Mødedato: 23.11.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Nye belægninger på den røde plads i Superkilen, Nørrebro

Se alle bilag

De nuværende belægninger på den røde plads i Superkilen skal udbedres, og der skal tages stilling til forslag om en ændret belægning.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1. at den firefarvede belægning på den røde plads udskiftes med en ensfarvet rød asfaltbelægning. 

Problemstilling

I Budget 2009 (BR 9. oktober 2008) (A, C, O og V) blev der afsat 58,8 mio. kr. til Superkilen. Ved overførselssagen 2013- 2014 ”En by der virker” (A, B, F, O og Ø) blev der afsat yderligere 11 mio. kr. til blandt andet at udbedre de glatte og falmede røde belægninger i Superkilen.

Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt mulige måder at udbedre belægningen og fremlægger her forslag til en løsning inden for den afsatte ramme.

Løsning

Den røde plads blev indviet i forsommeren 2012 sammen med resten af Superkilen. Ideen med mønsteret/designet i belægningerne er at indrette pladsen i forskellige rum og funktioner, såsom plads til arrangementer, p-pladser, café-område og sportsbane. Superkilen har vundet flere priser for sit design bl.a. "red dot award: product design 2013" og ”Civic Trust Award”.

Allerede før indvielsen blev det konstateret, at de røde belægninger på pladsen især i vådt føre ikke havde tilstrækkelig friktion. Belægningerne er tillige falmet. Bilag 1 viser belægningerne i 2012 og 2014, og hvor meget farverne på belægningerne er falmet.

Forvaltningen har hen over efterår og vinter 2014/2015 testet tre typer af belægning, som forventedes at kunne imødekomme den oprindelige designmæssige idé med fler-farvelægning af pladsen og samtidig kunne overholde tekniske krav til blandt andet tilstrækkelig friktion, farveægthed og arbejdsmiljø, jf. bilag 2. Arbejdsmiljø vedrører primært isocyanater, som er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer på grund af dets mulige kræftfremkaldende virkning. Isocyanater kan gendannes, hvis belægningen opvarmes f.eks. ved skæring/fræsning og derved udgøre en arbejdsmiljømæssig risiko.

Forvaltningen har testet: termoplast indfarvet i de fire oprindelige røde nuancer, PU-belægning (polyurethan, der er et plastlignende materiale) indfarvet i fire røde nuancer og indfarvet kunstgræs. Efter afslutning af testperioden har det imidlertid vist sig, at ingen af de nævnte belægninger opfylder alle de stillede krav, jf. bilag 2.

Det har således ikke været muligt at finde et alternativ til de fire-farvede, røde belægninger, der kan afspejle det nuværende mønsterdesign og samtidig opfylde kravene til friktion, farveægthed og arbejdsmiljø. Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller derfor, at der på den røde plads udlægges rød ensfarvet asfalt. Asfalten kan anlægges inden for den afsatte økonomiske ramme og er et velkendt produkt både i forhold til udlægning, drift og vedligehold. Anlæggelse af rød asfalt har tillige den fordel, at den ikke bliver glat og ikke indeholder skadelige stoffer.

Ulempen ved valg af indfarvet asfalt er, at den røde farve vil falme i løbet af få år, og pladsen vil komme til at fremstå som i dag. En anden ulempe vil være, at den ensfarvede asfalt ikke kan afspejle det oprindelige mønster-design, der underopdeler pladsen i funktionelle rum, da det ikke er muligt at indfarve asfalten i forskellige røde nuancer. Pladsen vil derfor visuelt komme til at fremstå som ét meget stort rum.

Mulig alternativ løsning
Såfremt der ønskes en løsning, som i højere grad er i tråd med de oprindelige ideer for pladsen end en ensfarvet rød asfalt, kan der igangsættes et arbejde med at gentænke pladsens belægningsdesign.

Forvaltningen vurderer, at det vil være muligt med andre og flere typer af belægninger i sammenhæng at skabe en spændende plads og byrum med de ønskede mønstre. Det kunne skabes ved fx at kombinere beton, tegl, fliser, som alle lever alle op til kravene om friktion, farveægthed og arbejdsmiljø. De nævnte belægninger er kendte materialetyper, som har mange års holdbarhed.

Løsningen forudsætter, at forvaltningen indgår i et samarbejde med en ekstern rådgiver for udvikling af et forslag til design og belægningsvalg.

Et redesign af pladsen giver desuden mulighed for at tilføre pladsen en yderligere begrønning, der vil betyde en bedre skybrudssikring. Alt inventar (skraldespande, cykelstativer, belysning med mere) vil kunne genanvendes i en omlagt plads med nye belægninger.

Løsningen kan ikke etableres inden for den eksisterende ramme. Hvis den alternative løsning skal gennemføres, vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at der er behov for at tilføre projektet yderligere ca. 3,5 mio. kr.  

Der er indledt en syns- og skønssag mod både den tidligere rådgiver og entreprenør for at fastlægge ansvaret for de glatte og falmede belægninger.

En beslutning om en redesignet plads vil kunne finansieres ved en beslutning om at omdisponere midler, som en igangværende syns- og skønssag vil udmønte, idet sagen forventes at udløse et beløb, der vil muliggøre den alternative løsning, såfremt dette måtte ønskes.

Hvis forvaltningen skal arbejde videre med den alternative løsning, vil lokaludvalg og borgere i lokalområdet blive inddraget i en ny proces om udvikling af den nye pladsbelægning.

Økonomi

I Budget 2009 (BR 9. oktober 2008) (A, C, O og V) blev der afsat 58,8 mio. kr. til Superkilen.

Med Overførselssagen 2013-2014 (A, B, F, O, og Ø) blev der afsat yderligere 11 mio. kr. til genopretning af de glatte belægninger i Superkilen. Alle 11 mio. kr. blev stjernemarkeret og er således frigivet med Borgerrepræsentationens vedtagelse af Overførselssagen 2013-2014. Ud over de glatte belægninger skulle bevillingen også dække omkostninger til afhjælpning af de glatte belægninger på cykelstien, retablering af beplantning samt de arbejder i Superkile-projektet, der var blevet udsat, fx cykelsymboler, gå-symboler og vigepligt-symboler. Alle disse opgaver er afsluttet. Desuden skal de 11 mio. kr. dække omkostninger til ekstern advokat til afholdelse af syns- og skønsforretning.

Af bevillingen på 11 mio. kr. resterer nu ca. 6,5 mio. kr. til nye belægninger, plus et mindre beløb afsat til advokatsalær.

Det blev ved overførselssagen besluttet, at en forventet erstatning, som følger af den verserende syns- og skønssag mod både rådgiver og entreprenør, skal tilgå kommunekassen. Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med de afsluttende forhandlinger i øjeblikket. Hvis disse forhandlinger kan afsluttes med et tilfredsstillende resultat for forvaltningen forventes sagen afsluttet i løbet af ca. 1-2 mdr. Modsat vil sagen blive bragt for Voldgiftsretten.   

Videre proces

Det forventes, at forvaltningen kan anlægge rød asfalt i foråret 2016.

        
Pernille Andersen

                                                                  /Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 23. november 2015 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til den samlede indstilling:  
” at forvaltningen bedes udarbejder et alternativt projektforslag inden for den eksisterende økonomiske ramme.”

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Til top