I/S Vestforbrændings låneanmodning 2021
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til I/S Vestforbrændings anmodning om godkendelse af låneramme for 2021 på 180 mio. kr. til interessentskabets investeringer inden for affaldshåndtering og varmeforsyning.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at I/S Vestforbrændings anmodning om en låneramme for 2021 på 180 mio. kr., hvor ejerkommunerne hæfter i forhold til indbyggerantallet det år, hvor forpligtelsen bliver indgået, svarende til 36 mio. kr. for Københavns Kommune godkendes.
Problemstilling
I/S Vestforbrænding har den 6. oktober 2020 ansøgt om finansiering til selskabets planlagte investeringer og anmoder ejerkommunerne, herunder Københavns Kommune, om at godkende en låneramme på 180 mio. kr. til finansiering af investeringer i 2021.
I henhold til I/S Vestforbrændings vedtægt skal ejerkommunerne godkende selskabets lånoptagelse som en forudsætning for, at selskabet kan optage lån til at realisere egne projekter. Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til låneanmodningen.
Løsning
Borgerrepræsentationen har tidligere godkendt lån til investeringer hos I/S Vestforbrænding, senest den 17. januar 2019 for perioden 2019-2020.
Låneansøgningen vedrører strategiske og driftsmæssige investeringer for regnskabsåret 2021.
De strategiske investeringer udgør 12 mio. kr. til bl.a. at optimere software og hardware på forbrændingsanlægget med henblik på at reducere udledningen af kvælstof-oxider (NOx), der er sundhedsskadelig og kan medvirke til syreregn. Det er forventningen, at der bl.a. skal investeres i system til tilsætning af ammoniakvand, opdatering af computerberegninger af væske- og gasstrømninger og ny målemetode for temperaturprofiler.
Derudover omfatter de strategiske investeringer 65 mio. kr. til køb af DTU Kraftvarmeværk fra selskabet Lyngby Kraftvarmeværk A/S. Ved at overtage kraftvarmeværet får I/S Vestforbrænding mulighed for at afsætte 47.000 MWh ekstra affaldsvarme. Det giver samtidig en gevinst til DTU, fordi den affaldsbaserede fjernvarme erstatter varme produceret på gas. I/S Vestforbrænding skal ikke generere overskud på sine varmedistributionsaktiviteter, men gennemfører aktiviteten for at optimere driften af varmeforsyningen i Lyngbyområdet.
De driftsmæssige investeringer udgør samlet set 103 mio. kr. til planlagt udskiftning og optimering af komponenter på forbrændingsanlægget, tilslutning af nye kunder til fjernvarmenettet, indkøb af akkumuleringstanke til varmenettet for bedre udnyttelse af fjernvarmen og gennemførelse af en række forbedringer af produktionsbygninger og modtagehal på forbrændingsanlægget.
Strategiske investeringer (opgjort i mio. kr.)
Reduktion af NOx-udledning fra affaldsforbrændingsanlæg og køb af DTU Kraftvarmeværk.
Projekt |
2021 |
Tilbagebetalingstid |
NOx optimeringer på affaldsforbrændingsanlæg |
12,0 |
8 år |
Køb af DTU Kraftvarmeværk for optimering af varmeforsyning i Lyngbyområdet (DTU) |
65,0 |
4 år |
Forventet lånoptagelse i alt |
77,0 |
|
Driftsmæssige investeringer (opgjort i mio. kr.)
Omlægning i eksisterende varmenet og renovering af kraftvarmeanlæg.
Projekt |
2021 |
Tilbage- betalingstid |
Kraftvarmeanlæg – anlægsudgifter |
40,0 |
12-15 år |
Varmenet - tilslutning af nye kunder til eksisterende net |
30,0 |
10 år |
Varmenet – akkumuleringstanke til bedre udnyttelse af fjernvarmen |
13,0 |
10 år |
Forbedring af bygninger – kraftvarmeanlæg |
20,0 |
N/A |
Forventet lånoptagelse i alt |
103,0 |
|
Det er alene låntagningen, der skal træffes beslutning om i ejerkommunerne. Beslutning om at iværksætte de enkelte anlægsarbejder træffes af selskabets bestyrelse.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at investeringerne er relevante og nødvendige at gennemføre, da de inden for relativ kort tid forbedrer miljøforholdene og drift af både varmedistributionsnettet og forbrændingsanlægget. Investeringerne stemmer overens med Københavns Kommunes ejerstrategi for I/S Vestforbrænding om, at selskabet til enhver tid skal prioritere og tilgodese forsyningssikkerheden, miljø- og klimaperformance, forbedret økonomi og stabile takster.
I/S Vestforbrænding (og I/S Amager Ressourcecenter) er ikke blandt de ti forbrændingsanlæg, som ifølge KL skal tages ud af drift i perioden 2026-2030 med henblik på opfylde intentionen i klima-aftalen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi om at reducere forbrændingskapaciteten i Danmark med 30 % i 2030.
KL har i løbet af efteråret 2020 arbejdet med at tilvejebringe en plan for tilpasning af forbrændingskapaciteten og har i den forbindelse sendt et brev til alle kommunerne den 12. november 2020 med en opfordring til, at kommunerne afventer yderligere investeringer i forbrændingsanlæg, indtil kapacitetstilpasningsprocessen er afsluttet. Den 17. december 2020 offentliggjorde KL reduktionsplanen, herunder listen over anlæg, som skal lukke. Planen skal godkendes af Energistyrelsen senest den 15. februar 2021. KL lægger op til, at der frem mod sommeren 2021 skal ske en politisk drøftelse med staten og kommunerne med henblik på endeligt at konsolidere planen og finde en model for fordeling af affald i hele landet. Hvis Borgerrepræsentationen ikke godkender låneanmodningen, vil Vestforbrændings bestyrelse på ny skulle drøfte niveauet for lånerammen, herunder eventuelle muligheder for at reducere denne.
Økonomi
I/S Vestforbrænding optager lån i KommuneKredit med hæftelse i forhold til interessentkommunernes indbyggertal det år, hvor forpligtelsen bliver indgået, jf. vedtægtens § 6, stk. 2 og 3. For Københavns Kommunes vedkommende medregnes dog kun indbyggertallet i den del af kommunen, der leverer affald til I/S Vestforbrænding. Københavns andel er i 2020 på 20 pct. svarende til en hæftelse på 36 mio. kr.
Godkendelse af lånoptagelsen hos I/S Vestforbrænding vil ikke få indflydelse på Københavns Kommunes låneramme eller økonomi i øvrigt, herunder kommunens anlægsmåltal.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen I/S Vestforbrænding om, at låneanmodningen er imødekommet.
Søren Wille
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 25. januar 2021
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.