Dispensation vedrørende parkeringsnorm fra tillæg 3 til lokalplan nr. 310 ”Teglværkshavnen”, Kgs. Enghave/Vesterbro.
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en dispensation fra tillæg 3 til lokalplan 310 Teglværkshavnen for at ændre parkeringsnormen for et nybyggeri langs Teglholmens Østkaj (se kort i bilag 4).
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
-
at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra § 9, stk. 7 i tillæg 3 til lokalplan nr. 310 ”Teglværkshavnen”, således at der stilles krav om 1 parkeringsplads pr. 150 m2 på de i Løsning angivne byggefelter.
Problemstilling
Bygherre har for syv byggefelter, der ligger på det østlige Teglholmen, søgt om dispensation fra tillæg 3 til lokalplan Teglværkshavnen (se kort i bilag 4). Bygherre ønsker, at ændre parkeringsnormen for byggefelterne n, o, p, q, r, s og t fra lokalplanens krav om en parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal til en parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal. Det ønskede parkeringskrav svarer til det, der er fastsat i Kommuneplan 2015 for C-områder.
Ønsket til dispensation har været i nabohøring fra den 13. februar 2018 til den 6. marts 2018. Forvaltningen har modtaget ni henvendelser, der primært omhandler manglende forståelse for ønsket om at reducere kravet til parkering, fordi der allerede i dag opleves mangel på parkering.
Medlem af Teknik- og Miljøudvalget Jakob Næsager (C) har ønsket at få sagen behandlet i Teknik- og Miljøudvalget.
Løsning
Lokalplanen fastsætter i § 9, stk. 7, at parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen ca. 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etagemeter. Det betyder, at der i de syv ovenfor angivne byggefelter skal indrettes 83 parkeringspladser. Bebyggelsen planlagt på de syv byggefelter svarer til ca. en tiendedel af den samlede bebyggelse på det sydøstlige Teglholmen (se rød markering på kort i bilag 4). Med den ønskede reduktion af parkeringen vil der skulle indrettes ca. 55 parkeringspladser. Dispensationen vil således betyde, at der etableres ca. 28 færre parkeringspladser end med en parkeringsnorm på 1 pr. 100 m2. Idet der er tale om et udviklingsområde medfører dispensationen ikke fjernelse af allerede eksisterende parkering.
En sådan justering af kravet til parkeringen vil stemme overens med eksisterende krav til parkering i de tilgrænsende ejendomme langs Teglholmens Østkaj (se bilag 4 for overblik over parkeringskravene i lokalplanområdet).
Med en parkeringsnorm på 150 vil kravet til parkering svare til det, der er fastsat i den gældende Kommuneplan 2015 for denne områdetype med anvendelse til boliger og serviceerhverv.
Forvaltningen anbefaler denne tilpasning, som kan være med til at sikre en bæredygtig byudvikling gennem styring af biltrafikken ved at motivere flere til at benytte offentlig transport. Det er desuden et argument for dispensationen, at metrolinjen om seks år vil være færdigetableret. Virkeliggørelsen af planlægningen bør således efter forvaltningens opfattelse i videst muligt omfang tage højde for stedets fremtidige infrastruktur og udvikling. Det er således nu, før området er udbygget, at muligheden for at tage højde for den fremtidige infrastruktur og stationsnærhed er til stede.
Forvaltningen vurderer blandt andet ud fra erfaringer fra sammenlignelige kvarterer, at parkeringsbehovet i området reelt er i størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 150 m2, hvorfor der ikke er behov for at sætte krav om 1 pr. 100m2. I år 2024 vil der være en metrostation indenfor ca. 600 meter fra disse byggerier, hvilket nedsætter behovet for at komme til stedet i bil.
Godkender Teknik- og Miljøudvalget dispensationen vil den danne præcedens for lignende ønsker på Teglholmen. Ønsker Teknik- og Miljøudvalget derimod ikke at godkende dispensationen, så vil den gældende parkeringsnorm i lokalplanen skulle overholdes.
Høring
Dispensationen har jf. planlovens § 20 været i nabohøring i perioden den 13. februar 2018 til den 6. marts 2018. Forvaltningen har modtaget ni henvendelser (bilag 2). I bilag 3 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.
Hovedsynspunkt i borgernes henvendelser
I otte ud af ni høringssvar ytres ønske om, at parkeringskravet ikke sænkes. Af høringssvarene fremgår, at der allerede på nuværende tidspunkt opleves store problemer med mangel på parkeringspladser, og at manglen ikke forventes at blive mindre, fordi der åbner en metrostation. Endvidere nævner flere, at det er uhensigtsmæssigt at reducere parkeringen, når metrolinjen først forventes færdig i 2024.
Forvaltningens bemærkninger
Dispensationen til 1 parkeringsplads pr. 150 m2 etagemeter svarer til den dispensation, der er givet til byggefelterne a, d, e, f, g, h, i, j, l og m, som ligeledes ligger i underområde X i lokalplanen, og som omgiver de aktuelle byggefelter. Dispensationen vil således give grundejere i det aktuelle område lige vilkår.
I takt med at området udbygges, vil der, også med den ønskede dispensation, blive etableret flere parkeringspladser i området, herunder også terrænparkering i umiddelbar nærhed af de syv havnemoler.
I år 2024 vil der komme metro til området, og der vil blive placeret en station nord for Frederiksholmsløbet indenfor en afstand af ca. 600 m. fra disse byggerier. Det betyder, at området kommer til at ligge meget tæt ved en station, og det nedsætter behovet for at komme til stedet i bil.
Det varer seks år før metrolinjen er færdigetableret, men det er nu opførelsen af byggerier pågår. Plangrundlaget skal tage højde for stedets fremtidige projekter og udvikling, men det er selvfølgelig korrekt, at det i en periode kan betyde, at relativt flere ønsker at komme til stedet i bil.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele ansøger den ønskede dispensation og orientere afsendere af høringssvar om afgørelsen.
Pernille Andersen
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 23. april 2018
Indstillingen blev godkendt med otte stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.