Mødedato: 24.01.2007, kl. 15:00

Stengade

Se alle bilag

Stengade

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. januar 2007

 

 

Sager til beslutning

 

13.      Stengade

 

TMU  28/2007  J.nr. 21219.0020/03

 

 

 

På baggrund af foretagne tællinger skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til yderligere tiltag med henblik på at sikre, at indkørselsforbudet til Stengade respekteres.

 

BESLUTNING

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

 

1.      at Teknik- og Miljøudvalget tager de foretagne tællinger i Stengade til efterretning jf. bilag 4

2.      at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at skiltningen af indkørselsforbudet i Korsgade suppleres med henholdsvis højre- og venstresvingsforbud, så det bliver endnu tydeligere, at man ikke må køre ind i Korsgade fra Griffenfeldsgade

3.      at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at der gennemføres partshøring med Rud. Rasmussens Snedkerier med henblik på gennemførelse af de foreslåede ændringer

4.      at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at der afmærkes busbane i Stengade på strækningen mellem Nørrebrogade til ind- og udkørslen fra parkeringspladsen ved Baggesensgade, idet det da er forudsat, at aftalen med snedkeriet om undtagelse fra forbud mod kørsel til virksomheden fra Nørrebrogade til Stengade annulleres

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. januar 2007

 

Sagen blev udsat

 

 

 

PROBLEMSTILLING

Tællingerne i 2006 viser, at der kører omkring 3500 køretøjer i Stengade. Krydstællingen i Stengade/Korsgade viser, at venstresving foretages af knap 500 biler, som har kørt ulovligt gennem busbanen i Korsgade. Sammenholdt med nummerpladeanalysen vurderes godt halvdelen af disse som gennemkørende til Nørrebrogade. Indkørselsforbudet ved Nørrebrogade undtager ærindekørsel til Rud. Rasmussens Snedkerier med undertavlen "ærindekørsel til Nørrebrogade 45A-45D undtaget". Forbud med denne type undtagelser er erfaringsmæssigt meget vanskelige at få respekteret og overholdt. Nummerpladeanalysen har da også registret ca. 1400 køretøjer, der kører ulovligt ind i Stengade fra Nørrebrogade.

 

LØSNING

Skiltningen af indkørselsforbudet i Korsgade suppleres med henholdsvis højre- og venstresvingsforbud, så det bliver endnu tydeligere, at man ikke må køre ind i Korsgade fra Griffenfeldsgade. Hvis dette forbud blev overholdt, vurderer forvaltningen, at det vil nedbringe antallet af køretøjer i Stengade med omkring 300 pr. dag.

Forvaltningen anbefaler, at der igangsættes en partshøring af Rud. Rasmussens Snedkerier, for at kunne annullere aftalen om undtagelse fra indkørselsforbudet. Forvaltningen vurderer ikke, at indkørselsforbudet fra Nørrebrogade kan overholdes, hvis undtagelsen til Rud. Rasmussens Snedkeriers parkeringsplads, som i øvrigt kun må benyttes af medarbejdere, varelevering og kunder, skal opretholdes. Undtagelsen skaber uklarheder og "lokker" bilister til at køre ind i Stengade. Det er ikke muligt at opsætte en tydelig skiltning i Nørrebrogade, så længe undtagelsen også skal fremgå. Forvaltningen vurderer, at ændringen kan gennemføres, så kørende til Rud. Rasmussens Snedkeriers parkeringsplads fremover må køre ind via Pebling Dossering og Baggesensgade ligesom andre til Stengade. Forvaltningen vurderer, at dette vil nedbringe antallet af biler i Stengade med ca. 600 pr. dag. Projektet vil dermed opfylde intentionerne.

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget vælger at annullere undtagelsen til snedkeriet, anbefaler forvaltningen, at der afmærkes busbane i Stengade på strækningen mellem Nørrebrogade til ind- og udkørslen fra parkeringspladsen ved Baggesensgade. Der bliver påbudt ligeud kørsel i signalreguleringen for Nørrebrogade, og linserne i signalet skiftes til ligeud pile. På den måde bliver det meget tydeligt, at man ikke må køre ind i Stengade, og forbudet bliver dermed lettere at håndhæve og få respekteret.

Stengade blev efter ombygningen skiltet til en maksimal tilladt hastighed på 40 km/t, og løsningen har haft en særdeles positiv effekt på hastighedsniveauet. Resultatet af hastighedsmålingerne viser, at gennemsnitshastigheden ligger afhængigt af retning på henholdsvis 22,7 km/t og 24,8 km/t.

85% af trafikanterne kører under 35 km/t jf. bilag 8.

 

ØKONOMI

De foreslåede justeringer vurderer forvaltningen vil koste omkring 50.000 kr., som foreslås finansieret af Vej & Parks driftsmidler.

 

VIDERE PROCES

De foreslåede tiltag kan udføres, så snart der er truffet beslutning om det. Forvaltningen vil forsat følge trafikudviklingen, og vil foretage krydstællinger igen medio 2007. I efteråret 2009 skal projektet evalueres, og i den forbindelse vil der også blive gennemført krydstællinger. Forvaltningen vil til den tid ligeledes udarbejde en uheldsanalyse, for at vurdere effekten af bump og indsnævringer.

Data fra de faste tællespoler vil løbende blive gjort tilgængeligt på projektets hjemmeside.

 

 

BILAG

Bilag 1 - Nummerplade analyse december 2006

Bilag 2 - Høring politi og HUR

Bilag 3 - Historik

Bilag 4 - Tællinger, trafikudvikling m.v.

Bilag 5 - Tællinger og hastighedsmåling oktober 2006

Bilag 6 - Krydstællinger oktober 2006

Bilag 7 - Tællinger og hastighedsmåling november 2006

Bilag 8 - Hastighedsmålinger

 

Ole Bach



 

Til top