Mødedato: 23.04.2008, kl. 15:00

Evaluering af kulturbannerordningen

Evaluering af kulturbannerordningen

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 23. april 2008

 

 

Sager til beslutning

 

22.      Evaluering af kulturbannerordningen

TMU 242/2008  J.nr. 2008-177951

 

 

Forvaltningen har evalueret den såkaldte kulturbanner-ordning, der har eksisteret i godt et år, og som gør det muligt at annoncere for kulturelle begivenheder på bannere på en række strækninger i København. Det er kun relativt få kulturannoncører, som har benyttet sig af mediet, og der foreslås en række ændringer for at gøre ordningen mere attraktiv.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.      at kulturbannerordningen gøres tilgængelig for en bredere kreds af kulturannoncører og bannerskabelonen ændres.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. april 2008

Godkendt

 

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 9. august 2006 (TMU 438/2006) at indføre en ordning, hvor statslige og kommunale kulturinstitutioner samt arrangører af store kulturbegivenheder i København fik mulighed for at formidle information om arrangementer på udendørsbannere ophængt i lygtepæle på en række strækninger i det københavnske byrum. Samtidig besluttede udvalget, at ordningen skulle evalueres efter et år.

 

Løsning

Kulturbannerordningen har nu været i drift ét år, og det har vist sig, at kulturbanner-mediet ikke har været så attraktivt som forventet.

 

I ordningens første leveår (april 2007 til april 2008) har der kun været seks opsætninger af kulturbannere i byen, og siden oktober 2007 har der ikke været kulturbannere i byen.

Wonderful Copenhagen har stået bag alle opsætningerne på nær én, hvilket var kommunens Ren By kampagne. Derudover vidner opsætningernes relativt korte varighed (1-2 uger) og deres begrænsede udstrækning (1-3 bannerstrækninger ad gangen) om, at kulturbannerordningen ikke har spillet en væsentlig rolle i forhold til synliggørelse af kulturtilbud i byen eller markering af København som en international kulturby – ordningens to hovedformål. Bilag 1 viser en detaljeret oversigt over gennemførte opsætninger af bannere i byen.

 

Hvad mener kulturannoncører og borgere om kulturbannerne?

De annoncører, der har benyttet banner-mediet, udtrykker generel tilfredshed. Mediet er flot og en god mulighed for at synliggøre kulturtilbud og -begivenheder i byen. Dog er den gennemgående holdning, at mediet er for dyrt sammenholdt med andre outdoor-medier, eksempelvis plakater i tog/bus og på buslæskure samt fladskærme ved metrostationer. Dertil kommer, at bannere ikke syner store i bybilledet. Annoncørerne foreslår, at kulturbannerordningen udvides med flere bannerstrækninger i Indre By – vel og mærke hvis prisen sættes ned. I bilag 2 findes kortmateriale og prisliste for de syv bannerstrækninger i byen.

 

Harboe Skilte A/S (som vandt udbuddet af driften af bannerordningen i perioden 2007-2010) og Wonderful Copenhagen (underleverandør) peger på, at sponsorfeltet er for lille til at kunne tiltrække vægtige sponsorer, og at retningslinjerne for farve på logo for Københavns Kommune giver designmæssige problemer.

 

En række potentielle kulturannoncører har henvendt sig, uden at det er mundet ud i en kampagne. Blandt de interesserede tæller blandt andet Kulturhavn, Copenhagen Jazz Festival, Dansk Design Center, WWF Verdensnaturfonden, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, EM i Triatlon, D3 EXPO, Copenhagen Film Festival, Coral Symposium, Speedway, Copenhagen Marathon og Copenhagen Fashion Week. Når de mange henvendelser ikke har ført til konkrete opsætninger, skyldes det primært, at prisen er for høj.

 

Hverken forvaltningen, Harboe Skilte A/S eller Wonderful Copenhagen har, i forbindelse med de seks gennemførte opsætninger, modtaget positive eller negative reaktioner fra borgerne.

 

Udvikling af kulturbannerordningen

Evalueringen viser et behov for at gøre kulturbannerordningen mere attraktiv, og at den høje pris for en bannerpakke er den største udfordring i forhold til at få flere opsætninger, som kan markere København som en kulturby.

 

En prisnedsættelse på bannerpakkerne er i forvaltningens øjne ikke en reel mulighed, da ordningen skal være udgiftsneutral for kommunen (jf. BR 260/2006). Kontrakten med Harboe Skilte A/S bevirker, at en prisnedsættelse skal finansieres af forvaltningen, hvilket vil være ensbetydende med en merudgift for forvaltningen. I dag betales selve banneret, opsætning/nedtagning, administration samt vedligeholdelse af bannerholdere af annoncørerne. Forvaltningen vil imidlertid arbejde for en bedre aftale med Eltel (underleverandør) om opsætning/nedtagning af bannere, så prisen dermed bliver lavere.

 

Ifølge Harboe Skilte A/S har det salgsmæssigt vist sig, at kulturarrangørerne har svært ved at skaffe økonomi til kulturbannere og derfor er meget afhængige af sponsorer. Og sponsorerne kræver "value for money", hvilket stiller krav om synlighed. Forvaltningen foreslår efter samråd med Harboe Skilte A/S og Wonderful Copenhagen derfor mere fleksible layoutmuligheder, hvor sponsorfeltet gøres større og får plads nederst på banneret - den mest synlige og attraktive del. For at sikre harmoniske bannere ønsker forvaltningen også at åbne mulighed for, at Københavns Kommunes logo kan gengives i flere farver og former i henhold til kommunens designmanual. Bannerne vil fortsat være visuelt genkendelige som kommunens annonceringsordning. I bilag 3 ses en banner efter den nuværende skabelon og forslag til, hvordan bannere fremover kan se ud.

 

I lyset af de få opsætninger i det forløbne år foreslår forvaltningen, at bannermediet bliver tilgængeligt for en bredere kreds af kulturannoncører. Dette kan gøres ved, at forvaltningen i fremtiden først og fremmest giver tilladelse til opsætning af kulturbannere på baggrund af kulturtilbuddets karakter og betydning for København, frem for hvem der står bag. I dag skal forvaltningen godkende kulturannoncøren inden selve kampagnen og dets budskab. Dette vil svare til forvaltningens praksis, når der gives tilladelse til arrangementer i byen. Forvaltningen vil i forbindelse med godkendelse af kampagne og layout sikre, at bannermediet ikke udvikl er sig til en reklameplads, men forbliver en mulighed for at understøtte kulturtilbud og markere København som en international kulturby.

 

Udover det som annoncørerne påpeger, vurderer forvaltningen at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at udvide kulturbannerordningen med flere bannerstrækninger i byen. Hvorvidt nogle bannerholdere skal flyttes til Indre By, vil forvaltningen se nærmere på ultimo 2008.

 

Inden for de rammer, kontrakten med Harboe Skilte A/S giver, er det forvaltningens vurdering, at de nævnte tiltag er de mest hensigtsmæssige. Dog uden, at det med sikkerhed kan siges, om eller i hvilket omfang tiltagene vil have den ønskede effekt.

 

Økonomi

I henhold til kontrakten om drift af bannerordningen er Harboe Skilte A/S berettiget til en minimumsbetaling på 23.542 kr. pr. måned, såfremt der ikke har været kundegrundlag, og markedsføringen af banner-mediet ikke har været tilstrækkelig. I øjeblikket er forvaltningen i dialog med Harboe Skilte A/S om, hvorvidt kontrakten er opfyldt. De få opsætninger kan derfor medføre merudgifter til forvaltningen.

 

Videre proces

I forlængelse af denne evaluering vil forvaltningen udarbejde et nyt sæt retningslinjer. Derudover vil forvaltningen løbende være i dialog med Harboe Skilte A/S om ordningens udvikling, og senest i foråret 2009 vil forvaltningen evaluere kulturbannerordningen på ny.

 

Bilag

1.      Oversigt over gennemførte opsætninger af kulturbannere

2.      Kortmateriale og prisliste for de syv bannerstrækninger i byen

3.      Bannerlayout

 

 

 

Hjalte Aaberg                   Signe Skovgaard

 

 

 

Til top