Mødedato: 23.05.2007, kl. 15:00

Københavns Kommunes retningslinjer for ophængning og nedtagning af valgplakater

Københavns Kommunes retningslinjer for ophængning og nedtagning af valgplakater

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 23. maj 2007

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Københavns Kommunes retningslinjer for ophængning og nedtagning af valgplakater

 

TMU 304/2007  J.nr. 21531:106.0002/03

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Borgerrepræsentationen skal fastsætte Københavns Kommunes fremtidige retningslinjer for ophængning og nedtagning af valgplakater.

 

< span style='font-size:12.0pt'>BESLUTNING

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1. at godkende "Københavns Kommunes retningslinjer for ophængning og nedtagning af valgplakater," jf. bilag 1, der er baseret på standardvilkår fra Vejdirektoratet, justeret og tilpasset til københavnske forhold for så vidt angår ophængningssteder, -perioder og metoder.

 

2. at forvaltningen ved fremtidige valg over for hver kandidatliste opkræver en omkostningsbaseret gennemsnitspris på kr. 75,- ekskl. moms pr. valgplakat til dækning af de udgifter, som er forbundet med forvaltningens nedtagning af uretmæssigt ophængte valgplakater.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 2. maj 2007

Sagen blev udsat

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2007

Sagen blev udsat

 



 

PROBLEMSTILLING

Ved valget til Borgerrepræsentationen og Regionsrådet den 15. november 2005 nedtog forvaltningen ca. 5000 valgplakater, fordi de var ophængt i strid med de gældende retningslinjer. Nedtagningen medførte store udgifter for både forvaltningen og de opstillede kandidatlister.

 

På sit møde den 23. marts 2006 bad Borgerrepræsentationen Teknik- og Miljøudvalget om at udarbejde nye retningslinjer for ophængning, nedtagning og betaling for valgplakater i Københavns Kommune (BR 186/06). Den 5. april 2006 henstillede Teknik- og Miljøudvalget, at forvaltningen udarbejdede et forslag til fremtidige retningslinjer (TMU 211/2006).

 

LØSNING

Formålet med retningslinjerne er at mindske antallet af ulovligt ophængte valgplakater. Retningslinjerne skal muliggøre en mangfoldighed af valgplakater i det offentlige byrum, samtidig med, at der tages højde for byens trafiksikkerhed, fremkommelighed og æstetik.

 

Forvaltningen har set på mulige ændringer i reglerne og de administrative procedurer for ophængning, nedtagning og betaling for valgplakater. Blandt andet har der i august 2006 været afholdt dialogmøde med repræsentanter for Borgerrepræsentationens partier for at afklare hvilke behov og ønsker, der måtte være fra politisk side. Af dialogmødet fremgik, at der først og fremmest er behov for en forenkling, ensretning og tydeligere formidling af de gældende regler og procedurer.

 

Vejdirektoratet har i 2006 udarbejdet et sæt standardvilkår for ophængning af valgplakater i landets kommuner. De er udarbejdet under hensyn til den trafikale sikkerhed og med det formål at forenkle og skabe ensartethed i de procedurer, hvormed de forskellige vejbestyrelser i landets kommuner administrerer ophængningen og nedtagningen af valgplakater. Vejdirektoratets standardvilkår er vedlagt som bilag 2.

 

Forvaltningens forslag til retningslinjer bygger på Vejdirektoratets standardvilkår, men er justeret og tilpasset de forhold, der gør sig gældende i en by af Københavns størrelse og karakter. Tilpasningen gælder primært de tilladte ophængningssteder og -perioder, men også procedurerne for nedtagning og betaling. Forvaltningens forslag til retningslinjer er vedlagt som bilag 1.

 

Ophængningsperiode

Ifølge standardvilkårene kan valgplakater ophænges tre uger inden valgdagen og nedtages én uge efter. Dette stemmer overens med kommunens tidligere praksis, hvorfor forvaltningen foreslår, at ophængningen igangsættes som tidligere, dvs. tre weekender inden valgdagen, dog allerede fra fredag eftermiddag kl. 16. Det vil mindske risikoen for, at plakater opsættes før tid, da forvaltningen vil have mulighed for straks og inden weekenden at kontakte kandidatlisterne om for tidligt ophængte valgplakater. Nedtagningen skal, som hidtil, være foretaget senest første weekend efter valgdagen, dvs. søndag aften i valg-ugen.

 

Alle kandidatlister skal have samme vilkår og adgang til opsætning af deres valgplakater. Det forventes, at kandidatlisterne overholder det aftalte ophængningstidspunkt og selv fordeler ophængningsstederne mellem sig. Forvaltningen har ikke mulighed for at føre skærpet tilsyn med valgplakaternes ophængning og forudsætter, at alle anvisninger og retningslinjer følges.

 

Ophængningssteder

Forvaltningen foreslår at følge standardvilkårene for så vidt angår tilladte ophængningssteder, dog tilpasset og justeret de forhold, der gør sig gældende i en by af Københavns størrelse og karakter. Som ved tidligere valg tillades det at hænge valgplakater op på byens offentlige veje (ikke statsveje)

·        på belysningsmaster og lygtepæle

·        på fodgængerrækværker og metalgelændere på kommunens broer

·        på metalhegn ind til kommunens ejendomme (parker, grønne områder og kommunale institutioner)

 

Ophængning af valgplakater på statsveje og private fællesveje forudsætter tilladelse fra henholdsvis Vejdirektoratet og grundejerne på de private fællesveje.

 

På forespørgsel fra Borgerrepræsentationens partier ved dialogmødet i august 2006 har forvaltningen forhørt sig om mulighederne for at ophænge valgplakater på hegn ind til Statens ejendomme (Botanisk Have, Kongens Have m.v.) og byens kulturmonumenter (Frihedsstøtten, Jarmers Tårn m.v). Ingen af de hørte kulturinstitutioner kan godkende ophængningen.

 

I overensstemmelse med standardvilkårene og kommunens tidligere praksis er der fastsat en række grænser for valgplakaternes størrelse, placering og afstand til kørebane/cykelsti, elførende ledninger m.v. Dette sker af hensyn til trafiksikkerheden og efter anbefalinger fra politiet.

 

Standardvilkårenes afstandskrav på 50 m til vejkryds bliver derimod ikke gældende i Københavns Kommune, da forvaltningen ikke mener, at der er en trafiksikkerhedsmæssig risiko herved.

 

Nedtagning af valgplakater

Valgplakater, som efter vejmyndigheden skøn hænger til fare eller gene for trafikken, nedtages hurtigst muligt og uden yderligere varsel (jf. Vejloven). Valgplakater, som ikke er direkte trafikfarlige, men af andre grunde hænger i strid med de gældende retningslinjer, vil - efter meddelelse af en rimelig frist - blive nedtaget af forvaltningen for den enkelte kandidatlistes regning.

 

For en optimal kontakt med de enkelte kandidatlister vil forvaltningen i forbindelse med næste valg sørge for, at der er indhentet opdaterede kontaktoplysninger på alle opstillingsberettigede lister.

 

Betaling for nedtagning af valgplakater

Ophængning og nedtagning af valgplakater skal som udgangspunkt ske uden udgift for kommunen. Ved sidste valg ønskede forvaltningen, at opkrævningerne i højere grad end tidligere afspejlede de faktiske omkostninger, der er forbundet med nedtagning af kandidatlisternes valgplakater. Der blev derfor beregnet en differentieret gennemsnitlig omkostningspris på henholdsvis kr. 100,- og kr. 25,- ekskl. moms for nedtagning af en valgplakat før og efter valgdagen. Kandidatlisterne var imidlertid ikke tilstrækkeligt informeret om den nye beregningsform, hvorfor der i stedet blev beregnet og faktureret en enhedspris på kr. 25,- ekskl. moms pr. nedtaget valgplakat.

 

For at forenkle procedurerne vedr. betaling af valgplakater og samtidig sikre, at nedtagningen sker uden udgift for kommunen, foreslår forvaltningen, at der overfor hver kandidatliste opkræves en omkostningsbaseret gennemsnitlig enhedspris for nedtagning af hver valgplakat, der har hængt i uoverensstemmelse med retningslinjerne og kan dokumenteres nedtaget af forvaltningen. Ved valget i november 2005 nedtog forvaltningen 5100 valgplakater. Af dem blev ca. 3400 nedtaget inden valgdagen og ca. 1700 nedtaget efter. Den samlede pris for nedtagningen beløb sig til kr. 386.575,-. Den gennemsnitlige omkostningsbaserede enhedspris svarer derfor til kr. 75,- pr. valgplakat (386.575 ÷ 5100 = 75,79,-).

 

ØKONOMI

Forslaget sikrer, at forvaltningens eventuelle nedtagning af valgplakater i forbindelse med fremtidige valghandlinger gøres omkostningsneutral.

 

VIDERE PROCES

Forvaltningen vil i forbindelse med næste valg fremsende tilladelse til ophængning af valgplakater til alle opstillingsberettigede kandidatlister. Derudover vil forvaltningen udarbejde en brochure, folder el. lign. - gerne med tegninger, skitser m.v., - som tydeligt beskriver og illustrerer de retningslinjer, der er gældende. Brochuren vil blive udsendt til samtlige opstillingsberettigede partier og vælgerforeninger i København.

 

BILAG

1. Københavns Kommunes retningslinjer for ophængning og nedtagning af valgplakater (Center for Veje & Renhold, maj 2007)

2. Ophængning af valgplakater - Standardvilkår for ophængning af valgplakater på vejareal (Vejdirektoratet, nov. 2006)

Udsendt med dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 2. maj 2007

 

 

 

Hjalte Aaberg                                                                 Thomas Rasch


 

Til top