Endelig vedtagelse af lokalplan Drejervej, Bispebjerg
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Drejervej. Lokalplanforslaget muliggør opførelse af boliger og serviceerhverv i et område ved Drejervej i Bispebjerg, som i dag indeholder værksteder og serviceerhverv.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende lokalplan Drejervej (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.
Problemstilling
Ejerne af Drejervej 2, Drejervej 4 og Drejervej 8-10 ønsker at opføre nyt byggeri med boliger og serviceerhverv .Lokalplanforslaget blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 24. juni 2020.
Et flertal (B, F, Ø og Å) videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen: ”Partierne er enige i høringssvarene fra Bispebjerg Lokaludvalg og vægter højt, at der maksimalt bygges 50 % boliger, at bevaringsværdige kulturmiljøer bevares, og at der med nybyggeriet sikres grønne områder og forbindelser”. Lokalplanforslaget har været i høring fra den 29. juni til den 28. september 2020. Forvaltningen har modtaget 14 henvendelser (bilag 4). Høringen har medført ændringsforslag, der har været i supplerende høring fra den 23. oktober til den 6. november 2020. Forvaltningen har her modtaget seks henvendelser (bilag 7). Der foreslås ikke yderligere ændringer i lokalplanen på baggrund af den supplerende høring.
Løsning
Lokalplanforslaget omfatter tre projekter for boliger og serviceerhverv i et område mellem Lygten, Rentemestervej, Rebslagervej og Drejervej. Der muliggøres i alt 7.300 m2 erhverv, heraf 1.400 m2 dagligvarebutik og i alt 7.400 m2 boliger, fordelt på ca. 2.400 m2 ungdomsboliger og ca. 5.000 m2 familieboliger. Der stilles krav om 25 % almene boliger. Lokalplanforslaget muliggør også udvikling af den øvrige del af området med boliger og serviceerhverv, herunder publikumsorienterede serviceerhverv langs Lygten. Der udpeges to bevaringsværdige kulturmiljøer på Gørtlervej 2-4, Lygten 29 og Drejervej 25 (bilag 9). Det muliggjorte projekt er beskrevet i bilag 2, side 7-11.
Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
Høringen har givet anledning til, at forvaltningen foreslår ændring af lokalplanforslagets bestemmelser om anvendelse, så der muliggøres boliger i byggefelt for evt. nybyggeri i område IV, (Drejervej 25) og så område V (Drejervej 6) kun må anvendes til serviceerhverv, hvorved en udvikling af Kirkens Korshærs sociale funktioner muliggøres. Disse er ikke forenelige med krav om boliger. Desuden foreslås mindre ændringer i bestemmelser om bebyggelsens omfang og ydre fremtræden. De præcise forslag til ændring fremgår af bilag 10.
Høring
Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden
De 14 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 4. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Bispebjerg Lokaludvalg afholdt sammen med forvaltningen et fysisk borgermøde den 16. september 2020, hvor 26 borgere deltog (bilag 6). Borgernes hovedsynspunkter er anført nedenfor.
Danmarks Naturfredningsforening, henvendelse nr. 14, bilag 4
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening har området et typisk udtryk for Nordvest, og lider under mangel på offentlige investeringer. Der mangler, ifølge Kommuneplan 2019, større, grønne områder. Særligt mangler kvarteret grønne strukturer, der binder bydelens større grønne områder sammen. Lokalplanforslaget forholder sig ikke til, hvordan det kan bidrage til en ny grøn forbindelse mellem Emaljehaven og Mimersparken. De grønne byrum i lokalplanområdet er adskilte rum, som ikke giver en indre grøn sammenhæng.
Forvaltningens bemærkninger
Der kan ikke skabes ét stort samlet friareal som ved Emaljehaven, da udviklingsprojekterne er placeret på tre mindre ejendomme, som ligger spredt i området. Området gennemskæres desuden af en vej. Der er nær adgang til Emaljehaven og Mimersparken. Nørrebroparken ligger 400-700 m fra lokalplanområdet. Den planlagte grønne øst-vestgående cykelrute ligger umiddelbart nord for nærværende lokalplanområde for Drejervej, men indgår i den netop vedtagne lokalplan for Lygten II. Med lokalplanforslaget for Drejervej skabes trygge, grønne opholdsarealer for beboere og brugere.
Københavns Museum, henvendelse nr. 11, bilag 4
Ifølge Københavns Museum er det positivt, at to områder udpeges som kulturmiljøer. Den egenart, der lægges vægt på, er baseret på værksteder og småindustri samt den selvgroede karakter. Der lægges op til, at bygningerne bringes i overensstemmelse med deres oprindelige udseende. Fra et kulturhistorisk synspunkt er dette problematisk, da det er skildringen af områdets udvikling, der er værdifuld. Det er positivt, at nybyggerier skal tage udgangspunkt i områdets særlige karakter. Nærheden til Lygten Å betyder, at der er mulighed for spor af aktiviteter helt tilbage fra stenalderen. Museet vil derfor gerne kontaktes, inden der påbegyndes jordarbejder.
Forvaltningens bemærkninger
Det fremgår af lokalplanen, at de eksisterende kulturmiljøer udvikles under hensyntagen til deres kulturhistoriske bevaringsværdier, og at de bevaringsværdige bebyggelsers ydre kun kan ændres ved dispensation. Målet for ændringer er derfor ikke alene en tilbageføring. I lokalplanens redegørelse er der et afsnit om museumsloven, som oplyser, at museet bør kontaktes med henblik på en forundersøgelse.
Bispebjerg Lokaludvalg, henvendelse nr. 10, bilag 4
- Lokaludvalget er tilfredse med samarbejdet og den løbende dialog, som betyder, at mange af udvalgets synspunkter er kommet med takket være en tidlig inddragelsesproces.
- Lokaludvalget støtter kravet om almene boliger og anbefaler, at der fortrinsvis bygges familieboliger.
- Lokaludvalget støtter udpegning af værdifulde kulturmiljøer. Nye ejendomme bør trække tråde tilbage i historien i kvarteret. Der foreslås indarbejdet kunstneriske elementer i byggeri og udearealer, der henviser til industriens kulturarv.
- Det er velkomment, at der stilles krav om plantning af 22 træer. De tre bygherrer opfordres til at fortsætte trærækken foran Kirkens Korshær på Drejervej 6.
- Der bør arbejdes på, at NEXT åbner op for passage, så den planlagte stiforbindelse kan forbindes til Emaljehaven.
- Drejervej er skolevej for 250 skolebørn på Lygten Skole. Vejen opleves utryg, og der foreslås etableret en fartdæmpende forhøjning foran skolen, som kan fungere som ”kiss and ride”. Det bør overvejes at ensrette Drejervej og Rebslagervej med fælles udkørsel til Lygten via Rentemestervej. Der foreslås lysregulering ved udkørsel fra Rentemestervej til Lygten.
- Lokaludvalget opfordrer de private grundejere i området til at danne et vejlaug med henblik på vedligehold og tiltag i forhold til områdets private fællesveje.
Forvaltningens bemærkninger
- Ingen bemærkninger.
- Fordelingen mellem boligtyper er søgt balanceret. En tredjedel af boligarealet er ungdomsboliger og to tredjedele er familieboliger.
- Lokalplanen udelukker ikke kunstneriske elementer i bygninger og på udearealer. Lokalplanens facadebestemmelser skal fremme en sammenhæng mellem den nye bebyggelse og kvarterets historie.
- Der er tale om smalle veje med plads til at cykle, men der vil i det videre arbejde med vejprojektet blive arbejdet med at plante flere træer.
- Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at føre stien igennem NEXTs ejendom, da der er undervisning i dagtimerne og opbevares byggematerialer mv. for håndværkeruddannelserne.
- På den vestlige smalle del af Drejervej, foran skolen, indrettes vejen med hævede flader og knæk på vejen, så bilernes hastighed reduceres. Via Trafik har i forbindelse med lokalplanforslaget udarbejdet en analyse af den fremtidige trafik i området. Der forventes en stigning på 2.100 køretøjer i døgnet, primært afledt af den nye dagligvarebutik ud mod Lygten. Trafikstigningen vil derfor primært være på den østlige del af Drejervej og den sydlige del af Rebslagervej og dermed ikke foran skolen.
- Der kan ikke stilles krav om oprettelse af et vejlaug i en lokalplan. Grundejere, hvis ejendom støder op til en privat fællesvej, har pligt til at vedligeholde vejen.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser, bilag 5
- To henvendelser ønsker større grønne områder, grønne forbindelser og flere træer.
- To henvendelser frygter den trafikale udvikling i området og foreslår ændringer i trafikafviklingen.
- To henvendelser ønsker bebyggelsesprocenten reduceret fra 185 til 150 og den maksimale bygningshøjde reduceret fra 24 til 20 m.
- Grundejer ønsker mulighed for at udvikle område IV med boliger og serviceerhverv.
- Grundejer ønsker at udvikle eksisterende sociale funktioner i område V, og at der ikke stilles krav om boliger, men atområdet udelukkende kan anvendes til serviceerhverv.
Forvaltningens bemærkninger
- Der stilles krav om mindst 22 træer i de tre udviklingsområder. Se bemærkninger til Danmarks Naturfredningsforening, henvendelse nr. 14.
- Se bemærkninger til Bispebjerg Lokaludvalg henvendelse nr. 7.
- Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2019, herunder intentionen om fortætning i stationsnære områder.
- Ønsket foreslås imødekommet i byggefelt for nybyggeri, mens eksisterende bygninger fortsat anvendes til serviceerhverv. Fordelingen mellem boliger og serviceerhverv i lokalplanområdet vil ikke påvirkes væsentligt af anvendelsesændringen.
- Ønsket foreslås imødekommet, så den sociale virksomhed kan udvikles. Det vil fortsat være muligt at opnå mindst 40 % boliger i lokalplanområdet.
Supplerende høring
Forslag om ændrede anvendelsesbestemmelse for område IV og V har, sammen med mindre ændringer af bestemmelser om bebyggelsens omfang og ydre fremtræden, været i supplerende høring fra den 23. oktober til den 6. november. Der er modtaget seks høringssvar (bilag 7). Referat af henvendelserne og forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 8.
Hovedsynspunkter i den supplerende høring
- Forslag om ændringer af trafikbetjeningen i området.
- Ønske om øgede byggemuligheder i delområde IV.
- Forslag om mulighed for boliger i et byggefelt i delområde II og generelt mulighed for boliger i delområde VI.
- Forslag om at bebyggelser i delområde IV og delområde VI ikke udpeges som bevaringsværdige kulturmiljøer.
Forvaltningens bemærkninger
- Se bemærkninger til lokaludvalgets henvendelse nr. 7.
- Et større byggefelt og/eller højere bebyggelse vil forringe mulighederne for at skabe gode friarealer og vil virke dominerende ift. det bevaringsværdige kulturmiljø.
- Område II er disponeret ift. anvendelsen til serviceerhverv. Indretning af gode boliger kræver gentænkning af områdets indretning. Området VI er ikke velegnet til boliger bl.a. på grund af støj.
- Bebyggelsens struktur i de to delområder er en vigtig del af områdets karakter. Der henvises til bilag 9, hvor områdets bevaringsværdier beskrives.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Søren Wille
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 25. januar 2021
Sagen blev udsat.