Ekspropriation af arealer ved anlæg af tilkoblingsanlæg til Nordhavnsvej
Teknik- og Miljøudvalget skal tage endelig stilling til permanente og midlertidige ekspropriationer i forbindelse med tilkoblingsanlægget i Strandvænget.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at iværksætte permanente og midlertidige ekspropriationer, jf. bilag 2, som følge af Borgerrepræsentationens beslutning om at etablere tilkoblingsanlægget til Nordhavnsvej.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 18. juni 2014 at etablere tilkoblingsanlægget til Nordhavnsvej. Dette medfører, at der skal foretages midlertidige og permanente ekspropriationer i Strandvænget og på DSB Helgoland.
Endvidere besluttede Borgerrepræsentationen den 13. november 2014 at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at træffe den endelige beslutning om ekspropriation i Strandvænget for etablering af tilkoblingsanlægget, jf. vejlovens § 49.
Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemført åstedsforretning den 1. oktober 2014 (bilag 14), hvor forvaltningen redegjorde for omfanget af de påtænkte ekspropriationer, og hvor de berørte ejere fik mulighed for at komme med bemærkninger, jf. bilag 1a og 1b. På den baggrund fremlægges forvaltningens indstilling om permanente og midlertidige ekspropriationer til udvalgets beslutning.
Løsning
Etableringen af tilkoblingsanlægget gør det nødvendigt at foretage en række ekspropriationer, jf. bilag 2. Det er nødvendigt at gennemføre ekspropriationer i forbindelse med etablering af jordankre både under Helgoland og under ejendommene i Strandvænget. Jordankrene sikrer stabiliteten af byggegruben, indtil tunnelen er støbt.
Herudover har HOFOR en kloakledning liggende i Strandvænget, som skal flyttes på grund af vejprojektet. Da det ikke har været muligt at finde en anden placering, og da ledningen er en nødvendig del af naboernes forsyning, vil en konsekvens af projektet være, at et areal i forhaverne/indkørslerne skal eksproprieres permanent til ledningsservitut og midlertidigt til arbejdsareal mv.
Københavns Kommune har allerede et tinglyst vejudlæg på ca. 3,5 meter af grundene langs Strandvænget, som giver Københavns Kommune mulighed for at overtage arealet. Der skal lægges en ledning ned i forhaverne/indkørslerne på Strandvænget 5, 7 og 9. Forvaltningen vil derudover i videst muligt omfang forsøge at undgå at berøre forhaver og indkørsler på Strandvænget. Beboerne med berørte forhaver/indkørsler vil kunne benytte området, dog med visse begrænsninger, som bl.a. højden på træer m.m.
Servitut om ledningsanlæg vil alene blive tinglyst på de ejendomme, hvor ledningen bliver lagt ind i forhaven/indkørslen. Servitut om ledningsanlæg skal blandt andet sikre, at HOFOR har adgang til ledningen i fremtiden.
Endvidere vil etablering af byggegruben og den nye overfladeløsning i Strandvænget medføre permanente og midlertidige ekspropriationer på DSB’s område på Helgoland. De midlertidige ekspropriationer omfatter bl.a. et arbejdsareal, og at et opstillingsspor ikke kan anvendes i en periode på op til 6 måneder, mens byggegruben etableres. De permanente ekspropriationer omfatter bl.a. arealafståelse (bilag 3, gul farve) på ca. 450 m2 i forbindelse med tunnelanlæg samt en rådighedsindskrænkning på ca. 940 m2, idet der pålægges servitut for at sikre, at den del af Nordhavnsvej, der er beliggende som tunnel under ejendommen, er offentlig vej. Derudover pålægges en servitut om jordankre og adgangsforhold m.m. (bilag 4).
Der har været afholdt åstedsforretning 1. oktober 2014. Deludskrifter af ekspropriationsprotokollen er vedlagt som bilag 1a og 1b. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler på denne baggrund, at der træffes afgørelse om permanente og midlertidige ekspropriationer af de berørte arealer.
Følgende har fremsat indsigelser mod ekspropriationen:
- Ejerne af Strandvænget 11, 2100 København Ø (bilag 5a og 5b).
- Ejerne af Strandvænget 5, 7 og 9, 2100 København Ø (bilag 6).
- DSB Ejendomme, Bygherre (bilag 7).
Indsigelserne fra ejerne af Strandvænget 5, 7, 9 og 11 går primært på, om der er andre placeringsmuligheder til kloakledningen end på deres ejendom. Indsigelserne fra DSB Ejendomme, Bygherre, går primært på begrænsningen af den interne trafik på området og i adgangsforholdene til ejendommen.
Forvaltningen er af den opfattelse, at det anførte i indsigelserne ikke kan føre til, at beslutning om ekspropriation ikke skal gennemføres, idet ekspropriationerne er alt afgørende for realiseringen af projektet. Der henvises til de konkrete begrundelser, der fremgår af udkast til afgørelse (bilag 8-13).
Liste over arealer, der eksproprieres, fremgår af bilag 2.
Økonomi
Udgifterne til ekspropriation er dækket af den samlede bevilling til Nordhavnsvej og udgiftsføres på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling ordinær anlæg, funktion 2.28.22.3 (Vejanlæg).
Videre proces
Når afgørelsen om ekspropriation er truffet af Teknik- og Miljøudvalget, vil der blive sendt brev ud til ejerne herom (bilag 8-13). Beslutningen om ekspropriation kan påklages til Vejdirektoratet. Der en klagefrist på 4 uger efter modtagelse af ekspropriationsbeslutningen. Såfremt Vejdirektoratet ikke tillægger klagen opsættende virkning, vil ekspropriationen herefter blive effektueret.
Pernille Andersen
/ Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 24. november 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.