Mødedato: 23.01.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Områdeløft Sundholmsvejkvarteret, indstilling om parkeringsredegørelse og nedlæggelse af parkeringspladser

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at der nedlægges seks parkeringspladser i forbindelse med realisering af trafik- og byrumsprojekterne i Sundholmskvarteret, og at der nedlægges 50 pladser i blå parkeringszone, som erstattes med 50 pladser i samme beboerlicenszone.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der nedlægges seks parkeringspladser uden for betalingszonen i forbindelse med realisering af trafik- og byrumsprojekter i Sundholmskvarteret. I henhold til P-aftale 2011 skal der ikke etableres erstatningspladser, og nedlæggelsen medfører ikke provenutab.
  2. at der i samme forbindelse nedlægges yderligere 50 parkeringspladser i Blå zone, og at disse i overensstemmelse med P-aftale 2011 erstattes ved etablering af 50 erstatningspladser i samme beboerlicenszone (SN) (jf. bilag 1 parkeringsredegørelse). Erstatningspladserne nedlægges under forudsætning af, at den afsatte anlægspulje til erstatningspladser i Blå zone frigives som forventet på Borgerrepræsentationens møde den 9. februar 2012.

Problemstilling

I forbindelse med Bylivsstrategien for Sundholmskvarterets og Sundholmskvarteret Områdeløft blev der frigivet anlægsmidler til realisering af trafik- og byrumsprojekter i Sundholmskvarteret. I forbindelse med anlæggelse af dette (BR 26/8 2010 og BR 10/2 2011) vil det blive nødvendigt at nedlægge 56 parkeringspladser. 50 af de 56 parkeringspladser ligger i blå parkeringszone. Af parkeringsredegørelsen, bilag 1, fremgår, at der er fundet erstatningspladser til de 50 pladser andre steder i kvarteret, og dermed inden for samme beboerlicenszone.

Løsning

Områdeløft for Sundholmsvejkvarteret er defineret som et fast track-projekt, hvorfor projektet kun er præsenteret for Teknik- og Miljøudvalget én gang og godkendt af Borgerrepræsentationen 11. marts 2011.

Inden for betalingszonen (blå) nedlægges 19 pladser på Skotlands Plads, 23 på Sundholmsforbindelsen og otte på Brigadevej. I alt 50 pladser. Erstatningspladserne tilvejebringes ved at ændre langsgående parkering til skråparkering på Byglandsgade (+20 pladser), Lerfosgade (+20 pladser) og Hemsedalsgade (+10 pladser), hvilket samlet giver 50 pladser.

Uden for betalingszonen nedlægges tre pladser langs Sundholmvejs sydside og tre pladser i forbindelse med Tidselruten. I alt nedlægges seks pladser uden for betalingszonen, hvor den højeste belægningsprocent er målt til 73 %. Nedlæggelsen af de seks pladser vurderes således ikke at have betydning for muligheden for at parkere i området. Se bilag 1, parkeringsredegørelse.

Økonomi

Anlæggelsen af erstatningsparkeringspladser finansieres af den afsatte anlægspulje til erstatningspladser i blå zone, som er på 12,5 mio. kr. (2011 p/l). I P-aftale 2011 er der afsat 50.000 kr. til hver erstatningsplads, og de 50 erstatningspladser forventes at kunne etableres inden for denne ramme, dvs. 2,5 mio. kr. Puljen blev godkendt på Borgerrepræsentationens møde den 13. november 2011, og anlægsmidlerne i puljen forventes frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 9. februar 2012.

Anlægsbevillingerne til realisering af trafik- og byrumsprojekter i Sundholmskvarteret blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 26. august 2010 og 2. februar 2011.

Videre proces

Hovedprojektering igangsættes, og anlægsstart forventes medio april 2012. Delprojekterne er af meget forskellig karakter og størrelse, hvorfor de små projekter forventes at kunne anlægges løbende, mens de større som f.eks. Sundholmsvej og Skotlands Plads først bliver anlagt i 2012/13.

Erstatningspladserne etableres af Skråparkeringsprojektet samtidigt med, at parkeringspladserne nedlægges.

 

 
            Hjalte Aaberg

                                                          /Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 23. januar 2012

Socialdemokraterne stillede ændringsforslag om at indstillingens 2. at-punkt ændres

fra:

”2. at der i samme forbindelse nedlægges yderligere 50 parkeringspladser i Blå zone, og at disse i overensstemmelse med P-aftale 2011 erstattes ved etablering af 50 erstatningspladser i samme beboerlicenszone (SN) (jf. bilag 1 parkeringsredegørelse). Erstatningspladserne nedlægges under forudsætning af, at den afsatte anlægspulje til erstatningspladser i Blå zone frigives som
forventet på Borgerrepræsentationens møde den 9. februar 2012.”

til:

"at der i samme forbindelse nedlægges yderligere 50 parkeringspladser i Blå zone, og at disse i overensstemmelse med P-aftale 2011 erstattes ved etablering af 50 erstatningspladser i samme beboerlicenszone (SN) (jf. bilag 1 parkeringsredegørelse). Parkeringspladserne nedlægges under forudsætning af, at den afsatte anlægspulje til erstatningspladser i Blå zone frigives som forventet på Borgerrepræsentationens møde den 9. februar 2012. "

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 7 udvalgsmedlemmer: A, B, C, V og O.
Imod indstillingen stemte 4 udvalgsmedlemmer: F og Ø.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev godkendt.

Til top