Mødedato: 23.05.2007, kl. 15:00

Endelig vedtagelse af miljøzonens geografiske afgrænsning

Se alle bilag

Endelig vedtagelse af miljøzonens geografiske afgrænsning

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 23. maj 2007

 

 

Sager til beslutning

 

10.      Endelig vedtagelse af miljøzonens geografiske afgrænsning

 

TMU 294/2007  J.nr. 2007-33767

 

 

 

TMU/BR skal fastlægge miljøzonens geografiske afgrænsning efter at zoneafgrænsningen har været i offentligt høring. Forvaltningen vurderer at høringssvarene ikke har givet anledning til ændring af Miljøzonens geografiske afgrænsning. Der udarbejdes en informationsstrategi, for at sikre at informationen målrettes målgrupperne. Informationsstrategien skal godkendes. 

 

BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

1.   at Miljøzonens geografiske afgrænsning fastholdes.

 

2.   at der etableres én transitrute fra Mellembassinet ved Færgeterminalen via Kalkbrænderihavnsgade og Strandvænget til Strandvejen og Ring 2.

 

3.   at informationsstrategien godkendes.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

Miljøzonens geografiske afgrænsning har været i offentlig høring fra d. 20. marts til d. 18. april 2007, som loven om miljøzoner foreskriver. Efter høringen skal Teknik- og Miljøudvalget endeligt fastlægge miljøzonens afgrænsning. I perioden er der indkommet 26 høringsbreve, 10 fra private personer og beboergrupper, og 16 fra virksomheder og organisationer.

 

I hovedtræk ytrer både organisationer/virksomheder og privatpersoner sig positivt over, at Københavns Kommune vil indføre en miljøzone, og forslaget til den geografiske afgrænsningen af miljøzonen er omtalt positivt, og som værende en logisk afgrænsning i høringssvarene. De væsentligste indsigelser er at:

  1. enkelte privatpersoner ønsker en udvidelse af miljøzonen til kommunegrænsen, en enkelte helt ud til Ring 3.
  2. enkelte organisationer ønsker ikke, at miljøzonen udvides yderligere til kommunegrænsen.
  3. de fleste virksomheder/organisationer, som har indsendt et høringssvar, ønsker flere transitruter gennem København.
  4. enkelte beboere omkring Strandvænget/Strandvejen ytrer bekymring over den foreslåede transitrute.

 

 

LØSNING

Ad 1 og 2. Udvidelse af miljøzonen.

Teknik- og Miljøforvaltningen er netop nu i gang med at konsekvensvurdere en udvidelse af zonen til kommunegrænsen, og er i kontakt med de omegnskommuner, der vil blive berørt af en eventuel udvidelse. Teknik og Miljøudvalget vil få forelagt denne vurdering i efteråret 2007. En udvidelse af Miljøzonen ud til Ring 3 vil omfatte kommunerne Vallensbæk, Brøndby, Hvidovre, Glostrup, Rødovre, Herlev, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Gentofte Kommuner. Loven giver kun de 5 største kommuner i Danmark mulighed for at indføre en miljøzone, og der er pt. ikke lovhjemmel til en udvidelse af miljøzonen til Ring 3.

 

Ad 3. Flere transitruter.

I bekendtgørelsen om miljøzoner: "kan veje, der regelmæssigt anvendes som led i internationalt transit af varer, herunder transit via havne- eller lufthavnsfaciliteter, kun inddrages i en miljøzone, hvis der findes rimelige alternative transitveje uden for miljøzonen".  Københavns Kommune har i samråd med Miljøstyrelsen kortlagt denne betydning for havneområdet, og derfor er der foreslået en transitrute fra færgeterminalen i Nordhavnen til Ring 2. Mere konkret betyder dette, at de tunge køretøjer over 3,5 tons med varer, der sejler til Nordhavnen fra Norge og Polen, kan køre ud af Miljøzonen på en særlig transitrute uden, at køretøjerne skal opfylde reglerne i zonen. Al øvrig transport med containere, olie og lignende anses for værende distributionskørsel med henblik på levering i Danmark. Forvaltningen mener derfor ikke, at der er belæg for at indføre yderligere transitruter i København.

 

Ad 4. Strandvænget og Strandvejen.

Enkelte borgere langs den foreslåede transitrute ad Strandvænget/Strandvejen er bekymrede over, at netop deres vej indgår i transitruten. Forvaltningen vurderer, at antallet af tunge køretøjer over 3,5 tons, der fremover vil køre ad transitruten, og som ikke benytter denne rute i dag, vil være minimal. Forvaltningen vil følge en eventuel mindre stigning i antallet af tunge køretøjer på denne strækning nøje i forbindelse med evalueringen af miljøzonen, dvs. at der gennemføres trafiktællinger før og efter, miljøzonen indføres.

 

Informationsstrategi.

Forvaltningen har udarbejdet en informationsstrategi, vedlagt bilag 3, til udvalgets godkendelse. Planen beskriver indsatsen på informationsområdet i perioden fra annonceringen 1. juli 2007, og frem til miljøzonen træder i kraft den 1. september 2008.

 

Formålet med kampagnen er at udbrede kendskabet til kravene for at køre i miljøzonen, så transportørerne i Danmark bliver bekendt med reglerne eller ved, hvor de kan finde information om dem.  Kommunikationsindsatsen koordineres med Frederiksberg Kommune, Færdselsstyrelsen og Miljøstyrelsen.

 

                                                                         

ØKONOMI

På TMU-mødet d. 22. november 2006 blev det godkendt at overføre 3,2 mio. til Vej- og Parks budget 2007 til finansiering af projektledelse, evaluering af miljøzonen og informationsindsats i 2007. Teknik- og Miljøforvaltningen vender i løbet af efteråret 2007 tilbage med en bevillingsansøgning til udgifter i forbindelse med skiltning og informationskampagne 2008. 

 

VIDERE PROCES

Teknik- og Miljøforvaltningen vil, efter at Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen endeligt har vedtaget miljøzonen geografiske afgrænsning, offentliggøre miljøzonen pr. 1. juli 2007. Herefter skal der jf. lov om miljøzoner gå 14 måneder inden, at miljøzonen kan træde i kraft pr. 1. september 2008. I løbet af de 14 måneder vil alle tunge køretøjer have gennemgået det årlige syn, fået godkendt et eventuelt påmonteret partikelfilter og modtaget et miljøzonemærkat, som skal sidde i køretøjets forrude.

 

Teknik- og Miljøudvalget vil få en redegørelse for konsekvenserne for at udvide miljøzonen til kommunegrænsen i efteråret 2007. Teknik- og Miljøudvalget vil få en indstilling til godkendelse omkring kommunens indsats i forbindelse med evaluering og skiltningen.

 

BILAG

Høring:

Bilag 1. Opsamlingsskema over høringssvarene

Øvrige bilag:

Bilag 2. Kort over miljøzonens geografiske afgrænsning

Bilag 3. Informationsstrategi

 

(Alle 26 høringssvar er fremlagt på Rådhuset, 1. sal, vær. 36)

 

 

 

 

Hjalte Aaberg                                           Niels Tørsløv



 

Til top