Mødedato: 23.04.2008, kl. 15:00

Implementering af Københavns Kommunes Sundhedspolitik - høringssvar

Implementering af Københavns Kommunes Sundhedspolitik - høringssvar

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 23. april 2008

 

 

Sager til beslutning

 

1.      Implementering af Københavns Kommunes Sundhedspolitik - høringssvar

TMU 212/2008  J.nr. 2008-44937

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget har fremsendt en revideret plan for implementering af sundhedspolitikken gældende for 2008-2009 til høring i de stående udvalg. Teknik- og Miljøudvalget skal godkende forslag til høringssvar.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

1.                  at Teknik- og Miljøudvalget fremsender forslaget til høringssvar, der fremgår af indstillingen, til Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. april 2008

Godkendt, idet brevet tilføjes en bemærkning om, at der er igangsat en indsats mod støj fra gadetrafikken, som har en sundhedsmæssig effekt og skal medvirke til øget livskvalitet.

 

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har sendt en revideret plan for implementering af sundhedspolitikken gældende for 2008-2009 til høring i de stående udvalg.

 

Løsning

Forvaltningen har udarbejdet følgende udkast til høringssvar:

 

"Teknik og Miljøforvaltningen har igangsat en række projekter, som vil være med til at opfylde målene i kommunens sundhedspolitik under den overskrift, som handler om et sundt bymiljø.

 

Forvaltningen har igangsat følgende initiativer:

 

Motionsruter:

Der etableres motionsruter for at invitere til bevægelse - når der kommer flere ruter rundt om i byen, bliver det også attraktivt at bevæge sig, idet man f.eks. kan starte løbeturen tæt på sit hjem.

Status:

Den første rute er allerede etableret og målepunktet forventes udfyldt ultimo 2008.

 

Renovering af legepladser:

Legepladserne skal fremover inspirere til leg og bevægelse. Desuden skal antallet øges, for at der bliver lettere adgang til dem.  En række af de bemandede legepladser renoveres også. Der etableres herudover udflugtslegepladser.

Status:

24 lokale legepladser er allerede opgraderet, 6 bemandede legepladser er istandsat og udviklingen af udflugtslegepladserne er igangsat.

 

Parkhardware:

Byens grønne områder forbedres ved fornyelse og istandsættelse af bænke og lign.

Målet er, at de grønne områder bliver mere tiltrækkende, og der bliver bedre muligheder for ophold og rekreation.

Status: Bænke, skilte, kurve og grus/asfaltstier forventes udskiftet og istandsat i perioden 2008-2010.

 

Mere og bedre cykeltrafik:

For at få flere til at cykle i København er der igangsat undersøgelser for at opgradere dokumentationsområdet - dvs. fokus på hvem der cykler og hvem der ikke gør - og hvorfor. Målet er at få større viden om den samfundsøkonomiske effekt af cykling.

Status: der er vedtaget 3 cykelpakker siden 2006.

 

Støjhandlingsplan:

Der indføres en miljøzone med henblik på at forbedre københavnernes sundhed - f.eks. ved at reducere luftvejslidelser.

Status: Miljøzonen indføres i september 2008

 

 

Derudover arbejder forvaltningen på at indfri målene i "Miljømetropolen - vores vision CPH 2015". Her ligger også en række initiativer, som bl.a. skal stimulere københavnerne til at bruge byens grønne og blå områder mere aktivt.

 

Med ovennævnte projekter er der således allerede igangsat flere initiativer fra Teknik- og Miljøforvaltningen, der kan være med til at opfylde Sundhedspolitikkens visioner for sundt bymiljø.

 

Dog bemærkes, at regeringens anlægsstop gør det vanskeligere at indfri de nævnte mål, da en række konkrete anlægsarbejder vil blive forsinket."

 

Økonomi

De foreslåede initiativer vurderes ikke at medføre ekstraudgifter for Teknik- og Miljøudvalget

 

Videre proces

Efter godkendelse af høringssvaret fremsendes det til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

 

Bilag

1.      Høringsbrev af 28. marts 2008 med beslutningsprotokollen fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 27. marts 2008

 

 



Hjalte Aaberg                   Jon Pape

 

 

 

 

Til top