Mødedato: 24.10.2007, kl. 15:00

Spildevandsplan 2008

Spildevandsplan 2008

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 24. oktober 2007

 

 

Sager til beslutning

 

20.      Spildevandsplan 2008

TMU 534/2007  J.nr. 2007-47863

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Spildevandsplanen er kommunens langsigtede plan for udvikling af området, og fastlægger retningslinier for investeringerne på spildevandsområdet. Før planen fremlægges til politisk godkendelse, skal den sendes i offentlig høring.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

1.      at Teknik- og Miljøudvalget sender Forslag til Spildevandsplan 2008 i offentlig høring, således at planen kan fremlægges til politisk behandling i foråret 2008 sammen med resultaterne af høringen.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober 2007

Godkendt

 

 

Problemstilling

Spildevandsplanlægning er en kommunal opgave, og spildevandsplanen er den sektorplan, der danner rammen for indsatsen i de kommende år. Spildevandsplanen omhandler udelukkende de offentlige spildevandsanlæg. Planen indeholder således ikke tiltag for de kloakker, der er ejet af kommunen, men som har status som private spildevandsanlæg (fx stikledninger til kommunale institutioner).

Med det fremlagte forslag til Spildevandsplan 2008 vil Københavns Kommune yde den nødvendige og rettidige indsats på spildevandsområdet i relation til Miljømålsloven, i forhold til Københavns Agenda-21 og for vandområdernes tilstand og rekreative anvendelse.  

 

Løsning

Københavns spildevandsplanlægning har som overordnet mål at sørge for en sikker bortskaffelse af byens spildevand og regnvand sådan, at miljøet ikke udsættes for skadelige påvirkninger, at bæredygtighed efterleves i videst muligt omfang samt at der ikke opstår risiko for kloakarbejdernes eller borgernes sundhed. For at det overordnede mål kan overholdes, er der fortsat behov for investeringer i kloaksystemet. Spildevandsplan 2008 følger den sikre kurs, der er blevet udstukket og fulgt med de foregående spildevandsplaner.

Spildevandsplanen beskriver tiltag indenfor nykloakering, fornyelse, arbejdsmiljø, risikoreducerende foranstaltninger og vandmiljø.

Nykloakering

Nykloakering sker i takt med byudviklingen. De nykloakeringsområder, der er medtaget i spildevandsplanen, er udpeget på grundlag af kommuneplanen og lokalplanlægningen. Som overordnet princip gælder, at det tilstræbes at indføre LAR-principper i nybyggeri (Lokal Afledning ad Regnvand). Der vil blive taget højde for klimaændringer og øget befæstelse ved at skærpe sikkerhedsfaktoren for dimensioneringen. Københavns Kommune vil vurdere anvendelsen af alternative kloakeringsprincipper som f.eks. det trestrengede princip ved nykloakeringer. Det trestrengede princip afprøves i øjeblikket i Ørestad og handler at lede 1) det rene overfladevand fra tage, grønne områder og lign. direkte til vandområderne og 2) det "sorte" spildevand til kloakken, mens 3) vejvandet ledes gennem et særligt rensningssystem som kan fjerne olierester og andre skadelige stoffer før vandet ledes videre til vandområderne. Kloakforsyningen har fastlagt betingelser, for at private kloakker kan overtages, og der indføres en maksimale afledningsmængde ved nykloakeringer.

Fornyelse

Målet med fornyelsen er at opretholde kloaksystemets funktion og at imødegå kapacitetsproblemer. Som grundlag for fornyelsen af hovedledninger, stikledninger, bygværker og bassiner samt mekaniske anlæg ligger blandt andet en fornyelsesplan udarbejdet af KE. Ved udgangen af 2009 er fornyelsesefterslæbet indhentet, og herefter vil fornyelsen overgå til normal vedligeholdelse. Der er afsat midler til forsøg med rottespærrer i stik, hvor de beviseligt generer.

Arbejdsmiljø

For at sikre et godt arbejdsmiljø omfatter Spildevandsplanen tiltag, således at ophold i kloak, tunge løft og manuel oprensning af bassiner og åbne afløbskanaler minimeres.

Der etableres flere, mere effektive automatiske skyllesystemer og større sikkerhed på riste.

De rekreative og hygiejniske tiltag styrkes ved, at de sidste åbne spildevandskanaler lukkes. Det gælder afløbskanalerne Spangen og Dæmningen ved Harrestrup å og Gåsebækrenden ved Valbyparken.

Spildevandskvalitet og -mængde

Spildevandsplan 2008 indeholder flere initiativer til rensning af spildevand f.eks., "De grønne renseanlæg i Ørestad" og "UV-anlægget ved Svanemøllebugten". Viser metoderne resultater, som Københavns Kommune kan godkende, indeholder Spildevandsplanen mulighed for implementering af metoderne. Alternativt kan andre tilsvarende rensemetoder implementeres. Endvidere ligger Spildevandplanen op til nyttiggørelse af rent regnvand til rekreative formål eller nedsivning samt til at imødegå nedbørsændringer f.eks. som følge af klimaændring.

Det sikres endvidere, at etablering af nye byområder ikke overbelaster afløbssystemet og renseanlæggene ved, at der stilles krav til, at de nye byområder ikke må tilføre unødige spildevandsmængder.

Som overordnet princip gælder, at det tilstræbes at indføre LAR-principper i nybyggeri (Lokal Afledning ad Regnvand). Dette vil reducere de spildevandsmængder der tilføres kloaksystemet.

Risikoreducerende foranstaltninger

For at reducere uønskede store risici, f.eks. rørbrud i kloaksystemet, er der i Spildevandsplanen lagt op til en fortsat gennemgang af hele kloaksystemet og iværksættelse af tiltag i overensstemmelse med identificerede risici. Endvidere er der afsat midler til evt. anskaffelse af udstyr og andre ressourcer til Københavns Kommunes beredskab på spildevandsområdet.

Vandmiljø

Spildevandsplan 2008 fortsætter det langsigtede træk med optimering og udbygning af kloaksystemet for at hindre overløb til søer, vandløb, havnen og kystområder. Indsatsen begyndte for over 15 år siden. 

Spildevandspåvirkning af marine vandområder nedsættes, så kravene til badevandskvaliteten kan opfyldes i Sydhavnen inden badesæson 2010 og for Kalveboderne i 2015. Dette sker ved reduktion af overløb og bassin udvidelser eller etableringer af nye regnvandsbassiner.

 

Økonomi

Gennemførelse af de i spildevandsplanen angivne aktiviteter er budgetteret til ca. 2.165 mio. kr. over 12 år svarende 2.436 mio. kr. i løbende priser. Denne økonomi omfatter ikke udgifter og indtægter ved selve driften af kloakforsyningen.

Investeringsniveauet i Spildevandsplanen medfører en realforøgelse på KE Afløbs takster på 1,1 % årligt i forhold til taksterne for 2007.

Denne stigning vil medføre en årlig omkostning pr. lejlighed på kr. 23 og pr. villa på kr. 39 i 2008. I 2010 bliver stigningen til en årlig omkostning på hhv. kr. 73 og kr. 125 for lejligheder og villaer.

KE Afløbs takster for 2008 vedtages medio december 2007 og først her vil spildevandsplanens finansiering være afklaret. Forslaget til takster vil tage højde for Spildevandsplanens investeringer, men med forbehold for godkendelsen af Spildevandsplanen i foråret 2008.

 

Videre proces

Når sagen er behandlet i Teknik- og Miljøudvalget den 24. oktober 2007, og såfremt udvalget beslutter sig herfor, sender forvaltningen planen i offentlig høring. Denne høringsperiode forventes at forløbe i perioden fra den 24. november 2007 og til slutningen af januar 2008. I perioden februar til marts 2008 vil forvaltningen behandle og indarbejde høringssvarene. Planen og resultaterne af høringen forventes fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i marts 2008. Den godkendte Spildevandsplan forventes trykt og udsendt i april 2008.

 

Bilag

1.      Spildevandsplan

2.      Faktaark

 

 

Hjalte Aaberg                                         Jon Pape


 

Til top