Mødedato: 24.02.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om at statue af Anker Jørgensen forbliver på Anker Jørgensens Plads

Se alle bilag

 

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at den opstillede Anker Jørgensen statue forbliver på det nuværende sted, på Anker Jørgensens Plads.

                       (Stillet af Dansk Folkeparti)

Motivering

Dansk Folkeparti foreslår, at det godkendes, at den opstillede Anker Jørgensen statue forbliver på det nuværende sted på Anker Jørgensens Plads.  Der er sket en formel lille fejl fra initiativtagerne, men Dansk Folkeparti mener ikke, at fejlen skal betyde, at der går al den tid før Teknik- og Miljøudvalget får forelagt en formel indstilling. Dansk Folkeparti ønsker derfor med dette medlemsforslag at få afsluttet sagen nu således, at den destruktive debat om Anker Jørgensen-statuen kan stoppes, og så udvalget kan tilbagevise kritikken fra “Rådet for visuel kunst”, som vil have en statue af Anker Jørgensen, med et andet kunstnerisk udtryk. 

Dansk Folkeparti mener, at den nuværende statue af Anker Jørgensen er den helt rigtige. Den er ægte og viser nøjagtig Anker, som Anker var.

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 24. februar 2020

Medlemsforslaget blev godkendt med 6 stemmer mod 1. 4 undlod at stemme.

For stemte: A, C, I og O.

Imod stemte: Å.

Undlod at stemme: B, F og Ø.

 

Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Enhedslisten, og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Det bemærkes, at opstilling af statuer, kunst m.v. i byrummet skal opfylde betingelserne i administrationsgrundlaget.”

 

Alternativet, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne kan ikke stemme for forslaget, idet monumentet er opstillet uden forudgående tilladelse ud fra de normale procedurer. Monumentet blev indviet på trods af, at initiativgruppen var klar over, at dette var ulovligt opstillet. Både Lokaludvalget og Rådet for Visuel Kunst har kritiseret handlingsforløbet.” 

Til top