Gebyrforøgelse som følge af opsætning af rottespærrer i statslige, regionale og privatejede institutioner
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en forøgelse af gebyret på skadedyrsområdet grundet den nye kommunale opgave med opsætning af rottespærrer i statslige-, regionale- og privatejede institutioner.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at gebyret på skadedyrsområdet stiger med 3,0 mio. kr. i 2020 og med 0,1 mio. kr. årligt i afledt drift fra 2021 og frem med henblik på, at kommunen skal varetage opgaven med opsætning af rottespærrer i statslige-, regionale- og privatejede institutioner. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af økonomiafsnittet.
Problemstilling
Den 18. december 2018 blev den nye statslige rottebekendtgørelse, Bekendtgørelse nr. 1686 af 18/12/2018 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter vedtaget. Bekendtgørelsen foreskriver, at kommunen skal tilbyde alle private, regionale og statslige skoler, plejehjem, daginstitutioner og hospitaler sikring mod indtrængen af rotter via kloaksystemet. Rottespærrerne skal i henhold til bekendtgørelse være opsat inden den 1. januar 2021, og alle udgifter og fremadrettet drift af rottespærrer afholdes af kommunen. Dette er en gebyrfinansieret driftsopgave, som kommunen ikke tidligere har håndteret. Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til en gebyrforøgelse på skadedyrsområdet i 2020 og frem, så Teknik- og Miljøforvaltningen kan udføre den lovbestemte opgave. Gebyrforøgelsen indgik ikke i takstbilaget for 2020, som udvalget godkendte den 19. august 2019, da forvaltningen endnu ikke havde kendskab til antallet af institutioner, som ville tage imod tilbuddet om opsætning af rottespærrer.
Løsning
På baggrund af den nye bekendtgørelse har Teknik- og Miljøforvaltningen den 5. august 2019 udsendt breve til 108 statslige-, regionale- og privatejede institutioner med henblik på tilbud om rottesikring. Rottesikringen består af en såkaldt rottespærre, der nedsættes i skelbrønden, hvor spildevandet bliver udledt til den offentlige del af kloaksystemet. Forvaltningen har fået tilbagemeldinger fra 40 institutioner, som ønsker at få opsat en rottespærre. Forvaltningen vil i 2020 iværksætte en undersøgelse af kloakkerne hos de 40 institutioner. Undersøgelserne består af en TV-inspektionen som afdækker, om det er teknisk muligt at opsætte en rottespærre. Hvis det ikke er teknisk muligt, vil der ikke blive opsat en rottespærre.
Konstateres der defekter på kloaksystemet, der er eller kan være årsag til udslip af rotter, skal disse defekter udbedres. Udgiften til udbedringerne skal afholdes af grundejer. Konstateres der øvrige defekter ved kloakken vil forvaltningen træffe afgørelse om det videre forløb, herunder om der er grundlag for at stille krav om udbedring. Alle konstaterede defekter af betydning for rottesikringen skal være udbedret, inden rottespærren sættes op. På de institutioner, hvor forvaltningen opsætter rottespærrer, vil forvaltningen fremover tilse rottespærrerne en til to gange årligt for at sikre, at de stadigvæk virker efter hensigten samt at systemet er frit for rotter. Derfor skal de institutioner, der takker ja til den tilbudte rottesikring, være indstillet på, at forvaltningen skal have adgang til at kunne foretage undersøgelser af kloaksystemet og den opsatte rottespærre. Hvis forvaltningen i forbindelse med de løbende undersøgelser bliver opmærksomme på defekter ved kloaksystemet, vil viden herom blive håndteret på samme vis, som beskrevet ovenfor.
Modtager Teknik- og Miljøforvaltningen tilkendegivelser fra institutioner efter fristen den 16. september 2019, vil forvaltningen vurdere om der vil kunne opsættes rottespærrer inden for det eksisterende gebyr. Hvis dette ikke er muligt, vil gebyret skulle justeres igen i 2021, og der vil ligeledes skulle søges om dispensation til opsætningen af rottespærrer i 2021, da rottespærrerne i forhold til bekendtgørelse skal være opsat inden 1. januar 2021. Det er ikke muligt for forvaltningen at estimere gebyrstigningen i 2020, så den er rummelig nok til at kunne kan håndtere eventuelle ekstra institutioner, der måtte komme efter fristen 16. september 2019. Det skyldes, at forvaltningen ikke har modtaget en tilbagemelding fra 81 institutioner, herunder større institutioner såsom Rigshospitalet.
Økonomi
Etablering af rottespærrer er en engangsudgift, som finansieres via en forhøjelse af gebyret på skadedyrsområdet i 2020. Forvaltningen har gennemgået tegninger over brøndene hos de institutioner, som har taget imod tilbuddet om at få opsat en rottespærre. Ud fra gennemgangen har forvaltningen estimeret hvad opgaven vil koste. Der er dog en vis usikkerhed forbundet med dette, indtil den konkret TV-inspektion bliver foretaget. Det skyldes, at der kan være brønde som på tegninger er placeret på matriklen, men som i virkeligheden er placeret andetsteds eller ligger under asfaltbelægning. Dette betyder, at de pågældende brønde skal spores og fritlægges, for at kunne undersøges. Der kan ligeledes være anlagt nye ledninger eller brønde, forgreninger m.m. i tilknytning til institutionerne som ikke er kortlagt på tegningerne, hvor der kan placeres en rottespærrer. Omvendt kan der være brønde som er nedlagt, hvilket betyder, at der ikke kan opsættes en rottespærrer, som forventet.
Etableringsomkostningerne forbundet med opsætningen af rottespærrer i statslige, regionale og private institutioner fremgår af tabel 1.
Tabel 1: Etablering af rottespærrer (beløb i 2020 p/l)
Aktivitet |
Beløb |
Udarbejdelse af udbud (Konsulent) |
500.000 kr. |
TV-inspektion inkl. rapport (Entreprise) |
2.300.000 kr. |
Isætning af rottespærrer (Entreprise) |
200.000 kr. |
Etablering af rottespærrer i alt |
3.000.000 kr. |
Som følge af opsætningen af rottespærrer i statslige, regionale og private institutioner afsættes der afledte drift pr. år fra 2021 til løbende eftersyn af de opsatte rottespærrer, som det fremgår af tabel 2. Den afledt drift indgår i taksten fra 2021 og frem.
Tabel 2: Afledt drift/år (beløb i 2020 p/l)
Aktivitet |
Beløb |
Periodisk tilsyn af Rottespærrer (Rammeaftale) |
20.000 kr. |
Undersøgelse af om rotter har genetableret sig opstrøms (TV-inspektion - Rammeaftale) |
45.000 kr. |
Afledt drift i alt |
65.000 kr. |
Skadedyrsbekæmpelsen er gebyrfinansieret. Gebyret beregnes som en promille af den samlede ejendomsværdi i kommunen. I 2019 udgør gebyret 0,02635 promille af ejendomsværdien, se også bilag 2. Gebyret opkræves over ejendomsskatten og justeres årligt, så indtægterne stemmer overens med udgifterne for skadedyrsbekæmpelsen. Ejendomsværdien for 2020 kendes først i november 2019, og derfor kan den eksakte promille først fastsættes herefter. Promillen justeres, så den stemmer overens med den ekstraindtægt/ekstraudgift på 3,0 mio. kr. i 2020 og de yderligere 0,1 mio. kr. i 2021 og frem. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af nedenstående tabel 3:
Tabel 3. Bevillingsmæssige konsekvenser
At- punkt |
Udvalg |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr.* (2020 p/l) |
Varig? |
|||
2020 |
2021 |
2022 |
2023 |
||||||
1. |
TMU |
1000 - Ordinær drift |
0.55.91.1 |
I |
-3.000 |
-65 |
-65 |
-65 |
Ja |
1. |
TMU |
1000 - Ordinær drift |
0.55.91.1 |
U |
3.000 |
65 |
65 |
65 |
Ja |
I alt |
- |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
Udgiftsstigningen på de 3 mio. kr. i 2020 svarer til en gennemsnitlig årlig udgiftsstigning på 10 kr. per husstand i København. Hvis udgiftsniveauet viser sig at være højere end det estimerede beløb, vil det være nødvendigt regulere gebyret for 2021 og søge om dispensation til opsætning af de resterende rottespærrer i 2021. Såfremt udgifterne viser sig at være lavere end skønnet i denne indstilling, vil rottepromillen bliver justeret medio maj 2020, så borgerne kun betaler den faktiske omkostning ved investeringen i rottespærrer.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har er godkendt indstillingen, vil gebyrforhøjelsen få effekt fra januar 2020.
Søren Wille
/Jon Pape
Beslutning
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.