Mulighed for billetindtægter ved arrangementer på offentligt vejareal
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal indføres en særordning i 2021, så arrangører af kulturarrangementer på offentlig vej skal have mulighed for at opkræve billetindtægter, som kan være med til at finansiere begivenheden, herunder afledte udgifter i forbindelse med arrangementet.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forvaltningen indfører en særordning for 2021, så arrangører af kulturarrangementer får mulighed for at opkræve entréindtægter ved arrangementer på offentligt vejareal i hele 2021.
- at der hermed er gjort op med medlemsforlag om at undersøge muligheden for at opkræve billetindtægter ved arrangementer på offentlig vej fremsat af Radikale Venstre på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. oktober 2020.
Problemstilling
Grundet den ekstraordinære situation og de medfølgende restriktioner som følge af COVID-19, har store dele af kulturlivet ikke haft mulighed for at gennemføre arrangementer i 2020. Restriktionerne har skabt generel og økonomisk usikkerhed for kulturlivet, på samme måde som sundhedsmyndighedernes løbende krav har umuliggjort arrangementers gennemførelse. Der er stor risiko for, at arrangementer i dele af eller hele 2021 fortsat vil være underlagt sundhedsmyndighedernes restriktioner om fx antalsbegrænsning, afstandskrav og krav om screening for negativ smittetilstand, vaccine eller andet evt. i kombination med lyntestning.
Forvaltningens praksis er som udgangspunkt, at festivaler og andre arrangementer kun i helt særlige tilfælde får tilladelse til at indhegne arealer og opkræve billetindtægter ved arrangementer på offentlig vej. Udvalget skal derfor tage stilling til, om der skal indføres en særordning i 2021.
Løsning
Der bliver almindeligvis truffet en særskilt politisk beslutning om konkrete arrangement på offentlig vej, hvor der ikke er offentlig og gratis adgang. I de seneste år er det kun Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP) og Distortion, der har fået mulighed for at opkræve billetindtægter ved arrangementer på offentlig vej. I begge tilfælde har det været betinget af, at der samtidig er aktiviteter med gratis adgang. For CHGP har dette primært omhandlet en udstilling af veteranracerbiler. For Distortion har de gratis aktiviteter udgjort den overvejende del af det samlede arrangement på offentlig vej.
I byens parker er der en mere lempelig praksis for entréarrangementer, idet parkerne er udlagt til rekreative og kulturelle formål. Dog er der i flere parker fredningsbestemmelser, der til dels regulerer omfanget af de afspærrede entréarrangementer, som kan afholdes. I nogle af de mest populære parker for afholdelse af arrangementer bliver kapaciteten således ofte udnyttet fuldt ud.
Forvaltningen vurderer, at konsekvenserne for kulturlivet i byen, som følge af den ekstraordinære situation omkring COVID-19 og de medfølgende restriktioner i 2020, muligvis kan mindskes i 2021 for en økonomisk udfordret branche ved at skabe et nyt incitament til at arrangere flere kulturtilbud i byen. For at åbne nye muligheder foreslår forvaltningen, at der bliver indført en særordning for 2021, hvor arrangører af kulturarrangementer, for eksempel koncerter og musikfestivaler, får mulighed for at afspærre dele af det offentlige vejareal med hegn og opkræve billetindtægter ved arrangementerne.
Afspærring kan desuden være en måde at sikre smittekontrol og imødegå eventuelle restriktioner fra sundhedsmyndighederne som antalsbegrænsning, afstandskrav og krav om smitte/vaccine-screening. Der er en reel risiko for, at det i hele eller dele af 2021 ikke vil være muligt at afholde åbne arrangementer, med mindre arrangørerne kan kontrollere om eventuelt gældende restriktioner, som antalsbegrænsning og afstandskrav, overholdes. Tilladelse til afspærring og adgangskontrol vil således give mulighed for, at der kan afholdes arrangementer.
Kriterier
Kriterierne for at et arrangement, som vil kunne komme i betragtning til denne særordning, vil være:
- At hovedaktiviteten ved arrangementet klart kan karakteriseres som et kulturelt arrangement fx koncert, teater og lignende.
- At der kun vil blive tilladt salg fra boder mv., der er direkte relateret til hovedaktiviteten fx mad og drikke samt relevant merchandise.
- At lokale beboere skal have direkte adgang til deres bolig, og erhvervsdrivende til deres forretninger, uden at skulle passere gennem det afspærrede område.
- At varigheden af arrangementet, inklusive opstilling og oprydning, maksimalt er en forlænget weekend, dvs. ikke overstiger 3-4 dages afvikling.
Høring
Forvaltningen har haft medlemsforslaget i høring på Københavns Kommunes høringsportal, Bliv Hørt. Der er i alt indkommet 37 svar (bilag 2). Derudover har forvaltningen kontaktet Kultur- og Fritidsforvaltningen (bilag 3) samt interessenterne Dansk Live, Danske Koncert- og Kulturhuse og BAO – Brancheforeningen af Oplevelsesproducenter, som alle er positive overfor muligheden i forslaget.
Hovedsynspunkterne i tilbagemeldingerne:
- Borgerne ser generelt kritisk på tiltaget på grund af frygt for fremkommelighedsproblemer, støj og affald i byrummet (4 svar nævner dette).
- Offentlige arealer skal være til brug for alle, og man ekskluderer derfor mange ved at tage entré på offentligt vejareal. (16 svar fra borgere og lokaludvalg)
- Arrangørerne, de professionelle aktører og nogle borgere ser positivt på tiltaget og mener, det er nødvendigt for kulturlivets overlevelse. (16 svar nævner dette)
- En afspærring vil give bedre sikkerhed for arrangørerne, samt mulighed for at skabe bedre sikkerhed ved arrangementerne. (3 svar)
- Entrébeløbet skal være beskedent.
Behandling af ansøgninger
Der vil ved den enkelte ansøgning konkret skulle tages stilling til fremkommelighed og placering i forbindelse med arrangementet, så afviklingen er til mindst mulig gene for byens beboere og øvrige brugere. Forvaltningen vil således ikke kunne imødekomme alle ønsker om opstilling af afspærring og hegn, som oftest vil være forudsætningen for, at der kan opkræves entré.
Forvaltningen kan med ”Forskriften for udendørs musikarrangementer” dels kontrollere og begrænse støjgenerne ved udendørs musikarrangementer, dels fastsætte et maksimalt antal dage med musik på forskellige lokationer i byen, så der sker spredning af arrangementerne rundt i byen.
Der lægges med den nye ordning ikke op til afholdelse af flere arrangementer i byen, men ordningen begrænser heller ikke muligheden for et øget antal arrangementer. Musikforskriften derimod regulerer antallet af musikarrangementer på konkrete pladser (hvor der erfaringsmæssigt er mange arrangementer), så skulle 2021 af den ene eller anden grund byde på flere musikarrangementer end vanligt, vil disse jf. forskriftens begrænsninger, skulle fordele sig i byen.
Det er forvaltningens vurdering, at byen under nedlukningen gennem 2020 har oplevet øgede støjgener - særligt fra spontane fester og demonstrationer - Forvaltningen anbefaler derfor som udgangspunkt ikke, at der dispenseres fra musikforskriftens bestemmelser som følge af den foreslåede ordning. Ordningen kan desuden betyde, at der vil være et øget behov for tilsyn med støj i byen. Ordningen gælder for arrangementer frem til den 31. december 2021.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen orientere relevante interessenter om mulighed for at opkræve billetindtægter ved kulturarrangementer og opdatere hjemmesiden i overensstemmelse hermed.
Søren Wille
/Hans Christian Karsten
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 25. januar 2021
Indstillingen bortfaldt grundet stemmelighed med 5 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B og F.
Imod stemte: C, V, Ø og Å.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti ønsker ikke at bruge vejarealer til festivaller m.v. i øget omfang, idet vi vil prioritere fremkommelighed. Vi er positive overfor festivaller m.v. på kommunale pladser og parker.”
Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne beklager, at der ikke var opbakning til at indføre en særordning der understøtter kulturlivet og som gør det muligt helt ekstraordinært og grundet COVID at opkræve entréindtægter ved arrangementer på offentligt vejareal i 2021. Grundet den ekstraordinære situation og de medfølgende restriktioner som følge af COVID-19, har store dele af kulturlivet ikke haft mulighed for at gennemføre arrangementer i 2020. Restriktionerne har skabt generel og økonomisk usikkerhed for kulturlivet, på samme måde som sundhedsmyndighedernes løbende krav har umuliggjort arrangementers gennemførelse. Der er stor risiko for, at arrangementer i dele af eller hele 2021 fortsat vil være underlagt sundhedsmyndighedernes restriktioner om fx antalsbegrænsning, afstandskrav og krav om screening for negativ smittetilstand, vaccine eller andet evt. i kombination med lyntestning.”