Repræsentation i hverv m.v. forankret under Teknik- og Miljøforvaltningen
Inden den ny samling i Borgerrepræsentationen skal der træffes beslutning om, hvilke af de hverv, der er forankret i Teknik- og Miljøforvaltningen, der fortsat skal udpeges repræsentanter til.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der i næste samling fortsat udpeges repræsentanter til alle de hverv, hvor udpegningen er forankret i Teknik- og Miljøforvaltningen (bilag 1)
Problemstilling
Som en følge af Borgerrepræsentationens beslutning den 13. oktober 2005 om aktivt ejerskab skal alle forvaltninger inden kommunalvalg og ny konstituering foretage en vurdering af kommunens repræsentation i selskaber, organisationer og institutioner.
Løsning
I bilag 1 er oplistet alle de hverv, hvor udpegning er forankret i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Oplistningen er opdelt i 3 kategorier:
1) Udpegninger, der er lovbestemt,
2) Udpegninger, hvor der er truffet særskilt beslutning i Borgerrepræsentationen om at deltage i et selskab m.v. og
3) Øvrige udpegninger
Udpegninger, der er lovbestemte (1), indgår ikke i vurderingen.
For så vidt angår udpegninger, der er nævnt under 2), sker udpegningen typisk i sammenhæng med, at kommunen har besluttet at indgå i et selskab eller en organisation sammen med andre interessenter (typisk i form af interessentselskaber) og dermed har en naturlig interesse i et udpege medlemmer til de styrende organer i selskabet eller organisationen. Udpegningen kan tillige være besluttet i Borgerrepræsentationen, fordi der i en konkret sag er en væsentlig økonomisk eller politisk interesse i, at kommunen indgår.
Borgerrepræsentationen har besluttet, at I/S Lynettefællesskabet og I/S Miljølaboratoriet ophører som selvstændige selskaber inden 2014 og fremgår derfor ikke af bilag 2. R98 og I/S SMOKA kan være afviklet med udgangen af 2014, men selskaberne er endnu ikke afviklet, hvorfor de fortsat optræder på listen.
Forvaltningen vurderer, at det fortsat er relevant at deltage i de selskaber/organisationer og i forlængelse heraf udpege medlemmer til de hverv, der i bilaget er oplistet under 2).
De øvrige udpegninger, der ikke er omfattet af 1) eller 2), vedrører udpegninger til bestyrelserne for almene boligselskaber.
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager kommunens lovpligtige tilsyn med alle de almene boligselskaber. Dette har ikke sammenhæng med evt. repræsentation i selskabernes bestyrelser, og der er da også mange selskaber, hvor kommunen ikke udpeger medlemmer til bestyrelsen. I de tre almennytttige boligselskaber, hvor der sker udpegning, er det efter ønske fra selskaberne, og det er fastlagt i selskabernes vedtægter, at 1 bestyrelsesmedlem udpeges af kommunen. De medlemmer, der udpeges, fungerer på lige fod med øvrige bestyrelsesmedlemmer og modtager honorar i samme omfang som disse. Der er både udpeget medlemmer af Borgerrepræsentationen og andre medlemmer til de tre bestyrelser.
På baggrund af ovenstående finder Teknik- og Miljøforvaltningen, at et initiativ til evt. ophør med udpegning af en kommunal repræsentant bør komme fra selskabet. Det kan f.eks. være i tilfælde af, at kommunen får vanskeligt ved at udpege medlemmer til bestyrelserne.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Indstillingen og udvalgets beslutning oversendes til Økonomiforvaltningen, der forventes at fremlægge en samlet sag for Borgerrepræsentationen den 31. oktober 2013.
Pernille Andersen
/Dorthe Elise Svinth
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 23. september 2013
Indstillingen blev godkendt.