Mødedato: 25.01.2006, kl. 15:00

Visionsplan for gennemførelse af helhedsorienteret byfornyelsesprojekt på Ydre Vesterbro

Se alle bilag

Visionsplan for gennemførelse af helhedsorienteret byfornyelsesprojekt på Ydre Vesterbro

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. januar 2006

 

 

Sager til beslutning

 

5.      Visionsplan for gennemførelse af helhedsorienteret byfornyelsesprojekt på Ydre Vesterbro

 

TMU  45/2006  J.nr. 621.0007/03

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

at  visionsplan: Trafik og Byrumsplan for Ydre Vesterbro danner grundlag for det videre arbejde med visionsplanens enkelte elementer. Den endelige udformning besluttes i TMU, når enkeltprojekterne er udvalgt, økonomiberegnet og detailprojekteret.

at visionsplanens intention om at nedlægge ca. 25 bilparkeringspladser på gadeplan samtidig med oprettelse ca.140 nye cykelparkeringspladser søges gennemført for så vidt det kan indpasses i Københavns Kommunes overordnede parkeringsstrategi.

at planerne for de elementer i visionsplanen der gennemføres, udarbejdes i et samarbejde mellem områdes beboere, projektets styregruppe samt forvaltningen.

 

RESUME

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde 11. december 2003 en indstilling om, at et helhedsorienteret byfornyelsesprojekt på Ydre Vesterbro kunne iværksættes på grundlag af det foreliggende byfornyelsesprogram. Området er afgrænset af Vesterbrogade, Enghavevej, Lyrskovgade og Vesterfælledvej. Omkostningerne til byfornyelsesprojektet holdes inden for en maksimal ramme på 10 mio. kr. ekskl. moms med en statslig refusion på 2,645 mio. kr. Budgetansvarlig institution er Plan & Arkitektur, som afholder samtlige udgifter af Plan & Arkitekturs budget til byfornyelse. Udgifterne vil ikke belaste andre forvaltningsenheders budgetter.

Med byfornyelsesprogrammet som arbejdsgrundlag har der været nedsat arbejdsgru pper bestående af borgere, rådgivere og forvaltning som har bearbejdet programmets enkelte elementer. Et af byfornyelsesprogrammets elementer - Trafik og bymiljø - har været grundlaget for den nu foreliggende visionsplan. Visionsplanen har været fremlagt på et borgermøde, og er tiltrådt af såvel projektets styregruppe som af projektets koordinerende instans – "Områdeforum".

Byfornyelsesprogrammets specifikke krav til en visionsplan er blandt andet:

·      At undersøge mulige steder/punkter i gaderummet, herunder gadeudmundinger, hvor sidde- opholdssteder kan passes ind som "pause-pladser" og defineres som "portindgange".

·      At belyse muligheden for at begrønne området.

·      At belyse hvilke muligheder der er for at mindske den gennemkørende trafik.

·      At belyse hvilke muligheder der er for at lave trafikdæmpninger.

·      At undersøge parkeringsforholdene i området, herunder forholdet mellem bil og

cykelparkering.

·      At undersøge hvilke muligheder der er for at gøre gadebelysningen i området

bedre.

 

Hensigten med visionsplanen er at skabe den overordnede fysiske planlægningsramme for et godt boligkvarter med et klart byrumshierarki, hvor man trygt og sikkert kan færdes og opholde sig. Visionsplanen giver kvarteret sit eget image ved at anlægge små pladsdannelser med særligt byrumsinventar, beplantning, kunst og ikke mindst ved at ændre belysningen i hele kvarteret. Pladsdannelserne skal øge muligheden for at anvende gaderummet til ophold og samvær og skal derved øge den sociale kontakt mellem kvarterets beboere. 

Visionsplanens gennemførelse vil medføre en mindre ændring for den kørende trafik i området – herunder:

 

·        Ensretningen på Sundevedsgade vil for strækningen nord for Tøndergade blive vendt, så det kun er tilladt med udkørsel til Vesterbrogade.

·        Cykeltrafik i begge retninger på alle gader i kvarteret fastholdes som nu

·        Omdannelserne i kvarteret vil betyde en mindre reduktion af parkeringspladsernes antal for så vidt det er foreneligt med kommunens parkeringsstrategi. Cykelparkering vil derimod successivt blive opprioriteret ved visionsplanens gennemførelse og tilføre yderligere ca. 140 cykelparkeringspladser.

 

Visionsplanens gennemførelse vil medføre at gadebelysningen i kvarteret koncentreres på de arealer, hvor fodgængere færdes. Det vil indebære at den eksisterende wireophængte belysning over kørebanen, som signalerer trafikareal og høj fart, udskiftes med mere intim belysning på master eller ophængt på facaderne.

Borgerdialogen fortsættes i de følgende faser, bl.a. ved at Visionsplanens enkeltprojekter successivt udvælges af projektets styregruppe i samarbejde med projektets koordinerende instans – "Områdeforum" - og projektarbejdsgrupperne. Projekterne gennemføres i den udstrækning og i den takt, den økonomiske ramme giver mulighed fo r og koordineres med de øvrige planer for området herunder parkeringsstrategien og byrumshandlingsplanen. Det helhedsorienterede byfornyelsesprojekt skal efter aftale med staten være gennemført senest i marts 2009. Enkeltprojekterne skal besluttes i TMU og myndighedsgodkendes i forvaltningerne efter sædvanlig procedure.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På mødet den 6. februar 2003 tiltrådte Borgerrepræsentationen (BR 43/03) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 15. januar 2003 (BTU 12/2003) om bemyndigelse for forvaltningen til at udarbejde programgrundlag for bl.a. et helhedsorienteret byfornyelse på Ydre Vesterbro afgrænset af Vesterbrogade, Enghavevej, Lyrskovgade og Vesterfælledvej. Området omfatter i alt 8 karreer med ca. 1.400 boliger samt en række større erhvervsarealer, børneinstitutioner, en stor dagligvarebutik (Aldi) samt musikstedet VEGA. Den 18. marts 2003 opnåede Københavns Kommune herefter reservation på den statslige ramme til gennemførelse af et projekt efter byfornyelseslovens regler om helhedsorienteret byfornyelse.

Et byfornyelsesprogram for den helhedsorienterede byfornyelsesindsats blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 11. december 2003. Programgrundlaget blev udarbejdet i samarbejde med borgere, interessenter og relevante forvaltninger. Den 2. marts 2004 modtog Københavns Kommune endeligt tilsagn fra Økonomi- og Erhvervsministeriet om statslig refusion på 2,645 mio. kr. af udgifterne på 10 mio. kr. ekskl. moms til gennemførelse af det helhedsorienterede byfornyelsesprojekt. De resterede 7,355 mio. kr. af udgifterne skal betales af kommunen og afholdes over budgettet til gennemførelse af byfornyelse. Det helhedsorienterede byfornyelsesprojekt skal efter aftale med staten være gennemført inden for 5 år.

Siden midten af 1990'erne er der foregået planlægning og gennemførelse af omfattende karrévis byfornyelse på hele Vesterbro. Denne hidtidige byfornyelse omfatter gårdforbedringer, men ikke gaderum. Formålet med den aktuelle helhedsorienterede indsats er at supplere bygningsfornyelsen med tiltag i form af trafikmæssige og sociale foranstaltninger samt en indsats overfor erhverv og bymiljø, som kan medvirke til at færdiggøre området og øge dets attraktion.

 

Byfornyelsesprogrammets krav til Visionsplanen for trafik og bymiljø

Af programmet fremgår, at en samlet trafik- og byrumsplan for kvarteret er væsentlig for at kunne vurdere problemer, muligheder og udpege løsninger, som er til gavn for hele kvarterets udvikling. Planen skal bl.a. indeholde en vision for kvarteret, som også skal kunne bruges i den fremtid, der rækker ud over dette projekts økonomiske rammer. Byfornyelsesprogrammets specifikke krav til en visionsplan er:

·      At undersøge hvilke muligheder der er for at arbejde med kunst i gaderummet.

·      At undersøge mulige steder/punkter i gaderummet, herunder gadeudmundinger, hvor sidde- opholdssteder kan passes ind som "pause-pladser" og defineres som "portindgange".

·      At belyse muligheden for at begrønne området.

·      At belyse hvilke muligheder der er for at foretage en optimal trafikregulering af området, som kan mindske den gennemkørende trafik.

·      At belyse hvilke muligheder der er for at lave trafikdæmpninger, som generelt

gør området mere sikkert for "bløde" trafikanter (gående og cyklende) og beboere.

·      At undersøge parkeringsforholdene i området, herunder forholdet mellem bil og

cykelparkering.

·      At undersøge hvilke muligheder der er for at gøre gadebelysningen i området

bedre - en gadebelysning, som giver kvarteret karakter, forbedrer orienteringen og

øger trygheden.

·      At lægge vægt på at der arbejdes miljørigtigt med de ting, der laves i kvarteret.

 

Visionsplanens indhold vedrørende bymiljø

Det er visionen, at give kvarteret sit eget image ved at anlægge små pladsdannelser med særligt byrumsinventar, beplantning og kunst blandt andet ved overgangen til de omgivende gader og veje. Visionsplanens gennemførelse vil ikke medføre ændringer i gadernes profiler bortset fra i forbindelse med pladsdannelserne. Der kan dog ske opretning af kantsten og belægning, hvor det er nødvendigt. Udarbejdelsen af Visionsplanen er foregået ud fra samme principper, som beskrives i Byrumshandlingsplanen, idet der såvel i programfasen og i de første dele af projektudviklingsfasen har været lagt stor vægt på borgerdialogen. Der har ligeledes i hele forløbet været fokus på at fremstille letforståelige dokumenter, kort og illustrationer for ikke-fagfolk. Visionsplanens forslag tager afsæt i arbejdet med byrumshandlingsplanen, som blev vedtaget af Bygge- og Teknikudvalget den 12. oktober 2005.

 

Visionsplanens indhold vedrørende trafik og parkering

Visionsplanens gennemførelse vil medføre en mindre ændring for den kørende trafik i området

 

·        Ensretningen på Sundevedsgade vil for strækningen nord for Tøndergade blive vendt, så det kun er tilladt med udkørsel til Vesterbrogade. Dermed undgås at kvarteret anvendes som smutvej af bilister uden ærinde i kvarteret.

·        Cykeltrafik i begge retninger på alle gader i kvarteret fastholdes som nu

·        Omdannelserne i kvarteret vil betyde en mindre reduktion af parkeringspladsernes antal, og det foreslås i visionsplanen at indføre korttidsparkering på udvalgte pladsdannelser. Ifølge Københavns Kommunes opgørelse den 18. oktober 2004 for området Vesterbrogade/Enghavevej/Lyrskovgade/Vester Fælledvej er der i dag 381 parkeringspladser. Anlæg af visionsplanens enkeltprojekter vil indebære at der successivt bliver nedlagt eksisterende parkeringspladser i området. Ved gennemførelse af hele visionsplanen vil der i givet fald ske en samlet reduktion på ca. 25 parkeringspladser.

·        Cykelparkering vil derimod successivt blive opprioriteret ved visionsplanens gennemførelse og tilføre yderligere ca. 140 cykelparkeringspladser.

 

Parkeringsstrategien som blev vedtaget af borgerrepræsentationen den 15. juni 2005

er ikke eksplicit indarbejdet i visionsplanens forslag, men vil indgå som en del af det

fremtidige arbejdsgrundlag på lige fod med andre overordnede kommunale planer

for området. Nedlæggelse af parkeringspladser vil kun kunne ske for så vidt det kan

inden for parkeringsstrategiens rammer.

 

Visionsplanens indhold vedrørende kvarterets belysning

Visionsplanens gennemførelse vil medføre at belysningen koncentreres på de arealer hvor fodgængere færdes. Det vil indebære at den eksisterende wireophængte belysning over kørebanen, som signalerer trafikareal og høj fart, udskiftes med mere intim belysning på master eller ophængt på facaderne. Udover at øge trygheden opnås et mere venligt præg som understreger at kvarteret er et boligområde. Armaturtypen skal have et moderne formsprog, men skal have en udformning der samtidig er i overensstemmelse med det mere end 100 år gamle kvarter. Forsøgsvis har der været etableret fuldskala belysningsforsøg i en del af Hedebygade med det formål at illustrere for kvarterets beboere, hvad en ændring af belysning sprincippet i kvarteret vil betyde.

 

Fremtidig organisering og tidsrækkefølge

Projektet styres overordnet af en styregruppe bestående af embedspersoner fra Plan

& Arkitektur og Vej & Park, Beboerrådgiveren på Ydre Vesterbro, Byfornyelsescentret, en beboerrepræsentant samt projektets forretningsfører (sbs Byfornyelse).

Styregruppen koordinerer derudover projekterne med de øvrige byfornyelsesaktiviteter, der pågår i området, samt med parkeringsstrategiens intentioner. Styregruppens arbejde er suppleret af en tværgående projektgruppe, "Områdeforum", der har til opgave at koordinere mellem de forskellige projektarbejdsgrupper og styregruppen. Områdeforum består af personer fra de enkelte projektarbejdsgrupper samt projektets forretningsfører (sbs Byfornyelse). Denne organisering fortsættes i det fremtidige arbejde med den helhedsorienterede byfornyelse af Ydre Vesterbro, idet projektarbejdsgrupperne suppleres med eksterne rådgivere samt relevante personer fra Vej & Parks fagkontorer og projektets forretningsfører (SBS Byfornyelse).

 

Der er blandt kvarterets beboere en erkendelse af at den økonomi, der er til rådighed, ikke er tilstrækkelig til at gennemfør alle visionsplanens enkeltelementer, og der vil derfor ske en udvælgelse blandt projekterne og blive foretaget prioriteringen ud fra vurderinger af, hvorledes den samlede byrumskvalitet optimeres inden for den økonomi der er til rådighed. Prioriteringen vil blive foretaget af styregruppen på baggrund af indstillinger fra Områdeforum og projektarbejdsgruppen. Enkeltprojekterne der udarbejdes skal myndighedsgodkendes i forvaltningerne efter sædvanlig procedure. Med udgangspunkt i visionsplanens angivelser fremlægges de konkrete projekter til beslutning i Teknik- og Miljøudvalget inden de igangsættes i Byfornyelsesområdet.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Miljø - og Teknikforvaltningens positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål: Anvendelse af langtidsholdbare materialer, som forefindes i rigelige mængder, etablering af grønt miljø og sikring af gode vækstbetingelser, recirkulering af vand samt minimering af el forbrug. Enkeltprojekterne i Visionsplanens gennemførelse lever op til miljøkravene i folderen: "Miljøorienteret Byfornyelse og Nybyggeri". Herudover tilføres kvarteret en forbedret lyskvalitet og hermed en øget tryghed for kvarterets beboere. Det vurderes således ikke, at der er miljømæssige konsekvenser udover de, der normalt er i forbindelse med anlægsarbejder.

 

Høring

Visionsplanen er udviklet i et samarbejde med kvarterets borgere og er godkendt på et borgermøde.

 

Økonomi

Byfornyelsesprogrammet, der er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem de nedsatte projektarbejdsgrupper og styregruppen, opstiller følgende overordnede budget for den samlede helhedsorienterede byfornyelsesindsats i området:

Trafik og bymiljø:                                                          kr.   7.175.000

3D-visualisering:                                                            kr.      550.000

Sociale og kulturelle forhold:                                        kr.      575.000

Erhverv:                                                                         kr.      600.000

Tværgående projekter og program:                              kr.   1.100.000

I alt:                                                                               kr. 10.000.000

Den foreliggende Visionplan omfatter posterne "Trafik og miljø" . Det er forudsætningen for Visionsplanens realisering at de enkeltprojekter som udvælges til gennemførelse økonomisk kan holde sig indenfor et samlet budget på 7.175.000 kr.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Visionsplan: Trafik og Byrumsplan for Ydre Vesterbro

 

 

Ole Bach


 

Til top