Forslag til ny Restaurations- og Nattelivsplan 2025
Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget forelægges udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 til førstebehandling for at sende det i offentlig høring.
Udkastet til planen er udarbejdet i samarbejde med Nattelivsudvalget, som har rådgivet forvaltningen i processen. Udkastet afspejler Nattelivsudvalgets anbefalinger og bygger i vidt omfang videre på de konkrete initiativer og tiltag, der er iværksat med udgangspunkt i den gældende plan (2021). Det gælder også en videreførelse af et partnerskab for nattelivets aktører. Imidlertid er det Kultur- og Fritidsforvaltningens anbefaling, at det overvejes at erstatte Nattelivsudvalget med et mere operationelt partnerskab, der kræver færre ressourcer.
Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 indeholder oplæg til en fælles vision for nattelivet, miljøplan og en restaurationsplan gældende for perioden 2026-2029.
Finansiering af initiativerne i planen vil indgå i forhandlingerne om Budget 2026.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 sendes i offentlig høring i otte uger.
Problemstilling
Københavns Kommunes gældende restaurations- og nattelivsplan (2021), bilag 1, udløber ved udgangen af 2025. På den baggrund skal der vedtages en revideret plan inden udgangen af 2025. Udkastet til planen er disponeret i tre dele, som består af en vision, en miljøplan og en restaurationsplan.
Første udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025, gældende for perioden 2026-2029, fremgår af bilag 2. Visionen vedrører begge forvaltningers ressort. Miljøplanen hører under Teknik- og Miljøforvaltningen og restaurationsplanen hører under Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Løsning
Københavns Nattelivsudvalg har medvirket i udviklingen af udkastet til den reviderede nattelivsplan, se bilag 3. Der er i arbejdet med planen taget højde for politiske beslutninger i perioden, erfaringer fra arbejdet med den gældende plan (2021), undersøgelsesarbejde 2022-2024 samt resultater fra et større ungeinddragelsesprojekt i 2024. Af bilag 4 fremgår en oversigt og beskrivelse af det relevante materiale. I januar 2025 er der derudover udarbejdet en undersøgelse af det kulturbårne natteliv i København (se bilag 5).
Forvaltningen afrapporterer årligt på restaurations- og nattelivsområdet. Afrapporteringen for 2024 fremgår af bilag 6. Rapporten skal endeligt godkendes i Nattelivsudvalget den 20. februar 2024. Denne viser, at størstedelen af initiativerne fra den nuværende plan er implementeret eller afsøgt. Af bilag 7 fremgår desuden en status på arbejdet i Nattelivsudvalget 2022-2024.
Udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025
Udkastet til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 er i vidt omfang en videreførelse af den gældende plan fra 2021, samtidig med at udkastet bygger videre på forvaltningernes erfaringer fra arbejdet med restaurations- og nattelivsområdet i perioden 2022-2025, jf. bilag 4. Dette har givet kommunen et stærkere grundlag for at administrere nattelivet, både i forhold til at justere eksisterende indsatser og udvikle nye målrettede tiltag.
Mens Restaurations- og Nattelivsplan 2021 primært fokuserede på at skabe en by i balance og havde et generelt fokus på at afhjælpe de negative konsekvenser af nattelivet, har Restaurations- og Nattelivsplan 2025 fokus på at skabe en langsigtet og bæredygtig udvikling af nattelivet. Undersøgelser fra perioden 2022-2025 viser en generel tilfredshed med byens natteliv, men også betydelige forskelle i oplevelsen af nattelivets gener i de lokale bymiljøer (bilag 4, Epinion 2024). Som konsekvens lægges der i udkastet op til, at indsatsen mod gener er mere operationelt målrettet og forebyggende. Dette skal bl.a. ske gennem en videreførelse af de lokale indsatsgrupper, som gennem dialog med beboere og restauratører i lokalområdet, samt relevante myndigheder m.fl. finder lokale løsninger på lokale udfordringer.
Restaurations- og Nattelivsplan for 2025 lægger vægt på fortsat at skabe trygge og ansvarlige rammer for festen. En undersøgelse af unges holdninger til nattelivet viser, at diskrimination og grænseoverskridende adfærd fortsat udgør et problem (bilag 4, Hørt Ungdom 2024). Samme undersøgelse peger på, at unge efterspørger et natteliv, hvor oplevelser og kultur er i centrum, og hvor fællesskab og alkoholfrie alternativer spiller en større rolle. Derfor understøtter planen et natteliv, hvor alkohol ikke er omdrejningspunktet og et fortsat fokus på udbredelsen af det kulturbårne natteliv.
Videre proces for Nattelivsudvalget
Et centralt element i Restaurations- og Nattelivsplan 2025 er at sikre et fælles ansvar for nattelivets udvikling. Det foreslås derfor, at der etableres et operativt partnerskab for nattelivets aktører, som får til opgave at håndtere konkrete indsatser og tiltag i nattelivet.
Sekretariatsbetjeningen af det nuværende Nattelivsudvalg (som særligt udvalg) er ressourcetungt, og Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikkefået bevilling til denne opgave. For det andet har Nattelivsudvalgets arbejde i den seneste periode bidraget med et solidt vidensgrundlag og skabt en klar retning for nattelivets udvikling, jf. Bilag 7. På den baggrund kan det overvejes at erstatte det nuværende partnerskab (Nattelivsudvalget) med en mindre formel og ressourcetung partnerskabsmodel.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget kan beslutte ændringer i forhold til indholdet i Restaurations- og Nattelivsplan 2025. De ønskede ændringer vil herefter blive præsenteret i det andet udkast til planen efter høringsperioden.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Finansiering af indsatserne i Restaurations- og Nattelivsplan 2021 udløber med udgangen af 2025. Finansiering af initiativerne i Restaurations og Nattelivsplan 2025 vil derfor indgå i forhandlingerne om Budget 2026.
Videre proces
Efter førstebehandling af udkast til Restaurations- og Nattelivsplan 2025 sendes udkastet i offentlig høring i otte uger. Fagudvalgene forelægges forventeligt høringsmaterialet samt fornyet udkast til andenbehandling i maj 2025 inden endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen.
Søren Wille Mikkel Boje