Mødedato: 23.09.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Lovliggørelse af parkeringspladser på Nørrebrogade 45, Nørrebro

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om forvaltningen skal meddele afslag på lovliggørelse af 23 eksisterende parkeringspladser på terræn i gården på Nørrebrogade 45.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen giver afslag på lovliggørelse af 23 parkeringspladser i gården på Nørrebrogade 45 (bilag 2).

Problemstilling

Ejeren af matr.nr. 36h Udenbys Klædebo Kvarter, København, beliggende på adressen Nørrebrogade 45 har den 30. maj 2018 ansøgt om lovliggørelse af 23 parkeringspladser (bilag 3). Parkeringspladserne er etableret på den asfalterede del af ejendommens ubebyggede arealer.

Sagen blev forelagt Teknik- og Miljøudvalget den 3. juni 2019 efter ønske fra Marcus Vesterager (A). Sagen blev sendt tilbage til forvaltningen med henblik på yderligere oplysninger.

Ejendommen indgår i en fællesgård, og forvaltningen har efterfølgende fået afklaret, at der ikke er kommende gårdhaveprojekter for fællesgården. Forvaltningen har efter en fornyet gennemgang af sagen, herunder vurdering af procesrisiko, vurderet, at der bør meddeles afslag på lovliggørelse af de anlagte parkeringspladser i gården.

Løsning

Som følge af en henvendelse fra Miljøpunkt Nørrebro konstaterede forvaltningen i marts 2018, at der ikke tidligere er givet tilladelse til parkering i gården på Nørrebrogade 45. Forvaltningen varslede derfor den 23. maj 2018 påbud om lovliggørelse af parkeringspladserne, som enten kan ske ved, at p-pladserne fjernes, eller der ansøges om tilladelse til at bibeholde parkeringspladserne.

Ejendomsejeren ansøgte derfor den 30. maj 2018 om bibeholdelse af 23 parkeringspladser på terræn med oplysning om, at parkeringspladserne faktuelt har eksisteret allerede før gårdsaneringen i 1984, og at ejer ikke havde været opmærksom på, at der ikke var givet tilladelse til parkeringspladserne.

Nørrebrogade 45 er en fredet ejendom, der indgår i en fællesgård, jf. saneringsplan fra 1984. Arealet, hvor parkeringspladserne er etableret, er asfalteret. Saneringsplanen forholder sig ikke til, om der må være parkering eller ej i fællesgården, og der er ingen aktuelle gårdhaveprojekter i fællesgården.

I forbindelse med forvaltningens undersøgelse af aktuelle gårdhaveprojekter for fællesgården er der fremkommet oplysninger om, at fællesgården for de to ejendomme fysisk er opdelt i to efter de to ejeres ønske. Forvaltningen har ikke kendskab til indvendinger fra beboerne om ejernes opdeling, men henset til den fysiske opdeling af fællesgården og ejernes enighed herom vil forvaltningen gå i dialog med ejerne om en eventuel ophævelse af fællesgård og gårdlaug (bilag 4).

De 23 eksisterende parkeringspladser i gården er etableret uden byggetilladelse, og der er ikke stillet krav om parkeringspladserne i tidligere byggetilladelser på ejendommen. Parkeringspladserne vil derfor kunne fjernes på ejers foranledning eller ved kommende gårdhaveprojekter uden, at forvaltningen kan kræve parkeringspladserne etableret et andet sted.

Forhistorien om parkeringspladserne, jf. nedenfor, gjorde, at forvaltningen i indstillingen den 3. juni 2019 var forbeholden ved at foreslå afslag på byggetilladelse. Forvaltningens indstilling den 3. juni 2019 om ikke at kræve parkeringspladserne fjernet er - efter en fornyet gennemgang af sagen og vurdering af procesrisiko - ændret til en anbefaling om afslag på bibeholdelse af parkeringspladserne. Forvaltningen henviser til, at der på ejendommen er et meget begrænset friareal, hvorfor byggetilladelse til alle 23 parkeringspladser ikke vurderes at være en mulighed.

Forhistorie
I 1984 udføres der i forbindelse med saneringsplanen for karréen et fælles gårdanlæg, hvor forvaltningen på et tilsyn noterer, at ændringen af gårdanlægget skal udføres, så der tages hensyn til erhvervsparkering og aflæsning.

Rud. Rasmussens Snedkerier havde frem til 2011 haft til huse i ejendommen, som blev fredet i 2009. Efterfølgende har der været flere anvendelsesændringer fra erhverv til beboelse samt kontorfaciliteter. I dag består ejendommen hovedsageligt af erhverv, og en mindre del er beboelse.

I 2014 udgiver Teknik- og Miljøforvaltningen en publikation om ejendommen, som også er udpeget til et værdifuldt kulturmiljø i København på grund af industrihistorien, der var forbundet med snedkeriet. I publikationen beskrives og afbildes parkeringspladserne i gården.

I 2015 modtager forvaltningen en klage fra en beboer i ejendommen, fordi der fældes et træ for at give plads til parkering. Forvaltningens tilsynsafdeling noterer i den forbindelse, at der findes parkering på gårdarealet.

I forbindelse med en udstykningssag fra 2016 og en konverteringssag fra erhverv til bolig i 2017 kunne parkeringsforholdene have været undersøgt, men parkeringskravet var uændret og gav ikke anledning til nærmere undersøgelser fra forvaltningens side.

Trafikale konsekvenser

Miljøpunkt Nørrebro har udtrykt bekymring for, om en kommende bussluse på Stengade får den ønskede virkning, hvis der sker ud- og indkørsel fra gårdene. I Trafikplan Indre Nørrebro, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 28. marts 2019, fremgår det, at Stengade mod Nørrebrogade på sigt vil skulle lukkes for biltrafik ved etablering af en længere bussluse. Det betyder, at strækningen fremadrettet kun skal benyttes af busser. Det er forvaltningens vurdering, at busslusen vil være mere effektiv uden ind- og udkørsler fra gårdene på Stengade, også selv om busslusen udformes, så det fortsat er muligt at køre til og fra baggårdene.

Forvaltningen bemærker, at der over for Nørrebrogade 45 er en anden ejendom (Stengade 2) med udkørsel mod Stengade, hvor der i gården er lovligt etablerede parkeringspladser. De trafikale konsekvenser for bibeholdelse af de eksisterende parkeringspladser i gården på Nørrebrogade 45 vil være uændrede, og det samme er tilfældet, selv om parkeringspladserne kræves fjernet.

Forvaltningens vurdering

Forvaltningen vurderer, at der kan gives afslag på byggetilladelse til bibeholdelse af de 23 parkeringspladser på Nørrebrogade 45 med en saglig begrundelse. Et afslag kan påklages af ejer. Forvaltningen har under afsnittet om sagens forhistorie oplyst om forhold i sagen, der kan få betydning for udfaldet i en eventuel klagesag.

Alternativ

Hvis Teknik- og Miljøudvalget ikke ønsker at følge forvaltningens indstilling om at give afslag, kan udvalget alternativt beslutte, at de eksisterende 23 parkeringspladser ikke skal kræves fjernet henset til det særlige forløb i sagen. Dette vil være den umiddelbare konsekvens, hvis indstillingen ikke godkendes.

Ejer vil på grund af begrænset friareal på ejendommen ikke kunne forvente at få byggetilladelse til alle 23 parkeringspladser, og som et andet alternativ kan forvaltningen under hensyn til ejendommens begrænsede friareal gå i dialog med ejer om at arbejde videre med en byggetilladelse til etablering af 2-4 parkeringspladser på Nørrebrogade 45 afhængig af omfang og placering af parkeringspladserne. En eventuel byggetilladelse betyder, at det tilladte antal parkeringspladser vil være lovligt opført.

En eventuel bibeholdelse af eksisterende parkeringspladser eller byggetilladelse til et mindre antal parkeringspladser i gården ændrer dog ikke på, at parkeringspladserne ikke er krævet efter bygge- eller planloven, og derfor vil pladserne senere kunne fjernes uden, at forvaltningen stiller krav om såkaldte erstatningsparkeringspladser.

En eventuel bibeholdelse af eksisterende parkeringspladser eller byggetilladelse til et mindre antal parkeringspladser i fællesgården kan indebære ændringer i gårdlaugets vedtægter.

I bilag 5, som er fortroligt i henhold til forvaltningslovens § 27, stk. 4, nr. 3, er der en uddybning af procesrisici ved de forskellige beslutningsmuligheder.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele afslag på lovliggørelse af de 23 parkeringspladser.

 Søren Wille

                      / Rikke Sønderriis

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 23. september 2019

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”At der gives tilladelse til at bevare de eksisterende parkeringspladser.”

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med to stemmer mod otte. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C og I.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.

Indstillingen blev godkendt med otte stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder det hensigtsmæssigt at bevare de eksisterende parkeringspladser bl.a. pga. de historiske erhvervslokaler i gården.”

Til top