Mødedato: 24.08.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Nedgravede affaldsløsninger - hjemmel efter råden over vej

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en formel ændring af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. maj 2015 om etablering af nedgravede affaldsløsninger efter gæsteprincippet.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget, 

  1. at beslutningen på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. maj 2015 om, at der gives mulighed for nedgravede beholdere til affald fra etageboliger på offentligt areal ændres fra:

    ”at tillade affaldsløsninger på offentlige arealer efter det almindelige gæsteprincip”

    til:

    ”at tillade affaldsløsninger på offentlig vej efter vejlovens § 80 stk.1, nr. 1, under råden over vejareal”.

Problemstilling

Den 18. maj 2015 behandlede Teknik- og Miljøudvalget et medlemsforslag fra Enhedslisten om nedgravede affaldsløsninger. Udvalget vedtog på mødet et ændringsforslag, der præciserede, at tilladelser til placering af affaldsanlæg på offentlige arealerne skal ske ved at anvende gæsteprincippet. Dette har efterfølgende vist sig ikke at være i overensstemmelse med intentionerne og retspraksis bag gæsteprincippet, hvorfor beslutningen ikke kan anvendes administrativt.

Forvaltningen foreslår derfor en rent teknisk ændring af beslutningen, så tilladelser til nedgravede affaldsløsninger kan besluttes og gives med den korrekte hjemmel i vejloven.

Ændringen er dermed alene af teknisk karakter og sikrer, at det, Teknik- og Miljøudvalget ønskede at tillade med sin beslutning den 18. maj 2015, virkeliggøres.

Løsning

Forvaltningen anbefaler at give tilladelsen efter ”Råden over vej”, Vejlovens § 80, LOV nr. 1520 af 27. december 2014 (trådt i kraft 1. juli 2015).

Genstande m.v. på vejarealet

§ 80. Det offentlige vejareal kan med vejmyndighedens tilladelse anvendes til
1) varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, reklamer, hegn el.lign.,

I bilag 1 redegøres for praksis og fremgangsmåden i sager om nedgravede beholdere til affald, herunder hvordan bestemmelsen om særlig råden over vej kan anvendes i forbindelse med tilladelser til placering af affaldscontainere på vejareal.

Alle ansøgninger vil blive behandlet ud fra en konkret vurdering af projektet og det vejanlæg, det ønskes placeret i. Hvis forvaltningen vurderer, at der er fysisk plads til anlægget på et offentligt areal, fremlægges projektet til beslutning i Teknik- og Miljøudvalget, jf. beslutning herom på udvalgsmødet 18. maj 2015.

I bilag 2, der handler om gæsteprincippet i forhold til nedgravede affaldsbeholdere, redegøres der nærmere for, at gæsteprincippet ikke kan anvendes til private affaldssystemer, da gæsteprincippet kun omfatter forsyningsledninger, der indgår i et kollektivt net, som fx ledninger til el, varme, gas, kloak, fibernet mv. Dette notat er tidligere lagt på TMU-portalen den 25. juli 2015.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, administrerer forvaltningen ansøgninger om nedgravede affaldsløsninger i overensstemmelse med vejloven.

Pernille Andersen                                    
                            / Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 24. august 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top