Reduktion af vejstøj ved kommunale institutioner
Reduktion af vejstøj ved kommunale institutioner
Teknik- og Miljøudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 23. august 2006
Sager til beslutning
14. Reduktion af vejstøj ved kommunale institutioner
TMU 509/2006 J.nr. 29.0040/06
INDSTILLING OG BESLUTNING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller,
at Teknik- og Miljøudvalget tiltræder forvaltningens
forslag om, at kommunens daginstitutioner og grundskoler medtages i den
kommende lovpligtige kortlægning og handlingsplan til reduktion af vejstøj
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. august 2006
Sagen blev udsat
RESUME
På baggrund af et
medlemsforslag i Borgerrepræsentationen besluttede Teknik- og Miljøudvalget den
21. juni 2006, at forvaltningen skal udarbejde en indstilling om at kommunens
dagsinstitutioner støjkortlægges og at der udarbejdes en handlingsplan for nedbringelse
af støjen med finansieringsforslag inden 1. september 2006 (TMU 374/2006).
Borgerrepræsentationen
har allerede i Trafik- og Miljøplan 2004 vedtaget en række indsatser, der har
til formål at nedbringe gener fra trafikstøjen, herunder afhjælpning af
støjgener ved institutioner, skoler og lignende (BR 237/2005).
Endvidere skal kommunen
gennemføre en lovpligtig støjkortlægning med tilhørende handlingsplaner, som
skal være færdig henholdsvis juni 2007 og juli 2008. Den nye lovpligtige
støjkortlægning betyder, at der samtidig kommer nye beregningsmetoder og nye
grænseværdier. Det forventes, at Miljøstyrelsen
senest i foråret 2007 offentliggør de nye vejledende støjgrænseværdier for
trafikstøj.
På den baggrund
anbefaler forvaltningen at fastholde Trafik og Miljøplan 2004 indsatser for
nedbringelse af generne fra trafikstøjen ved institutioner og skoler. Endvidere
anbefaler forvaltningen, at kommunens grundskoler også indarbejdes i den
kommende støjkortlægning og handlingsplan, udover de kommunale daginstitutioner.
I budget 2006 er der ikke
afsat midler til afhjælpning af støjgener. Realiseringen af initiativer i
Trafik- og Miljøplanen og de kommende støjhandlingsplaner beror på budgetmidler
i de kommende år.