relevante metoder i en eventuel oprensning.
  • Undersøgelse af metode, pris, miljøkonsekvenser og muligheder for at fjerne det mest problematiske sediment.

Disse indledende undersøgelser vil kunne gennemføres indenfor forvaltningens budget 2021. På baggrund heraf vil forvaltningen vende tilbage til Teknik- og Miljøudvalget med et forslag til oprensning i Utterslev Mose, hvor et eventuelt indsatskrav fra staten vil blive indarbejdet. Det forventes, at et forslag vil kunne forelægges Teknik- og Miljøudvalget, så der kan udarbejdes budgetforslag til 2022 og 2023.

Initiativ 4: Bedre vandgennemstrømning og rensning af vandet fra Fæstningskanalen. 

En forbedret gennemstrømning med renset vand vil medvirke til at opfylde miljømålsætningen og stabilisere miljøtilstanden i både Utterslev Mose og Fæstningskanalen.
 
I november 2020 har forvaltningen opsat en ny pumpe ved Fæstningskanalens øvre bassin med en større pumpeydelse end den gamle. Dette tiltag vil direkte øge gennemstrømningen i Fæstningskanalen og Utterslev Mose.
 
Den nye pumpe åbner for muligheden af at rense vandet, som ledes gennem Utterslev Mose. En kombination af øget gennemstrømning med renere vand vil forbedre mosens miljø betragteligt.
Der er til Overførselssagen 2020-2021 bestilt et budgetnotat af Venstre om midler til en øget gennemstrømning med renere vand (4,5 mio. kr.). Da der allerede er etableret en pumpe, vil budgetnotatet kun omhandle rensedelen. Hvis der i forhandlingerne bevilges midler, igangsættes initiativet.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte processen for de fire initiativer. 

 

Søren Wille   

/ Hans Christian Karsten

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 25. januar 2021

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top