Mødedato: 23.01.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Åbning af p-pladser ved ambassader i aften- og nattetimerne

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forslag om at stille p-pladser ved ambassader og konsulater til rådighed for beboere i aften- og nattetimerne.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget tager forvaltningens redegørelse om ’Åbning af ambassadepladser i aften- og nattetimer’ til efterretning, jf. bilag 1.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  2. at forvaltningen arbejder videre med at åbne p-pladserne ved de honorære konsulater i aften- og nattetimerne.
  3. at der hermed er gjort op med det ændrede medlemsforslag fra Det Konservative Folkeparti om at frigive ambassade p-pladser til beboerne, stillet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 21. november 2016.

Problemstilling

Københavns Kommune har reserveret et større antal parkeringspladser på offentlig vej til udenlandske repræsentationer. I nogle tilfælde står disse pladser ledige i aften- og nattetimerne. Samtidig kan det i nogle områder være vanskeligt for beboere at finde parkeringspladser i aften- og nattetimerne.

Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 21. november 2016 et medlemsforslag fra Det Konservative Folkeparti. Der blev stillet et ændringsforslag, som blev godkendt uden afstemning, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen blev pålagt ”at undersøge om kommunen eller staten er retligt forpligtet overfor de pågældende lande til at stille parkeringspladser gratis til rådighed hele døgnet, herunder om der er forskel på ambassader, konsulater og honorære konsulater. Samt at forvaltningen undersøger, om der er nogle sikkerhedsrisici ved at lade beboere bruge parkeringspladserne om aftenen og natten”.

Løsning

Københavns Kommune har reserveret parkeringspladser til i alt 75 forskellige repræsentationer - primært koncentreret omkring Indre By og brokvartererne. Pladserne er i altovervejende grad reserveret hele døgnet, hele ugen. Forvaltningen har været i kontakt med en række repræsentationer med anmodning om at begrænse tidsrummet for reservering af parkering. Kun én repræsentation indvilgede i at lade reserveringen begrænse. Forvaltningen har endvidere været i kontakt med Udenrigsministeriet for at afstemme forventninger og forpligtelser i forhold til repræsentationerne.

Inden for diplomatiet skelnes der mellem ambassader, konsulater og honorære konsulater, se bilag 1 for uddybende definition af repræsentationerne. Honorære konsuler nyder begrænsede privilegier og arbejder ofte med begrænsede åbningstider. Derfor vil parkeringspladser tilknyttet honorære konsulater formentlig kunne åbnes for offentligheden uden for almindelig kontortid.

Forvaltningen anbefaler, at de honorære konsulater kontaktes med henblik på at åbne disse parkeringspladser fra kl. 17-08. Der vil potentielt være tale om 29 pladser.

Kommunen har i 2001 indgået en aftale med den private forening Corps Consulaire-Danmark om, at funktioner i konsulater (og generalkonsulater) helt kan sidestilles med funktioner i ambassader, se bilag 2. Forvaltningen anbefaler indledningsvist, at Corps Consulaire-Danmark kontaktes med henblik på en ændring/ophævelse af aftalen.

I forhold til ambassadernes p-pladser, må de betragtes som velerhvervede rettigheder, og en ændring af parkeringsforholdene vil blive betragtet som et brud på sædvane. Ligeledes gælder det for konsulater, der ledes af en udsendt chef, da de nyder stort set samme rettigheder og privilegier som ambassader.

I erkendelse af, at der, ud over de kommunale interesser, kan være udenrigspolitiske interesser på spil, anbefaler forvaltningen, at der ikke foretages ændringer af parkeringsforholdene til disse repræsentationer.

For en uddybning af forvaltningens undersøgelser og overvejelser henvises til bilag 1.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Teknik- og Miljøforvaltningen. Udgifter til undertavler/ændrede skilte kan dækkes inden for de eksisterende rammer.

Videre proces

For så vidt angår honorære konsulater, agter forvaltningen at kontakte Corps Consulaire-Danmark med henblik på at ændre/ophæve den af forvaltningen tidligere indgåede aftale.

Herefter høres de enkelte honorære konsulater enkeltvis for at få afdækket behovet for parkeringspladser efter kl. 17. Forvaltningen vil efter forudgående drøftelse med Udenrigsprotokollen og PET træffe konkrete og individuelle afgørelser om åbning af pladserne i aften- og nattetimerne.

 

Pernille Andersen

                        /Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 23. januar 2017

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag til erstatning af indstillingens 2. at-punkt:

”At forvaltningen arbejder videre med at åbne p-pladserne ved de honorære konsulater i aften- og nattetimerne, og at ambassadernes parkeringspladser åbnes for beboerne i tidsrummet kl. 17-08, med mindre ambassaden har ekspeditionstid i dette tidsrum.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med tre stemmer mod syv. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C, F og V.
Imod stemte: A, B og Ø.

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top