Mødedato: 24.10.2007, kl. 15:00

Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet

Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. oktober 2007

 

 

Sager til beslutning

 

14.      Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet

TMU 554/2007  J.nr. 2007-65528

 

 

 

Udvalget skal godkende forslag til program for den internationale idékonkurrence om Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet, hvor 12 teams skal komme med forslag til områdets fremtidige fornyelse og renovering.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget (TMU) godkender,

1.                  at det foreslåede program (jf. bilag 1) anvendes som konkurrenceprogram for idékonkurrencen om Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet

 

 

 

Problemstilling

TMU godkendte den 28. februar 2007 (TMU 114/2007) projektplanen for fornyelsesprojektet vedr. Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet herunder, at der afholdes en international idékonkurrence for at få forslag til områdets fremtidige udformning. Det foreslåede konkurrenceprogram (bilag 1) beskriver mål, krav og ønsker til området i fremtiden. Der er afholdt prækvalifikation, og de 12 teams, der skal deltage i konkurrencen, er udvalgt (jf. efterretningsnotat af den 12. september 2007).

 

Løsning

Nedenfor gennemgås hovedpunkterne i konkurrenceprogrammet for Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet. Konkurrenceprogrammet er vedlagt i sin helhed som bilag 1.

 

Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet har med sin centrale placering en særlig betydning i byen. Fornyelsen af området tager udgangspunkt i Handlingsplan for Københavns Byrum, og skal være med til at understøtte København som international metropol - ikke ved at ligne andre storbyer, men ved at fremhæve byens egne kvaliteter. Projektet skal - ved at styrke den lokale karakter og tilføre nyt - give området sin helt egen identitet.

 

Ønskerne for projektområdets fremtid er talrige, og på mange måder kontrastfyldte. Det betyder, at projektet skal indeholde mange muligheder, stor variation og høj grad af fleksibilitet. Området skal rumme mange funktioner, og ikke mindst være modtageligt overfor, at behovene kan ændres med tiden. Projektet skal således være med til at styrke et mangfoldigt byliv i Indre By, dag og aften, sommer og vinter.

 

Hovedvægten i projektet skal med hensyn til økonomi og detaljeringsgrad lægges på pladserne (Kultorvet, Hauser Plads og pladserne omkring Trinitatis Kirke). For Købmagergade og Frederiksborggades vedkommende søges en enkel løsning med relativt lave anlægsomkostninger, mens der på pladserne ønskes en mere bearbejdet løsning og en højere kvalitet i materialevalget. Projektet skal baseres på en optimal balance mellem pris og kvalitet.

 

Kultorvet skal i højere grad markere sig som en plads, både rumligt og i forhold til brugernes adfærd. Pladsen skal kunne anvendes til mange forskellige formål, og skal nærmest ses som et scenegulv i byen, hvor mange både planlagte og spontane aktiviteter kan foregå.

 

Hauser Plads skal genfinde sin funktion og identitet som en 'rigtig' plads, samtidig med at den bevarer sit nuværende præg af at være en oase, der ligger gemt lidt af vejen. Gaderne, Hausergade og Pustervig, kan omlægges til gågader, og der skal fortsat være en legeplads.

 

Trinitatispladsen (arealerne omkring Trinitatis Kirke og Rundetårn fra Regensen til Pilestræde) skal i højere grad udgøre et samlende byrum, forstået således, at man opnår sammenhæng mellem de fragmenterede delområder, der i dag omgiver Rundetårn og Trinitatis Kirke.

 

I projektet ønskes nye ideer til udformning og organisering af Købmagergade og Frederiksborggade. Det skal fortsat være muligt for butikkerne at udstille varer i gaderne, og der skal være plads til stadepladser, pølsevogne, cykelstativer og meget andet, men der ønskes mere orden og klarere organisering af gaderummene. Organiseringen skal foretages med en balance mellem orden og variation, således at ordenen ikke umuliggør små individuelle tiltag og særlige kendetegn.

 

Købmagergade og Frederiksborggade er derudover udpeget som en af tre tilgængelighedsruter igennem Indre By. Det betyder, at hele strækningen fra Nørre Voldgade til Amagertorv skal være fuldt tilgængelig for alle. Projektet skal generelt og ved enkeltelementer anvise, hvordan der skabes tilgængelighed for bevægelses- og synshandicappede. Det vurderes dog ikke for muligt at skabe fuld tilgængelighed til alle butikker.

 

Udover det indstillede program vil det samlede konkurrencemateriale indeholde følgende:

-     Tillæg A: Eksisterende og historiske forhold,

som beskriver områdets udvikling, nuværende udformning, udstyr, funktioner mv.

-     Tillæg B: Tekniske og funktionelle forhold,

som beskriver de nøjere tekniske krav til projektets udformning.

-     Bilag,

herunder diverse kortbilag, digitalt kortmateriale, digital 3D model, links til diverse standarder mv.

 

Økonomi

Borgerrepræsentationen (BR) bevilgede den 25. januar 2007 (BR 21/07) 1,5 mio. kr., og godkendte samtidig, at forvaltningen tog imod en donation på 1,5 mio. kr. fra Knud Højgaards Fond til gennemførelse af projektudviklingen frem til afslutning af idékonkurrencen. Der søges ikke om yderligere bevilling på nuværende tidspunkt.

 

Der blev i forbindelse med kommunens budgetforlig 2007 afsat i alt 40 mio. kr. til fornyelsen af Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet. Den øvrige finansiering forudsættes dækket af donationer.

 

Videre proces

Såfremt udvalget godkender programmet, udskrives konkurrencen primo november 2007. Konkurrencen inkl. bedømmelsesperiode forventes afsluttet i april 2008, hvor resultatet vil blive offentliggjort. Efterfølgende vil forvaltningen indstille det vindende forslag til udvalget. Såfremt forslaget godkendes, og der gives bevilling til den videre bearbejdning, udarbejdes et projektforslag, som vil blive indstillet til udvalgets godkendelse. Herefter igangsættes detailprojektering mv. Der vil blive søgt anlægsbevilling på baggrund af licitation, som er planlagt afholdt i foråret 2009.

 

Bilag

1.      Fortroligt: Forslag til konkurrenceprogram for Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet.

 

 

 

Hjalte Aaberg                                         Torben Gleesborg



 

Til top