Mødedato: 23.01.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høring om renovering af Sundholm varmecentral

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende, at projektforslaget om renovering af Sundholm varmecentral sendes i høring hos de berørte parter.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

  1. at forvaltningen sender Københavns Energi A/S projektforslag om renovering af Sundholm varmecentral i høring.

Problemstilling

Københavns Energi A/S har ansøgt om godkendelse af projektforslag til renovering og ombygning af Sundholm varmecentral. Baggrunden for ansøgningen er, at de eksisterende kedler er gamle og nedslidte.

 

Teknik- og Miljøudvalget skal som myndighed godkende projektet i henhold til varmeforsyningsloven og den tilhørende bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Kommunen kan godkende projekter, såfremt de er samfundsøkonomisk fordelagtige sammenlignet med alternativerne.

 

Godkendelse af projektet om renovering af Sundholm varmecentral kræver, at projektforslaget sendes i høring.

Løsning

Københavns Energi har søgt om at erstatte de eksisterende 6 kedler med 5 nye. 4 af de nye kedler vil fortsat være fyret med olie og 1 af de nye kedler vil være fyret med bygas. Bygas er billigere end olie og miljøpåvirkningerne er væsentligt mindre end ved at anvende olie. Yderligere anvendelse af bygas til produktion af spidslastvarme vil påvirke forsyningssikkerheden for bygasleveringen, og det er derfor kun den ene kedel, der vil anvende bygas.

 

I projektet sammenlignes samfundsøkonomien med etablering af 4 naturgaskedler og 1 bygaskedel. Projektet har en samfundsøkonomi, der over en periode på 20 år er cirka 7,5 millioner kroner bedre end alternativet.

 

Etablering af produktionsanlæg, der anvender fossile brændsler med en levetid til ud over 2025, kan være i modsætning til Københavns Kommunes og Københavns Energis målsætninger i forhold til CO2-reduktioner. I Varmeplan Hovedstaden har Københavns Energi i samarbejde med CTR I/S og VEKS gennemført indledende analyser af, hvilke vedvarende energiløsninger, der vil kunne anvendes til spidslast. Det er endnu ikke besluttet, hvilke løsninger Københavns Energi vælger i forhold til den fremtidige spidslastproduktion, men i planens beskrivelse af fremtidens CO2-neutrale fjernvarme er der stadig spidslast på olie og gas på grund af lavere investeringsomkostninger. Spidslast bruges i de relativt få timer om året, hvor resten af varmesystemet ikke kan producere nok. Grundlasten, der dækker langt det meste af varmeproduktionen, er ved at blive omstillet til klimavenlige alternativer som biomasse.

 

De nye oliefyrede kedler på Sundholm forventes kun at blive brugt som reserve ved udfald af de store kraftvarmeenheder, men hvis de mod forventning får en varmeproduktion af betydning, vil det være kommunens forventning, at de bliver omstillet til bioolie. Dette gælder, hvis bioolie vurderes at være et bedre alternativ miljø- og klimamæssigt.

Den ene nye kedel på Sundholm vil blive fyret med bygas, og allerede i 2012 forventer Københavns Energi, at en del af bygassen vil være baseret på biogas fra Lynetten. Det analyseres løbende, om det bliver muligt at indkøbe supplerende biogas via naturgasnettet.

Miljø

I projektforslaget er det vurderet, at NOx spreder sig mere end SO2, hvorfor det er NOx-målinger og –beregninger, der er medtaget. NOx er under emissionsgrænserne ifølge beregningerne, og man forventer også, at de fremtidige krav kan overholdes.

 

Alternativet med naturgaskedler i stedet for olie Dette vil give et lavere CO2-udslip, fordi emissionsfaktoren er lavere for naturgas end for gasolie. Ved 30 driftstimer per kedel per år vil CO2-udslippet mindskes med 149 ton om året, hvilket svarer til godt 13,5 personers samlede CO2-udledning. De 30 driftstimer er gennemsnittet per kedel per år i de seneste 6 år.

 

Begge alternativer vil sænke CO2-udledningen, fordi olie vil blive erstattet med enten naturgas eller bygas.

 

Høringsberettigede parter

Følgende parter er høringsberettigede i følge § 23 i ”Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive forsyningsanlæg”

Berørte

  • forsyningsselskaber
  • grundejere
  • kommuner
  • regionplansmyndigheder

Transmissionsselskaberne i København og de øvrige varmeproducenter vurderes at være høringsparter

  • CTR I/S
  • DONG Energy A/S
  • Vattenfall A/S
  • Amagerforbrænding I/S

Økonomi

Projektet har ingen konsekvenser for Københavns Kommunens økonomi.

Københavns Energi A/S ejer, finansierer, etablerer og vil varetage driften.

Projektet vurderes at have et samfundsøkonomisk overskud.

Videre proces

Efter Borgerrepræsentationens godkendelse sendes høringsbrevet til høringsparterne. Efter behandling af høringssvar fremsendes projektet til politisk behandling.

.

 

         Hjalte Aaberg                                  

                                                                  /Mikkel Aarø-Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 23. januar 2012

Indstillingen blev udsat.
Til top