Mødedato: 25.01.2006, kl. 15:00

Lokalplanforslag "Frederiksgade II"

Lokalplanforslag "Frederiksgade II"

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 25. januar 2006

 

 

Sager til beslutning

 

6.      Lokalplanforslag "Frederiksgade II"

 

TMU  39/2006  J.nr. 611:196.0001/05

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at  forslag til lokalplan "Frederiksgade II" for området bestående af ejendommene matr.nr. 256 og 257 Sankt Annæ Øster Kvarter, København, Store Kongensgade 84 og Frederiksgade 2 vedtages med henblik på offentliggørelse

 

at  indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

 

at  offentliggørelsen annonceres i områdets lokalpresse

 

at  der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal plancheudstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2006

Anbefalet.

 

Jesper Schou Hansen (V) afgav følgende bemærkning: "Venstre havde gerne set, at den nye bygning i højere grad var passet ind i det eksisterende – samt at ny metrostation kunne være en del af byggeriet."

 

 

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget behandlede i sit møde den 8. juni 2005 forvaltningens redegørelse om udarbejdelse af et lokalplanforslag for ovennævnte område.

 

Baggrunden var en ansøgning fra MT Højgaard om udarbejdelse af lokalplan for området bestående af de to ovennævnte ejendomme for at muliggøre opførelse af en bebyggelse til boliger og erhverv. Et projekt til nybygningen er udarbejdet af det engelske arkitektfirma Tony Fretton Architects, og det er Realea A/S (Realdania's ejendomsselskab), der efter at have erhvervet de to ejendomme står bag projektets realisering. Den projekterede bygning rummer incl. kælder ca. 1.100 m2 og er i 5 etager samt penthouseetage.

 

Den lokalplan, der nu er udarbejdet forslag til, erstatter en lokalplan, der på baggrund af et tidligere projekt kun omfatter den ene af de to ejendomme, der indgår i det nuværende projekt. Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2005 og fastlægger området til boligformål således, at de 3 øverste etager samt penthouseetagen skal anvendes til beboelse. Bygningens 2. etage (1.sal) må anvendes enten til beboelse eller serviceerhverv. Boliger skal være helårsboliger, idet dog op til 10 pct. af dem kan være uden helårsstatus. Bygningens stueetage må kun anvendes til publikumsorienterede serviceerhverv, såsom butikker, restauranter og lignende.

Bebyggelsens placering, omfang og nærmere udformning fastlægges i lokalplanen i nøje overensstemmelse med det udarbejdede projekt til bebyggelsen. Det skyldes, at netop det foreliggende projekt af forvaltningen vurderes at være en vellykket moderne nytolkning af det formsprog, der præger den bebyggelse rundt om Marmorkirken, som nybygningen tilstræber at afrunde mod Store Kongensgade.

 

Nybygningens forhold til den kommende metrostation ved Marmorkirken er afklaret således, at Realea overfor Ørestadsselskabet har erklæret, at byggeprojektet gennemføres på en sådan måde, at det ikke indebærer ulemper eller fordyrelser for anlægget af den kommende metrostation

 

Lokalplanforslaget er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer, der trådte i kraft den 21. juli 2004. Forvaltningen har vurderet, at der ikke skal foretages miljøvurdering.

 


 

Til top