Mødedato: 23.02.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Startredegørelse for "Sankt Joseph Søstrene Plejecenter"

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, at der igangsættes udarbejdelse af lokalplan med henblik på en omdannelse af det tidligere Sankt Joseph Søstrenes Kloster på Østerbro til et bofællesskab for ældre og ca. 100 plejeboliger.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der udarbejdes forslag til lokalplan ”Sankt Joseph Søstrene Plejecenter” på baggrund af intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1.

Problemstilling

Lejerbo ønsker at istandsætte og ombygge Sankt Joseph Søstrenes Kloster, Strandvejen 91 til et seniorbofællesskab, nedrive eksisterende plejeboliger og opføre ca. 100 plejeboliger som nybyggeri nord og vest for de oprindelige klosterbygninger. Den tilknyttede kirke tænkes anvendt til kulturelle formål.

Gennemførelse af projektet kræver, at der udarbejdes lokalplan, som muliggør opførelse af de nye plejeboliger.

Løsning

Projektet indledes med, at der udskrives en indbudt totalentreprisekonkurrence. Konkurrencen skal sikre, at nybyggeriet indpasses i området på en måde, der tilgodeser både de bevaringsværdige bygninger og kravene til moderne plejeboliger.

Grunden har et areal på 10.102 m2. De eksisterende bygninger, som bevares, har et etageareal på ca. 5.200 m2. Der ønskes opført ca. 7.700 m2 som nybyggeri, hvorved bebyggelsesprocenten bliver ca. 115.

Eksisterende adgang for biler fra Strandvejen bevares. Parkering placeres på terræn, og der stilles krav om én plads pr. 5 plejeboliger samt højst en plads pr. 100 m2 og mindst en plads pr. 200 m2 for øvrige arealer. Antallet fastsættes i forbindelse med lokalplanen. Der skal etableres cykelparkering svarende til 1,5 plads pr. 100 m2 etageareal. Mindst halvdelen skal være overdækkede.

Sankt Joseph Søstrenes kloster er opført i 1904 med en senere tilbygning i èn etage opført i 1970. Klostret markerer sig som et enkeltstående, veldefineret anlæg ved Strandvejen i historicistisk stil. Klostret er omgivet af en park med flere store træer og afgrænses af en mur. Hele anlægget fremstår som et markant arkitektonisk element langs Strandvejen.

Klosterfunktionen ophører med Lejerbos overtagelse af ejendommen.

Byliv
Benyttelsen af den tidligere kirke til kulturelle formål kan medvirke til at skabe aktiviteter og blive et samlingspunkt i kvarteret. Herudover sikrer projektet, at en kulturhistorisk og arkitektonisk interessant bebyggelse bevares og udvikles.

Bæredygtighed
I konkurrencen skal det undersøges, om opsamling af regnvand fra tage på nybyggeriet kan opsamles og genbruges. Herudover skal der i forbindelse med ny bebyggelse overvejes at integrere anlæg til vedvarende energi som f.eks. solceller.

Kommuneplan
Projektet er i overensstemmelse med kommuneplanen. Området er omfattet af en C2 ramme, som fastlægger anvendelsen til boliger og serviceerhverv. Bebyggelsesprocenten fastsættes til 150 og bygningshøjden til højst 24 m. Friarealprocenten for boliger fastsættes til 40 og for erhverv til 10. De oprindelige bygninger er desuden udpeget som bevaringsværdige i Kommuneplan 2011.

Anbefalinger til den videre planlægning
Forvaltningen anbefaler startredegørelsen, idet konkurrencen skal belyse følgende forhold :

  • Den eksisterende bevaringsværdige bebyggelse bør istandsættes og ombygges med respekt for den oprindelige arkitektur, materialevalg og detaljering. Nødvendige udvendige ændringer skal tilpasses bygningernes særlige arkitektur.
  • Nybyggeri bør udføres i et moderne formsprog, der kan ses som en nyfortolkning med referencer til klostret med hensyn til volumener og materialer.
  • Den samlede bebyggelse skal fremtræde som et helstøbt, afgrænset anlæg i et grønt område.
  • Nybyggeriet bør placeres, så der sammen med kirkens facade mod nord dannes en ny indre gård.
  • Nybyggeri vil umiddelbart påvirke Pædagogseminaret nord for klostret og Svanemøllevej 48 og 50 vest for klostret. Hensyn til lys, skygge og indbliksgener bør indtænkes i udformningen.

Miljøvurdering
Når planarbejdet sættes i gang, vil forvaltningen foretage en screening af de miljømæssige konsekvenser med henblik på at vurdere, om der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (MPP).

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når startredegørelsen er godkendt i udvalget, gennemføres en intern høring af relevante instanser - herunder Østerbro lokaludvalg med henblik på bidrag til udarbejdelse af lokalplanforslaget.

Forvaltningen forventer at forelægge forslag til lokalplan med henblik på vedtagelse i Borgerrepræsentationen medio 2015, hvorefter det sendes i offentlig høring i 8 uger. Planforslaget ventes vedtaget ultimo 2015.

       

                                        Pernille Andersen

                                                                                  /Torben Glesborg

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 23. februar 2015

Indstillingen blev trukket tilbage af forvaltningen ved mødets start.
Til top