Medlemsforslag om lys ved Rosenborggade og Tornebuskegade
Indstilling
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk drøftelse om, hvorfor der ikke er blevet fulgt op på et tidligere meddelt påbud om en reduktion af lysstyrken fra opsatte lyspaneler på ejendommen på hjørnet af Rosenborggade og Tornebuskegade.
(Stillet af Venstre og Enhedslisten)
Motivering
Nogle borgere er berørt af opsatte lyspaneler på ejendommen på hjørnet af Rosenborggade og Tornebuskegade i København K. Lysskiltene bevirker, at de to gader Rosenborggade og Tornebuskegade fremstår i et blåligt skær, der klart overskygger gadebelysningen, ligesom lysstyrken betyder, at genboerne i de to gader, i de perioder hvor lysskiltene er tændt, er nødt til at trække kraftige gardiner for, hvis de vil undgå at leve i det, som beboerne kalder et "blåligt lyshelvede".
Forvaltningen udstedte et påbud til indehaveren af det firma, som er ejer lokalerne, hvor lysreklamerne er ophængt. Indehaveren påklagede påbuddet til Statsforvaltningen, der afgjorde, at påbuddet ikke var lovligt forkyndt. Herefter er der - efter det til os oplyste - ikke sket videre i sagen.
Repræsentanter fra forvaltningen har været på stedet og har bemærket, at en afgørelse om, at reklameskiltene skal være slukket fra kl. 21 til 08 ,overholdes, men har tilsyneladende ikke gennemført en egentlig måling af lysstyrken fra lysreklamerne, der blot er karakteriseret som værende i overensstemmelse med tilsvarende lys fra fx ejendomsmæglere.
Af Københavns Kommunes regler for reklameskilte fremgår det blandt andet, "at store dele af de historiske bydele, middelalderbyen, Christianshavn og Frederiksstaden er visuelt sårbare. Her skal skilte og reklamer indpasses med stor respekt for de historiske og arkitektoniske værdier. I en række byrum og kvarterer er mulighederne for reklamering derfor meget begrænsede".
Det fremgår desuden, at "skiltebelysning afstemmes efter forholdene, således at belysningen ikke virker blændende eller generende for trafikanter og omkringboende".
På baggrund af ovenstående ønskes det drøftet, hvorfor der ikke er fulgt op på det tidligere meddelte påbud.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 23. oktober 2017
Et samlet udvalg fremsatte følgende ændringsforslag:
”At Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk drøftelse af Københavns Kommunes retningslinjer for skilte og reklamer, herunder den konkrete problematik med opsatte lyspaneler på ejendommen på hjørnet af Rosenborggade og Tornebuskegade.”
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt uden afstemning.