Mødedato: 23.11.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om cykelparkering på Islands Brygge

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at fremlægge forslag til etablering af cykelparkering på Islands Brygge, herunder forslag til finansiering af projektet. Forslaget skal fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget senest den 1. februar 2016.

 (Stillet af Radikale Venstre)

Problemstilling

Løsning

Økonomi

Videre proces

MOTIVERING
På Islands Brygge er der mangel på cykelparkering. Det gælder både for de lokale beboere og de mange øvrige københavnere, som besøger området i sommerperioden. Der er desuden flere gader, hvor bygningerne huser mange virksomheder i kælderlokaler på gadeplan, hvorfor det er svært at oprette cykelkældre. Derfor er der et behov for etablering af cykelparkering på gadeplan. 

Amager Vest Lokaludvalg og Islands Brygge Lokalråd har tidligere foreslået både begrønning og placering af cykelstativer i gaderne Egilsgade, Leifsgade, Gunløgsgade, Isafjordsgade, Bergthorasgade og Halfdansgade.

På den baggrund ønsker Radikale Venstre, at Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægger forslag til etablering af cykelparkering i de nævnte gader, samt finansiering heraf.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 23. november 2015

Et samlet udvalg fremsatte følgende ændringsforslag:
”at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at fremlægge budgetnotat om etablering af cykelparkering på Islands Brygge. Notatet skal fremlægges, så det kan indgå i forhandlingerne om overførselssagen 2015/2016. Ligeledes skal der forud for overførselsforhandlingerne foreligge en redegørelse af behovet for cykelparkering i hele byen.”

Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt uden afstemning.

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre havde gerne set, at del af de afsatte budgetmidler til cykelparkering kunne anvendes til at imødekomme behovet for cykelparkering på Islands brygge inden 1. februar 2016”.

Til top