Principper for vejnavngivning

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 23. august 2006

 

 

Sager til drøftelse

 

25.      Principper for vejnavngivning

 

TMU 512/2006  J.nr. 21140.0001/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget drøfter principper for vejnavngivning i Københavns Kommune.

 

 

RESUME

På baggrund af en anmodning fra Teknik- og Miljøudvalget redegøres i denne indstilling for de kriterier, der anvendes i forbindelse med vejnavngivning i Københavns Kommune. De 4 vigtigste principper er:

1. En person man navngiver efter skal være afdød
2. Personen skal have særlig tilknytning til København eller skal have gjort en indsats af så stor betydning for Danmark, at personen bør hædres i landets hovedstad
3. Ingen må have direkte økonomisk interesse i vejnavnet
4. En vej skifter som hovedregel ikke navn

Der anvendes ikke i dag et kriterium om en ligelig kønsfordeling blandt vejnavne i byen.

 

SAGSBESKRIVELSE

På mødet den 7. juni 2006 bad Teknik- og Miljøudvalget forvaltningen redegøre for principper og systematik i vejnavngivning herunder om at navngive veje efter kvinder. I denne indstilling redegøres om Vejnavnenævnets funktion samt om de principper, som anvendes i forbindelse med navngivning af veje i København.

 

Organisering af vejnavngivning

Københavns Kommune har som den eneste kommune i landet nedsat et særligt politisk nævn, der har til opgave at behandle alle sager om navngivning af veje.

Vejnavnenævnet blev oprindelig oprettet i 1874 under navnet "Fællesudvalget vedrørende gaders benævnelse". Baggrunden for oprettelsen af udvalget var, at brokvarterernes hastige udbygning efter demarkationsliniens fald i 1850'erne betød et omfattende arbejde med navngi vning af det store antal nye gader og veje i byen. For at sikre en overordnet systematik og koordination, og for at lette Borgerrepræsentationens arbejde, udpegedes et antal politisk valgte personer til at udarbejde navngivningsplaner, der så én gang årligt fremlagdes til endelig beslutning i Borgerrepræsentationen.

Udvalget viste sig at være en praktisk foranstaltning, idet man undgik at gøre gadenavnene i København til en politisk slagmark. København har således haft en bemærkelsesværdig kontinuitet i byens vejnavne, og navne er kun sjældent blevet ændret gennem tiderne. Når gadenavne er blevet ændret, er det som hovedregel sket i forbindelse med indlemmelsen af omegnssognene i kommunen.

Kommunen har valgt at fastholde den særlige struktur, således at alle sager gennemgår en politisk forbehandling inden de besluttes endeligt i fagudvalget. Frem til 1998 havde Vejnavnenævnet forholdsvis vidtgående beføjelser til at træffe afgørelser om vejnavngivning. Således kunne Borgerrepræsentationen ikke træffe beslutninger om vejnavne før Vejnavnenævnet specifikt havde behandlet spørgsmålet, og nævnet havde også i en række mindre sager mulighed for at træffe egentlige afgørelser uden behandling i Borgerrepræsentationen.

Med indførelsen af den nye styreform i Københavns Kommune i 1998 ændrede Vejnavnenævnet rolle, således at nævnet fortsat skal behandle alle sager om vejnavngivning, men nævnet har alene en rådgivende funktion i forhold til Teknik- og Miljøudvalget, der træffer den endelige beslutning i sagen. Teknik- og Miljøudvalget kan således frit træffe en anden beslutning end den Vejnavnenævnet indstiller.

Styrken ved den organisatoriske konstruktion med Vejnavnenævnet er, at det har været muligt at fastholde en række principper ved navngivningen i København, som har skabt en entydig og "holdbar" navngivning i byen.

 

Eksisterende principper for vejnavngivning

Når Københavns Kommune giver vejnavne tages udgangspunkt i flere forhold. Ligger vejen indenfor et område med en eksisterende vejnavnesystematik, så forsøger Vejnavnenævnet at tage udgangspunkt i denne. F.eks. har man navngivet Klaksvigsgade og Myggenæsgade efter den eksisterende systematik med færøske navne.

Vejnavnenævnet ser også på, om der er en interessant historie for området, der ikke er markeret på anden vis i et vejnavn. Det kan f.eks. være ældre københavnshistorie, hvor man ønsker at tage udgangspunkt i et gammelt gårdnavn, eller det kan være nyere historie, hvor man ønsker at markere en bestemt industrihistorie eller en bestemt type markant erhverv for et område.

Der etableres også nye vejnavnesystematikker i byen. Det benyttes særligt, når man skal i gang med navngivning i et større nyt område, hvor det er praktisk at vise en sammenhørighed i området. Eksempler herpå er det overordnede princip for Ørestad om at navngive efter markante personligheder fra det 20. århundrede eller jazz-navnene ved Sluseholmen.

Vejnavnenævnet behandler primært 2 typer sager: Hvis der er anlagt en ny vej eller hvis nævnet har modtaget forslag om personer, som borgere eller politikere mener, bør hædres med et vejnavn i København. Det kan også være et konkret forslag om en pladsdannelse i byen, som man mener, bør have et selvstændigt navn.

I navngivningen af veje i byen har Vejnavnenævnet lagt vægt på, at der ikke udarbejdes snævre regler for navngivning af vejene. Navne vurderes fra sag til sag, og i vurderingen tager man stilling til nogle objektive krav, såsom at et vejnavn ikke må give anledning til forveksling med andre lignende navne - både stave- og udtalemæssigt -  samt at navnet skal være til at udtale og forholdsvis logisk at stave. Særligt forvekslingskriteriet vægtes højt når nævnet tager stilling til et navn. Som noget unikt i Danmark samarbejder 23 kommuner i hovedstadsområdet om vejnavngivning, så man også undgår enslydende vejnavne på tværs af kommunegrænserne.

Udover disse rent formelle kriterier anvender Vejnavnenævnet følgende 4 kriterier i vurderingen af navne:

1. Personen man navngiver efter skal være afdød
2. Personen skal have særlig tilknytning til København eller skal have gjort en indsats af så stor betydning for Danmark, at personen bør hædres i landets hovedstad
3. Ingen må have direkte økonomisk interesse i vejnavnet
4. En vej skifter som hovedregel ikke navn

 

Ad. 1, Moratorietid

Reglen om at personer skal være afdøde før man kan navngive en vej efter vedkommende er samtidig det eneste kriterium, der er formelt besluttet af Borgerrepræsentationen. Som en udløber af sagen om navngivning efter Victor Borge blev det besluttet, at der er en moratorietid på 1 år, dvs. at Vejnavnenævnet indtil et år efter en persons død ikke kan behandle spørgsmålet om navngivning efter afdøde.

At en person skal være afdød, er indført, fordi man jo først kan kende en persons eftermæle efter vedkommendes død. Kommer en person i miskredit efter at man har navngivet vejen efter ham, vil såvel kommunen som den pågældende blive bragt i en upassende situation såfremt man skal fjerne vejnavnet igen. Moratorietiden blev indført, så der ikke opstår et politisk kapløb om at fremsætte et forslag umiddelbart efter personens død.

 

Ad. 2, Tilknytningskriteriet

At man skal have en særlig tilknytning til København eller have gjort en særlig indsats for landet som helhed er primært indført af hensyn til prioriteringen blandt navneforslagene. Vejnavnenævnet modtager årligt forslag om langt flere personnavne, som bør hædres, end vi kan finde indpas til i gadebilledet. Endvidere har København som landets hovedstad også en forpligtelse til at hædre de "store" navne i rigets historie. Det er i øvrigt én af årsagerne til, at der er meget få udlændinge repræsenteret i de københavnske vejnavne.

 

Ad. 3, Økonomisk eller kommerciel interesse

Man kan ikke købe sig til et vejnavn i Københavns Kommune. Det er Vejnavnenævnets opfattelse, at man skal gøre sig fortjent til det, og at det skal betragtes som en ære. Penge må ikke være et kriterium for vejnavngivning. Nævnet fraråder derfor også at navngive veje efter firmadomiciler. Dels fordi der er en kommerciel interesse forbundet med navnet, og dels fordi navnet kan virke malplaceret, når firmaet flytter fra adressen.

 

Ad. 4, Varighedsprincippet

Som udgangspunkt opfattes vejnavne som blivende. Vejnavnene fortæller en del af byens udvikling og opfattes som en vigtig by-kulturhistorie. Derfor værnes der om vejnavnene og navnene ændres sjældent. Der kan endvidere nævnes to andre årsager til, at man nødigt ændrer et eksisterende vejnavn. For det første er det til stor gene for dem, der har adresse i gaden at skulle have ny adresse. For det andet har man i København villet undgå, at vejnavne skal blive politiske manifestationer, hvor man gennem aktuelle politiske strømninger ændrer vejnavnene gennem tiden.

I første halvdel af det 19. århundrede blev en del vejnavne ændret, da man rettede op på en del enslydende vejnavne i forhold til nabokommunerne. Herefter har det primært været vejombygninger, der har været årsag til ændring af vejnavne. Dog har man også politisk besluttet at ændre f.eks. Skjoldsgade til Olof Palmes Gade og Ved Idrætsparken til Gunnar Nu Hansens Plads.

 

Øvrige kriterier

Vejnavnenævnet har ikke andre faste principper i forhold til navngivningen. Hvert enkelt navneforslag undergår en konkret vurdering om navnets egnethed generelt.

Der har hidtil ikke været skelet til en kønsfordeling i forhold til vejnavnene. En hurtig optælling blandt Københavns 2.507 vejnavne viser, at blandt disse er 407 veje opkaldt efter mænd (eller bærer et mandsnavn) og 47 veje er opkaldt efter kvinder (eller bærer et kvindenavn). Sagnfigurer eller litterære figurer er ikke medregnet i opgørelsen.

Det er op til den enkelte kommune at fastlægge retningslinierne for navngivning af vejene. Forvaltningen vurderer, at man lovligt vil kunne have en hensigtserklæring om, at der skal tilstræbes en mere ligelig kønsfor deling af navnene på byens veje og pladser. Imidlertid er det efter forvaltningens opfattelse tvivlsomt, om man i forbindelse med den endelige afgørelse kan afvise en grundejers forslag om navngivning af en vej efter en mand alene med henvisning til kommunens ønske om at fremme flere kvindenavne i vejnavngivningen.

 

 

Ole Bach