Københavns Kommunes retningslinjer for ophængning og nedtagning af valgplakater
Københavns Kommunes retningslinjer for ophængning og nedtagning af valgplakater
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 23. maj 2007
Sager til beslutning
9. Københavns Kommunes retningslinjer for ophængning og nedtagning af valgplakater
TMU 304/2007 J.nr. 21531:106.0002/03
Borgerrepræsentationen skal
fastsætte Københavns Kommunes fremtidige retningslinjer for ophængning og
nedtagning af valgplakater.
BESLUTNING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler, 1. at godkende "Københavns Kommunes retningslinjer
for ophængning og nedtagning af valgplakater," jf. bilag 1, der er baseret på
standardvilkår fra Vejdirektoratet, justeret og tilpasset til københavnske
forhold for så vidt angår ophængningssteder, -perioder og metoder. 2. at forvaltningen ved fremtidige valg over for
hver kandidatliste opkræver en omkostningsbaseret gennemsnitspris på kr. 75,-
ekskl. moms pr. valgplakat til dækning af de udgifter, som er forbundet med forvaltningens
nedtagning af uretmæssigt ophængte valgplakater. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 2.
maj 2007 Sagen blev udsat |
PROBLEMSTILLING
Ved valget til Borgerrepræsentationen
og Regionsrådet den 15. november 2005 nedtog forvaltningen ca. 5000
valgplakater, fordi de var ophængt i strid med de gældende retningslinjer.
Nedtagningen medførte store udgifter for både forvaltningen og de opstillede
kandidatlister.
På sit møde den 23. marts
2006 bad Borgerrepræsentationen Teknik- og Miljøudvalget om at udarbejde nye
retningslinjer for ophængning, nedtagning og betaling for valgplakater i Københavns
Kommune (BR 186/06). Den 5. april 2006 henstillede Teknik- og Miljøudvalget, at
forvaltningen udarbejdede et forslag til fremtidige retningslinjer (TMU
211/2006).
Formålet med retningslinjerne er at mindske antallet af ulovligt ophængte
valgplakater. Retningslinjerne skal muliggøre en mangfoldighed af valgplakater
i det offentlige byrum, samtidig med, at der tages højde for byens
trafiksikkerhed, fremkommelighed og æstetik.
Forvaltningen har set på mulige ændringer i reglerne og de administrative
procedurer for ophængning, nedtagning og betaling for valgplakater. Blandt
andet har der i august 2006 været afholdt dialogmøde med repræsentanter for
Borgerrepræsentationens partier for at afklare hvilke behov og ønsker, der
måtte være fra politisk side. Af dialogmødet fremgik, at der først og fremmest
er behov for en forenkling, ensretning og tydeligere formidling af de gældende
regler og procedurer.
Vejdirektoratet har i 2006 udarbejdet et sæt standardvilkår for ophængning
af valgplakater i landets kommuner. De er udarbejdet under hensyn til den
trafikale sikkerhed og med det formål at forenkle og skabe ensartethed i de
procedurer, hvormed de forskellige vejbestyrelser i landets kommuner
administrerer ophængningen og nedtagningen af valgplakater. Vejdirektoratets
standardvilkår er vedlagt som bilag 2.
Forvaltningens forslag til retningslinjer bygger på Vejdirektoratets
standardvilkår, men er justeret og tilpasset de forhold, der gør sig gældende i
en by af Københavns størrelse og karakter. Tilpasningen gælder primært de
tilladte ophængningssteder og -perioder, men også procedurerne for nedtagning
og betaling. Forvaltningens forslag til retningslinjer er vedlagt som bilag 1.
Ophængningsperiode
Ifølge standardvilkårene kan valgplakater ophænges tre
uger inden valgdagen og nedtages én uge efter. Dette stemmer overens med
kommunens tidligere praksis, hvorfor forvaltningen foreslår, at ophængningen igangsættes
som tidligere, dvs. tre weekender inden valgdagen, dog allerede fra fredag
eftermiddag kl. 16. Det vil mindske risikoen for, at plakater opsættes før tid,
da forvaltningen vil have mulighed for straks og inden weekenden at kontakte
kandidatlisterne om for tidligt ophængte valgplakater. Nedtagningen skal, som
hidtil, være foretaget senest første weekend efter valgdagen, dvs. søndag aften
i valg-ugen.
Alle kandidatlister skal have samme vilkår og adgang
til opsætning af deres valgplakater. Det forventes, at kandidatlisterne overholder
det aftalte ophængningstidspunkt og selv fordeler ophængningsstederne mellem
sig. Forvaltningen har ikke mulighed for at føre skærpet tilsyn med
valgplakaternes ophængning og forudsætter, at alle anvisninger og
retningslinjer følges.
Ophængningssteder
Forvaltningen foreslår at følge standardvilkårene for
så vidt angår tilladte ophængningssteder, dog tilpasset og justeret de forhold,
der gør sig gældende i en by af Københavns størrelse og karakter. Som ved
tidligere valg tillades det at hænge valgplakater op på byens offentlige veje
(ikke statsveje)
·
på
belysningsmaster og lygtepæle
·
på
fodgængerrækværker og metalgelændere på kommunens broer
· &nbs
p;
på
metalhegn ind til kommunens ejendomme (parker, grønne områder og kommunale
institutioner)
Ophængning af valgplakater på statsveje og private
fællesveje forudsætter tilladelse fra henholdsvis Vejdirektoratet og grundejerne
på de private fællesveje.
På forespørgsel fra Borgerrepræsentationens partier
ved dialogmødet i august 2006 har forvaltningen forhørt sig om mulighederne for
at ophænge valgplakater på hegn ind til Statens ejendomme (Botanisk Have,
Kongens Have m.v.) og byens kulturmonumenter (Frihedsstøtten, Jarmers Tårn
m.v). Ingen af de hørte kulturinstitutioner kan godkende ophængningen.
I overensstemmelse med standardvilkårene og kommunens
tidligere praksis er der fastsat en række grænser for valgplakaternes størrelse,
placering og afstand til kørebane/cykelsti, elførende ledninger m.v. Dette sker
af hensyn til trafiksikkerheden og efter anbefalinger fra politiet.
Standardvilkårenes afstandskrav på
Nedtagning af valgplakater
Valgplakater, som efter vejmyndigheden skøn hænger til
fare eller gene for trafikken, nedtages hurtigst muligt og uden yderligere
varsel (jf. Vejloven). Valgplakater, som ikke er direkte trafikfarlige, men af
andre grunde hænger i strid med de gældende retningslinjer, vil - efter meddelelse
af en rimelig frist - blive nedtaget af forvaltningen for den enkelte
kandidatlistes regning.
For en optimal kontakt med de enkelte kandidatlister
vil forvaltningen i forbindelse med næste valg sørge for, at der er indhentet
opdaterede kontaktoplysninger på alle opstillingsberettigede lister.
Betaling for nedtagning af
valgplakater
Ophængning og nedtagning af valgplakater skal som
udgangspunkt ske uden udgift for kommunen. Ved sidste valg ønskede
forvaltningen, at opkrævningerne i højere grad end tidligere afspejlede de
faktiske omkostninger, der er forbundet med nedtagning af kandidatlisternes
valgplakater. Der blev derfor beregnet en differentieret gennemsnitlig
omkostningspris på henholdsvis kr. 100,- og kr. 25,- ekskl. moms for nedtagning
af en valgplakat før og efter valgdagen. Kandidatlisterne var imidlertid ikke
tilstrækkeligt informeret om den nye beregningsform, hvorfor der i stedet blev beregnet
og faktureret en enhedspris på kr. 25,- ekskl. moms pr. nedtaget valgplakat.
For at forenkle procedurerne vedr. betaling af
valgplakater og samtidig sikre, at nedtagningen sker uden udgift for kommunen,
foreslår forvaltningen, at der overfor hver kandidatliste opkræves en
omkostningsbaseret gennemsnitlig enhedspris for nedtagning af hver valgplakat,
der har hængt i uoverensstemmelse med retningslinjerne og kan dokumenteres
nedtaget af forvaltningen. Ved valget i november 2005 nedtog forvaltningen 5100
valgplakater. Af dem blev ca. 3400 nedtaget inden valgdagen og ca. 1700
nedtaget efter. Den samlede pris for nedtagningen beløb sig til kr. 386.575,-. Den
gennemsnitlige omkostningsbaserede enhedspris svarer derfor til kr. 75,- pr.
valgplakat (386.575 ÷ 5100 = 75,79,-).
ØKONOMI
VIDERE PROCES
Forvaltningen vil i
forbindelse med næste valg fremsende tilladelse til ophængning af valgplakater
til alle opstillingsberettigede kandidatlister. Derudover vil forvaltningen udarbejde
en brochure, folder el. lign. - gerne med tegninger, skitser m.v., - som
tydeligt beskriver og illustrerer de retningslinjer, der er gældende. Brochuren
vil blive udsendt til samtlige opstillingsberettigede partier og vælgerforeninger
i København.
BILAG
1. Københavns Kommunes retningslinjer for ophængning og
nedtagning af valgplakater (Center for Veje & Renhold, maj 2007)
2. Ophængning af valgplakater - Standardvilkår for
ophængning af valgplakater på vejareal (Vejdirektoratet, nov. 2006)
Udsendt med dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets
møde den 2. maj 2007
Hjalte Aaberg Thomas
Rasch