Opstilling af buste af Thomas Dinesen i Churchillparken, Indre By
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om kommunen vil modtage en buste af Thomas Dinesen som gave til opstilling i Churchillparken.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at en buste af Thomas Dinesen modtages som gave og opstilles i Churchillparken.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget en ansøgning fra De Allieredes Danske Våbenfæller om tilladelse til at rejse en buste af Thomas Dinesen i Churchillparken.
Løsning
Thomas Dinesen blev tildelt det højeste britiske hæderstegn, Victoriakorset, for sin indsats under 1. Verdenskrig i de allieredes tjeneste. På denne baggrund ønsker De Allieredes Danske Våbenfæller at opstille busten. Ud over Dinesen har kun to danskere modtaget denne hædersbevisning. Dinesen blev som frivillig soldat tilknyttet Quebec Regiment, Royal Highlanders of Canada. Han blev som menig sendt til Vestfronten i Frankrig, hvor han udviste ”usædvanlig tapperhed” efter ti timers nærkamp ved Parvillers den 12. august 1918. Dette er årsagen til, at han blev tildelt ordenen.
De Allieredes Danske Våbenfæller ønsker, at busten bliver fremstillet af den herboende, russiske kunstner Sergei Boguslavski, som har udført en model af portrætbusten (bilag 1). Busten vil blive støbt i bronze, og der vil blive udført en sokkel i en nordisk granitart, der i mål og materiale harmonerer med de øvrige buster i parken.
Indpasning i byrummet
I forbindelse med opførelsen af et nyt Frihedsmuseum i Churchillparken skal to eksisterende buster, som forestiller henholdsvis Anders Lassen og Kaj Birksted, flyttes permanent til en anden placering i parken. En kreds af interessenter, som bl.a. består af De Allieredes Danske Våbenfæller, har arbejdet med flytningen af busterne, og forvaltningen har lagt megen vægt på at efterkomme disse sidste tilbageværende krigsveteraners ønsker. Kredsen ønskede at etablere en slags ”æresallé” på den tværgående sti foran St. Alban’s Church (Den Engelske Kirke), som fører op til parkens buste af Winston Churchill. Fredningsmyndighederne gav dog afslag på ansøgningen, hvorfor forvaltningen foreslog en alternativ placering uden for beskyttelseslinjen (bilag 2), som initiativtagerne til Dinesen-busten er positive overfor.
Kunstnerisk vurdering
Ansøgningen og forslaget har været til høring i Billedkunstudvalget (bilag 3), hvis høringssvar lyder således:
”Billedkunstudvalget diskuterede høringssvaret om placeringen af buste med Thomas Dinesen ved det nye Frihedsmuseum, hvor forslaget er at placere Dinesen-busten ved siden af to allerede eksisterende busters nye placering. Udvalget fandt, at placeringen var i orden.”
Forvaltningen henvendte sig igen til Billedkunstudvalget for at få deres eksplicitte holdning til bustens kunstneriske kvaliteter. Udvalget bifaldt den foreslåede placering uden at forholde sig til det kunstneriske udtryk.
Lokal forankring
Ansøgningen og forslaget har været til høring i Indre By Lokaludvalg. Udvalgets høringssvar (bilag 4) lyder som følger:
”Lokaludvalget opfatter Churchillparken som relateret til 2. Verdenskrig, og da Thomas Dinesen fik Victoriakorset i forbindelse med 1. Verdenskrig, mener lokaludvalget, at man må finde et passende sted med relation til 1. Verdenskrig, hvor den kan stå. Derudover ser lokaludvalget ikke, at Thomas Dinesen er af betydning for nutiden på grund af deltagelsen i 1. Verdenskrig, men nærmere på grund af hans forfatterskab. Lokaludvalget støtter derfor ikke, at der bliver opstillet en buste af Thomas Dinesen i Churchillparken.”
Forvaltningens bemærkninger
Parken er defineret som temapark for krigene i det 20. århundrede. Det fremgår af forvaltningens monumentredegørelse fra 2004. Parken rummer således mindesmærker for såvel Den Spanske Borgerkrig som Vinterkrigen foruden monumenter for 2. Verdenskrig. Desuden har der siden 2014 ligget en mindeplade foran Den Engelske Kirke for Thomas Dinesen og Percy Howard Hansen, der begge har modtaget Victoriakorset for deres indsats under 1. verdenskrig. Thomas Dinesen vil således blive hyldet for sin militære indsats og ikke sin litterære virksomhed, hvilket en placering af hans buste i netop Churchillparken vil tydeliggøre.
Forvaltningens anbefaling
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler derfor, at busten bliver sat op på det angivne sted i Churchillparken. Her vil den føje sig naturligt til de øvrige buster i den del af parken, der er viet til heltene under de to store krige i det 20. århundrede. Ved at stille busten af Thomas Dinesen side om side med to andre buster af samme karakter og højde skabes der langs Amaliegade et æstetisk udtryk, hvor der endvidere er taget hensyn til værkernes funktion som mindesmærker, f.eks. ved fanebæringer og kransenedlæggelser.
Økonomi
Når indstillingen er godkendt, vil De Allieredes Danske Våbenfæller starte en indsamling til finansiering af busten og dens sokkel. Lykkes dette, vil forvaltningen bekoste bustens fundament og opsætning, hvilket er almindelig praksis og har en skønsmæssig udgift på 15.000-20.000 kr. Udgiften vil blive finansieret over Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsbevilling.
Videre proces
Når økonomien er sikret, vil kunstneren gå i gang med at modellere busten i fuld størrelse.
Pernille Andersen
/Jon Pape
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 23. januar 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.